Fortsæt til indhold
Erhverv

DAB-direktør: Vi jubler over at det er vendt for os

Danske Andelskassers Bank måtte fredag i sidste uge nedjustere sin resultatprognose efter et tilsynsbesøg. Men direktøren fortæller om jublende stemning i banken. Af flere årsager.

Jan Pedersen læste godt både netmedierne fredag eftermiddag i sidste uge. Og han så også godt de avis-artikler, der omtalte banken i løbet af weekenden.

De handlede om et tilsynsbesøg, der medførte nye nedskrivninger – og i kølvandet på det nedjusterede banken så sine forventninger til årets resultat.

Jan Pedersen ved godt, at det aldrig er godt, når man skal fortælle aktiemarkedet, at man lander lavere, end man først havde indikeret over for investorerne. Men han ved også godt, at når man ser fredagens inspektionsrapport fra Finanstilsynet i det store billede, og når man ser på de udfordringer, som banken med hovedsæde mellem Viborg og Randers har haft, ja så må nyheden i fredags karakteriseres som noget nær en non-event.

”Vi har stor respekt for tilsynet og jeg vil ikke negligere, at vi lander en smule lavere i år. Men for alle os, der i det daglige kæmper for Danske Andelskassers Bank, så er nyheden, at vi er nået til et afgørende vendepunkt i bankens historie. Vi har det altså rigtig godt med, at vi står med et tilsynsbesøg, hvor de har været igennem en stor del af udlånsporteføljen og ikke finder nye nedskrivninger, udover at vi skal nedskrive 25 mio. kr. på vores egne ejendomme,” siger Jan Pedersen og fortsætter:

”Og så har vi det rigtig rigtig godt med, at vi nu har en solvensoverdækning på den gode side af 2 pct. Det er altså et vendepunkt for os, efter at have ligget tæt på vores solvensbehov i ganske lang tid. Vi går en mere lys fremtid i møde, og i direktionen, i bestyrelsen og blandt alle vores medarbejdere blev tilsynsrapporten modtaget med jubel hos os. Og nu ser det ud til, at 2014 bliver et år med sorte tal på bundlinjen. Det er bare rigtig dejligt,” siger Jan Pedersen til FinansWatch.

Ro i maven

Han siger, at den seneste tilsynsrapport giver ham en ”vis ro i maven”.

Vi har tidligere set andre banker melde ud, at nu var der ryddet op, og nu skulle man se fremad, og så kom tilsynet forbi igen kort tid efter og så var der nye markante nedskrivninger. Hvad gør, at du tror på, at det ikke bliver sådan historien om jer vil være?

”Det er rigtigt, at især i de markedsområder, hvor vi er, der er vi da meget eksponeret overfor, hvordan landbruget udvikler sig helt generelt. Men det har vi forsøgt at tage højde for, vi reserverede solvens specifikt til landbruget. Så det er et område vi selvfølgelig er lidt bekymrede over, og vi følger det tæt, ligesom der kan komme andre ting. Men andre steder har man sagt, at nu har man ryddet op, men det er efter et besøg med utrolig mange nedskrivninger. Humlen her er, at der ikke her var yderligere nedskrivninger, udover de 25 mio. kr. på vores egne ejendomme, i forbindelse med tilsynets besøg.”

Jan Pedersen siger samtidig, at han ikke vil lægge hovedet på blokken og sige, at der ikke komme flere nedskrivninger.

”For det kommer der. Hvordan det bliver i 2015, det afhænger meget af konjunkturerne for dansk landbrug. Det må vi tage måned for måned,” siger han.

Ligger ikke i vores natur

Du siger, at det er et vendepunkt for jer, at I kom af med DLR-aktierne og nu har lidt luft ned til jeres solvensbehov. Kan I så være offensive nu?

”Det ligger ikke i vores natur at være hverken aggressive eller vanvittigt offensive. Vi har ikke markedsområderne til det. Vores områder er præget af afmatning, men vi kan håbe, at det vender her hos os. Men det er klart, at vi er lidt misundelige på vores kolleger med filialer i København eller i Århus, hvor der er gang i tingene. De konjunkturer oplever vi ikke, der hvor vi har filialer. Så vi håber, for hele samfundets skyld, at det kan ændre sig.”

Men du går vel fra en situation, hvor du og organisationen på næsten dagligt niveau arbejdede med at slukke ildebrænde til nu at kunne bruge mere tid på kunderne?

”Det er klart, at det her frigiver noget energi i organisationen, at vi ikke er tæt på kanten, men at vi nu kan tænke os godt om. Men vi har fortsat en plan og den følger vi. Uanset hvad medierne skriver, så er det den plan, der skal bringe os fri af de skær. Og det er vi godt på vej til, så det arbejde fortsætter vi. Men vi ser selvfølgelig også på nye forretninger, fordi vi har en helt anden risikoprofil i dag end tidligere.”

Den er som den er

Når man ser tilsynsrapporten, så ser det umiddelbart ud til, at der fortsat er store udfordringer på jeres lånebog. Blandt de små erhvervsengagementer er der svaghedstegn eller væsentlige svaghedstegn i ikke mindre end 54 pct. af engagementerne?

”Vi ligger med et højt solvensbehov og en høj solvensprocent, og det afspejler jo den risiko, der ligger. Vi har nedskrevet rigtig store beløb i de senere år, hvor der kan komme et returbeløb til os, men det er klart, at nogle af sagerne kan forværre sig. Det må tiden vise, men vi mener, at med de nedskrivninger, der er foretaget, så har vi taget højde for alt det vi kan i vores portefølje.”

Kan man karakterisere jeres lånebog som svag?

”Nedskrivningerne afspejler, de kunder vi har. Vores kunder hjælpes ikke på vej af høje ejendomspriser og gang i økonomien. Der hvor vi opererer, der er det svært at sælge boliger, der er ledighed, og en stor eksponering mod dansk landbrug, der har vist svaghedstegn. Så vores bog er, som den er,” siger Jan Pedersen og tilføjer:

”Så igen; jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige, at vi ikke får flere nedskrivninger, for det får vi. Men de bliver ikke så massive som tidligere,” siger Jan Pedersen til FinansWatch.

Danske Andelskassers Bank forventer at lande en basisindtjening i år før nedskrivninger på 135-170 mio. kr. nettoresultatet forventes at lande mellem 40 og 45 mio. kr.