Politiet har midlertidigt lukket Satudarahs klubhus
Samtidig bliver der indført visitationszoner i Maribo og Sakskøbing.
En konflikt i rockermiljøet har fået Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til at udløse forbud mod adgang til rockerklubben Satudarahs klubhus på Vestergade 36 i Maribo.
Samtidig oprettes der visitationszoner i Maribo og Sakskøbing. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Lukningen af klubhuset sker, efter at der natten til fredag blev affyret flere skud mod huset af ukendte gerningsmænd. Politiet vurderer, at episoden sandsynligvis udspringer af en igangværende konflikt mellem rivaliserende bandegrupperinger.
Det er tale om en foreløbigt midlertidig lukning af klubhuset. Forbuddet for adgangen til klubhuset gælder fra fredag den 6. oktober og 14 dage frem.
»På baggrund af efterforskninger og systematiske indsamlinger af oplysninger i relation til bande- og rockermiljøet, vurderer vi, at der er en risiko for at Satudarah, der har til huse på Vestergade 36, kan blive udsat for yderligere angreb, siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:
»Historisk set har politiet erfaring for, at der i konfliktsituationer i rockermiljøet foretages angreb mod klubhuse og opholdssteder. Klubhuset er placeret i et tæt bebygget område centralt i Maribo, og af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke acceptere en lokalitet, der kan tiltrække yderligere skyderier. Derfor vælger vi nu at lukke stedet.«
Ud over lukningen af klubhuset i Maribo, indfører politiet visitationszoner i både Maribo og Sakskøbing »for at forebygge eventuelle farlige situationer«. Det sker efter en periode med uro flere steder på Lolland og Falster med f.eks. skudepisoder, slagsmål og knivstikkeri. Politiet vurderer, at disse episoder primært udspiller sig i Sakskøbing og Maribo.
Det er politiets opfattelse, at hændelserne er et resultat af en konflikt mellem rockergrupperingerne Black & White South, der er en støttegruppe til Mongols, og Satudarah MC South.
»Vi ser med stor alvor på disse uroligheder, som er aldeles uacceptable, og som skaber megen utryghed. Så for at forebygge eventuelle strafbare handlinger, der kan være til fare for folks liv eller helbred, vælger vi nu at indføre visitationszone i Maribo og Sakskøbing, som har været mest belastet af bandekonflikten,« fortæller politiinspektør Kim Kliver.
Visitationszonen gælder begge steder fra fredag den 6. oktober kl. 16 til fredag den 20. oktober kl. 16. I zonerne kan politiet foretage såkaldte stikprøvevisitationer og undersøge personers tøj og andre genstande herunder køretøjer.
I Maribo gælder zonen fra Vestre Landevej nord for jernbanen og Brovejen til Slagterivej, østlig afgrænsning øst for Slagterivej/Maria Gade/Skimminge over Søndre Boulevard til Søndersø, sydlig afgræsning langs Søndersø til vest for Meinckes Vej og vestlig afgrænsning vest for Meinckes Vej over Rødbyvej til Vestre Landevej.
I Sakskøbing omfatter visitationszonen Orebyvej til Møllevej, østlig afgrænsning fra Møllevej over Guldborgvej til syd for Sydmotorvejen, sydlig afgrænsning på sydlige side af Sydmotorvejen til Industrivej og vestlig begrænsning på vestlige side af Lindevej/Kalkbrænderivej til Orebyvej.