Europæisk bilsalg har overhalet det danske
Bilsalget er for alvor på vej frem i de europæiske lande.
Det europæiske bilsalg er for alvor ved at komme op i fart. I september blev der i EU-landene indregistreret godt 1,23 mio. nye biler. Det er en fremgang på 6,4 pct. i forhold til samme måned i fjor.
Yderligere har det europæiske bilsalg nu vist fremgang 13 måneder i træk, og efter årets første ni måneder ligger bilsalget 6,1 pct. over den tilsvarende periode i 2013.
Det er en fremgang, der overgår opturen på den danske marked. I Danmark har fremgangen i årets første ni måneder været på 5,1 pct. sammenlignet med året før.
Ifølge nye tal fra de europæiske bilproducenters organisation ACEA har fremgangen i september især været markant i Spanien med et plus på 26,2 pct. I Frankrig, Storbritannien og Tyskland har fremgangen ligget omkring gennemsnit med tallene 6,3, 5,6 og 5,2 pct.
Den procentvise stigning er dog størst i Island. Her er fremgangen i september på hele 58 pct. I faktiske tal er det dog mindre imponerende. Der er solgt 553 biler i september.
Den markante fremgang i årets første ni måneder hænger også sammen med øget salg i Spanien (17,2 pct.) og Storbritannien (9,1 pct.). Fra januar til og med september i år er det solgt 9.572.259 nye personbiler i EU-landene.
Vindere og tabere
Blandt bilproducenterne er der både vindere og tabere, når man sammenligner salget i de første ni måneder af 2014 med samme periode i 2013.
Nogle af vinderne er Mitsubishi, Mazda, Renault og Volvo, der er gået frem med henholdsvis 38,2 pct., 23,6 pct., 15,9 pct. og 13,6 pct.
Blandt taberne er Honda og General Motors. Honda har haft en tilbagegang på 5,0 pct., mens GM er gået 3,3 pct. tilbage. Hos GM er der fremgang for Opel/Vauxhall, mens tilbagegangen især skyldes Chevrolet, der er på vej helt ud af det europæiske marked.
Mærkerne under Volkswagen Group kan under et notere sig for en fremgang på 7,9 pct. Men fremgangen skyldes især markante fremgange hos mærkerne Skoda og Seat, mens VW og Audi har haft mere beskeden fremgang.
Når det gælder antallet af solgte biler, er VW dog klart det dominerende mærke i koncernen. VW sælger tæt på halvdelen af bilerne i VW Group.
Næsten hver niende bil, der er solgt i Europa, er en VW.