Det er blevet billigere at pendle
Flere bliver boende i yderområder og kører til gengæld længere til arbejde.
Det er blevet mere fordelagtigt at være pendler i Danmark, og derfor er flere i dag villige til at køre længere efter arbejdet.
I stedet for at flytte tættere på arbejdspladsen vælger flere nu at blive boende selv i de såkaldte yderområder.
En af forklaringerne er, at de mange nye og små biler kører meget længere på en liter brændstof end de gamle biler. Når det kombineres med befordringsfradrag og især et højere fradrag for folk, der bor i yderkommuner, betyder det, at der pendles mere end nogensinde i Danmark.
På den baggrund slår forbrugerøkonom Johan Juul-Jensen fra Nykredit fast, at Danmarks 2,5 mio. pendlere har fået mere luft i budgettet.
"Det betyder, at folk i dag i langt mindre grad end tidligere flytter efter jobbet - også selv om de måske har 100 km til arbejde, og selv om der er en tendens til, at arbejdspladserne samles i de større byer. Det betyder, at færre pendler kort, mens flere pendler langt," siger Johan Juul-Jensen.
"De nye biler kører i dag 40 pct. længere på en liter benzin, end bilerne gjorde i 2006. Selv om brændstofpriserne er steget, er det sammenlagt blevet 15 øre billigere at køre én km," forklarer økonomen.
Det skyldes, at en benzinbil i dag kører næsten 22 km per liter, mens gennemsnittet i 2007 var 15 km per liter.
"Det gør en stor forskel for de mange pendlere, der kører rigtig langt hver dag. Dem bliver der flere og flere af. Antallet af pendlere, der kører over 50 km hver dag, er markant stigende. I 2013 kunne godt 200.000 danskere kaldes langdistancependlere. Der er 35.000 flere end tilbage i 2006," forklarer Johan Juul-Jensen.
Det har han regnet lidt videre på.
"Det betyder, at danskerne i dag pendler 3,5 mio. km mere om året end i 2006. Det svarer næsten til fem ture til Månen og tilbage igen," forklarer han.
Lidt mere jordnært bliver eksemplet med en pendler, der bor i Vordingborg og arbejder i København.
"Alene brændstofbesparelsen mellem en gammel og en ny benzinbil vil udgøre godt 6.500 kr. efter skat. Samtidig gives der et forhøjet befordringsfradrag, fordi Vordingborg Kommune er en af de såkaldte udkantskommuner. Dermed bliver nettobesparelsen på 14.700 kr. om året efter skat," forklarer Johan Juul-Jensen.
Samtidig vil der typisk være en besparelse på boligudgiften.
"Der er trods alt en forskel på, om boligen koster 1 mio. eller 2,5 mio. kr. Så alt i alt kan det give et pænt bidrag til den daglige økonomi at bosætte sig lidt længere væk fra de større byer. Det betyder også, at udtrykket "Udkantsdanmark" ikke længere er så negativt," tilføjer han.
Tilbage er så det ekstra tidsforbrug ved at have langt til arbejde.
"Det er en individuel sag, hvornår tidsforbruget bliver for stort. Men flere politiske initiativer skal gøre det mere attraktivt at pendle længere. Det gælder nye motorveje og bedre togdrift mellem de store byer og mellem landsdelene," siger Johan Juul-Jensen.