Borgmesteren: »Det handler om at turde tage magten«

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) træder op på en bænk i fabrikshallen. For at sige velkommen til de relativt mange fremmødte Fredericia-borgere, som i efterårsmørket har fundet vej til det lokale industrikvarter lidt uden for byen.

Normalt ville han ringe med en klokke for at åbne byrådsmødet inde på rådhuset. Men der er ingen klokke i dag, hvor Fredericia Byråd har rykket sit møde ud på virksomheden.

Der er meget, som ikke er, som det plejer.

I stedet for at sidde ved langborde og følge dagsordenen er der lagt op til gruppearbejde med Fredericias beboere. Der skal blandt andet drøftes sikkerhed, ungdomskultur og affaldssortering. Hvad mener borgerne, at politikerne skal stille op?

Det åbne byrådsmøde er et billede på noget, som både Jacob Bjerregaard og flere andre danske borgmestre bruger mange kræfter på i disse år: at tage magten i kommunerne.

Tirsdagens valg afgør, hvem der sidder i byrådene landet over. Men valghandlingen afgør ikke, hvad magten bruges til – og om den bliver brugt.

Der kan også ske det, at byrådsmedlemmernes arbejde i alt for stort omfang reduceres til drift, hvor den vigtigste opgave bliver at vende tommelfingrene op eller ned til embedsværkets indstillinger. Samfundsforskerne har beskrevet adskillige steder, hvordan kommunalreformen i sin tid resulterede i store administrative enheder, som i den grad udfordrede magtbalancen mellem folkevalgte og embedsværk.

»Det er helt enormt vigtigt med et tydeligt politisk lederskab, og det har jeg brugt meget tid på at tænke over de seneste fire år. Jeg tror egentlig, at både befolkningen og forvaltningen efterspørger det. Det handler om at turde tage magten,« siger Bjerregaard, der har været borgmester i snart fire år nu.

Da han blev det efter 2013-valget, kom han direkte fra en plads i Folketinget for Socialdemokratiet. Her var han vant til at tænke politisk og havde også en baggrund som formand for DSU.

Årene i Folketinget gav ham også lejlighed til fra første parket at se, hvor svært det var at fastholde de politiske ambitioner for de af hans folketingskolleger, der blev ministre i 2011. Nogle af dem i hvert fald.

»Det var tydeligt som folketingsmedlem at se, hvor meget ministerafhængigt det var. Om en stærk minister satte sig igennem, eller om man lod systemet løbe afsted med sig. Derfor gjorde jeg mig nogle klare noter om, hvordan jeg gerne ville lede som politiker, hvis jeg fik muligheden. Selv om det ikke helt kan sammenlignes, er Fredericia Kommune jo en stor forvaltning,« siger han.

Ingen drejebog

Trods overvejelserne på forhånd trådte han ind i nyt land, da han satte sig i borgmesterkontoret den 1. januar 2014.

»Jeg landede ikke i Fredericia for fire år siden med en drejebog. Jeg kom med nogle politiske visioner. Men så indså jeg relativt hurtigt, at de ikke kunne realiseres, medmindre vi lavede nogle ting grundlæggende om. Vi skulle have nye arbejdsmetoder, hvis vi skulle nå herhen, hvor vi er i dag.«

Da han overtog borgmesterposten, var det kort tid efter skandalesagerne om eksborgmester Thomas Banke (V), der i januar 2013 gik af efter at have erkendt misbrug og bilagssvindel. Sager, som skabte kaos og ballade i byens byråd.

Derfor lå der også en opgave i at skabe et byråd, hvor samarbejdsånden var bedre. Ifølge Bjerregaard er et samarbejdende byråd helt afgørende for, om man kan omstille kommunen og tankegangen.

»Man kan godt sige, at vi i dag kører byrådet som en lille regering. Hvor der er juniorministre i form af udvalgsformænd,« siger han og forklarer, at den politiske magt i kommunen bl.a. er styrket ved, at de fleste i byrådet – uanset partipolitiske skel – har fået et ansvarsområde, som de så styrer.

»Så skal jeg først inddrages, hvis der virkelig er et problem. Men ellers er det deres opgave både at støbe kuglerne og tage æren for det bagefter, men selvfølgelig også ansvaret.«

For at rydde op – og spare penge – har Bjerregaard også sorteret ud i antallet af topchefer i forvaltningen.

»Vi har slanket kommunens ledelse. I det øverste lag med et par direktører og i niveauet under er vi også blevet fem-seks færre chefer. Det har vi gjort for at finde ressourcer til kernevelfærd, men også for at forenkle sagsgangene. Det har ikke betydet dårligere service, tværtimod har det betydet en mere klar model for, hvordan vi håndterer sagerne,« siger han og vil ikke udelukke, at der skal ruskes yderligere op her.

Nye embedsmænd

Det handler heller ikke kun om antallet af embedsmænd. Men lige så meget om, hvor godt et politisk gehør de har.

»Vi arbejder meget med ”den nye embedsmandsrolle” i Fredericia. Med at man som embedsmand skal være dygtig til at lytte til politikernes og borgernes behov. Man skal tage empatiskalaen i brug og være enormt dygtig til at styre efter de politiske signaler. Til gengæld sætter vi politikere også en meget tydelig retning.«

Samtænkningen af det administrative og politiske er en anden tilgang end den mere klassiske opdeling af politikere og embedsmænd. Desuden er der skåret ned på det, som Bjerregaard kommer til at kalde for »driftsmøder« i byrådet. Inden han retter sig selv til »klassiske udvalgsmøder.«

Fortalelsen siger meget om, hvordan den slags møder kan opleves. Kommunalpolitikerne skal forholde sig til tunge sagskomplekser bearbejdet af embedsværket.

I stedet har Bjerregaard skruet op for temamøder, hvor der er tid til at diskutere reel politik. Og møder som går på tværs af udvalgene.

Han fortsætter opremsningen af de mange ændringer, byrådet har foretaget for at styrke den politiske retning.

Der er oprettet et demokrati- og borgerudvalg, som skal omsætte Frederica-borgernes ønsker til beslutninger. Her har nogle borgere f.eks. fået etableret en park på en grund, hvor en bygning blev revet ned. En lille ting i andres øjne måske. Men stor for de lokale og et vigtigt eksempel på, at borgerne ikke bare er nogen, som Fredericia-byrådet gerne ville lytte til. Det er også nogen, som skal have del i magten.

Konsulentfirmaet

For at sætte Bjerregaardsturn aroundlidt i relief taler vi om, hvordan det var, da han satte sig i stolen.

»Det forrige byråd havde ikke haft det bedste samarbejdsklima, for nu at sige det på jysk,« siger han.

Og så forklarer han, hvordan det nye byråd pr 1. januar 2014 både havde arvet en stor sparerunde og en såkaldt »visionsproces.«

»Der var hyret et konsulentfirma, som skulle facilitere en visionsproces, som så skulle implementeres.«

Man kan høre, hvordan han i sin udtale lægger afstand til den idé, og det meste af den gamle plan endte da også i skraldespanden.

»Det var grundlæggende en helt forkert tilgang. Det virkede som om, politikerne ikke selv havde en vision. Men hele pointen med at være politiker er jo netop, at vi har visioner. Vi har faktisk kæmpet for at komme i byrådet, netop fordi vi gerne vil omsætte vores holdninger til praktisk politik. Det gjorde vi så. Kørte vores egen proces og vedtog en stærk vision, som vi styrer efter.«