Fortsæt til indhold
Indland

Minister er klar til at drøfte ønske om gps-chip under huden

Efter et dødsfald ønsker visse politikere i Esbjerg at udstyre demente borgere med en gps-chip.

Politikerne fra Sundheds- og omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune ved godt selv, at det kan lyde kontroversielt.

Alligevel har de løftet forslaget om at udstyre demente borgere med en gps i form af en chip under huden for at sikre, at man kan finde dem igen, hvis de bevæger sig ud på egen hånd. Ifølge kommunen kan løsningen redde liv, og sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), er ikke afvisende over for idéen.

I en mail til JydskeVestkysten skriver ministeren på vegne af sig selv og ældreminister Thyra Frank (LA), at hun vil tage forslaget med til et møde med børne- og socialministeren, Mai Mercado (K).

Hun er personligt ikke meget for tanken, men i takt med at teknologien ændrer sig, skal man turde tage debatten om nye muligheder og de etiske overvejelser, de medfører, skriver hun til avisen.

»Personligt bryder jeg mig dog ikke om chipideer, og jeg synes, der er stor forskel på, om man selv træffer en sådan beslutning, inden man bliver dement, eller om det er en beslutning, samfundet vil træffe på den enkeltes vegne. Men teknologien på området bevæger sig enormt hurtigt, og det skal vi følge med i,« lyder det i mailen.

I dag giver reglerne mulighed for, at demente kan udstyres med en bærbar gps, hvis de selv giver samtykke. Hvis borgeren modsætter sig, kan man dog i den lokale kommunalbestyrelse godt træffe afgørelse om, at gps må anvendes alligevel, skriver Nationalt Videnscenter for Demens.

Det lokale sundheds- og omsorgsudvalg mener dog, at det er et problem, at gps'en, som eksempelvis kan sidde i tøjet eller om håndleddet, kan afmonteres. Kommunen oplevede selv i begyndelsen af december, at en dement borger blev fundet død i et vådområde, efter at have forladt sit opholdssted aftenen før.

Det er ikke alle kommunens politikere, der synes, forslaget er fornuftigt. Enhedslistens Sarah Nørris er klar til at modarbejde et eventuelt kommende lovforslag. Hun kalder det et overgreb at indoperere en chip under huden og mener desuden, at det kan blive første skridt til at spare flere personaleressourcer væk, siger hun til JydskeVestkysten.

Der findes ikke nogen officielle tal på, hvor mange personer med demens, der hvert år forsvinder fra deres egne hjem eller fra plejeboliger, eller hvor mange der bliver fundet i live.