Fortsæt til indhold
Erhverv

Iværksættere mødes af dyre bankløsninger

Jyske Bank tager op til 5.000 kr. i oprettelsesgebyr for en ny erhvervskonto. Forkasteligt, mener iværksætter.

Det koster ned til 1 kr. at stifte egen virksomhed, men hvis man vil have en erhvervskonto, kan det blive en dyr fornøjelse.

I Jyske Bank koster det eksempelvis op til 5.000 kr., og det kan være mange penge for et nystartet selskab, der er lovmæssigt forpligtet til at have en bankkonto.

Martin Thorborg, stifter af Jubii og iværksætterportalen Amino, peger på, at det er forkasteligt, at bankerne kræver flere tusinde kroner for tjenesten.

"Iværksættere skal gennem tre-fire dårlige ideer, før de får den gode ide. Hvis bankerne ikke vil give plads til de dårlige ideer, får de aldrig iværksættere, når de så laver den gode ide. I mine øjne er det utrolig kortsigtet tænkning," siger Martin Thorborg.

Han er uforstående over for, at alle og enhver ikke kan få oprettet en bankkonto i enhver bank til småpenge.

Mange iværksættere behøver i hans optik ikke den rådgivning og de servicetilbud, der ofte følger med. De fleste skal bare bruge en bankkonto, siger han.

"Jeg kan godt forstå, at hvis folk vil have en personlig rådgiver, kassekredit, lån osv., så koster det penge. Men hvis man bare går ned i banken og beder om en bankkonto, som man kan deponere nogle penge på, og kunderne kan sætte penge ind på, så synes jeg, at det er mærkeligt, at bankerne gør et problem ud af det," siger Martin Thorborg.

Forretningsdirektør hos Jyske Bank, Rune Møller, mener, at det er helt i orden at tage 5.000 kr. i oprettelsesgebyr.

"Der er mange omkostninger forbundet med at oprette en erhvervskonto. Hos Jyske Bank har vi valgt en dyrere løsning, fordi man får en masse service med i pakken. Man får sin egen rådgiver, og vi hjælper virksomheden på områder, hvor den selv mangler erfaring," siger Rune Møller.

Han siger dog, at prisen svinger meget, alt efter hvem der vil oprette en erhvervskonto.

Hvis Jyske Bank tror på virksomheden og de ideer, som den har, vil nogle opleve, at det er gratis at få oprettet en erhvervskonto, siger han.

"Det er klart, at hvis vi tror på en virksomhed, vil vi gerne have den virksomhed som kunde. Det vil give underskud for os i starten, men så tror vi på, at virksomheden på den lange bane vil give os en indtjening," siger Rune Møller.

Hos Danske Bank har man tre løsninger til nye erhvervskunder. For kunder, der ikke er privatkunder hos Danske Bank i forvejen, koster det 1.938 kr. det første år og efterfølgende 99 kr. pr. måned.

I den pris er der også en masse service inkluderet, dog ingen rådgiver. Hvis man er kunde i forvejen, slipper man det første år med 750 kr. og herefter 99 kr. pr. måned.

Peter Kjærgaard, der er souschef i Danske Banks presseafdeling, mener, at det er svært at gøre det billigere.

"Vi har skabt nogle fuldt transparente og meget konkurrencedygtige erhvervspakker. Er du iværksætter og bare skal have en konto i banken, koster det ned til 0 kr. om måneden, hvis du i forvejen er kunde i banken. Og 750 kr. i etablering, fordi der jo er nogle myndighedskrav, vi skal leve op til, når vi opretter en kunde. Vi synes, det er en god handel. Og så får du adgang til 100 specialister, som sidder klar ved vores telefoner samt en række andre services," siger Peter Kjærgaard.