Intel levede op til forventningerne og lidt til
Computerchip-producenten matchede analytikernes forventninger i regnskabet for tredje kvartal.
Det viser koncernens regnskab som blev offentliggjort efter amerikansk børstid tirsdag.
It-selskabet landede en indtjening per aktie på 0,66 dollar for tredje kvartal 2014 mod 0,59 dollar i samme periode sidste år.
Analytikerne havde ventet et overskud på 0,65 dollar per aktie, ifølge Bloomberg News undersøgelse.
Omsætningen løb op i 14,6 mia. dollar mod 13,5 mia. dollar sidste år og det forventede salg på 14,4 mia. dollar.
Det var især en forbedring i pc-markedet, som danner baggrund for de bedre end ventede tal, mens aktivieterne inden for mobil- og kommunikation til gengæld skuffer.
Intel forudser, at omsætningen i fjerde kvartal vil lande i intervallet fra 14,2 til 15,2 mia. dollar.
Analytikerne havde estimeret en omsætning i årets sidste kvartal på 14,5 mia. dollar, ifølge Bloomberg News' analytiker-prognose.
Intel-aktien steg 2,6 pct. i eftermarkedet efter en stigning på 2,1 pct. i den ordinære handel.