Vejrskader rammer Gjensidige i tredje kvartal
Forsikringsselskabet Gjensidige fik en tilbagegang på bundlinjen i tredje kvartal på grund af større udgifter til vejrskader.
Både forsikrings- og investeringsresultatet gik tilbage for Gjensidige i tredje kvartal, og dermed oplever selskabet tilbagegang i forhold til sidste år.
Resultatet før skat blev på 1336,7 mio. norske kr., svarende til omtrent 1188 mio. danske kr., mod 1673,3 mio. norske k. i samme periode sidste år, og det skyldtes blandt andet, at forsikringsresultatet for skadesforsikringen faldt til 755 mio. norske kr. fra 852,5 mio. norske kr.
"Forsikringsresultatet blev drevet af solid præmievækst og god underliggende frekvensskadesudvikling, men det var negativt påvirkede af flere lyn- og tordenskader. Storskadeomkostningen var højere end i tilsvarende periode sidste år, blandt andet som følge af skybrud i Danmark og Sverige i august, som belaster regnskabet med 77,8 mio. kr.," fremgår det.
Investeringsresultatet faldt også til 552 mio. norske kr. fra tidligere 825,7 mio. norske kr., men til gengæld kunne selskabet fremvise bedring på sin combined ratio, som voksede til 85,5 fra 82,5 i den tilsvarende periode af 2013. Desuden formåede selskabet at skære sine omkostninger ned til 14,5 pct. fra 14,8 pct. i tredje kvartal sidste år.
Gjensidiges pensionsaktiviteter skabte et overskud på 19,7 mio. norske kr., mens bankaktiviteterne bidrog med 71,5 mio. norske kr. Det skal sammenlignes med henholdsvis 12,9 mio. norske kr. og 49,8 mio. norske kr. i tredje kvartal 2013.