Siemens går ind i kampen om amerikansk olie- og gasvirksomhed
Siemens er parat til at byde mere end 6,5 mia. dollars for den amerikanske Dresser-Rand Group, siger flere kilder til Bloomberg News.
Dermed er der konkurrence om at få fingre i olie- og gasudstyrsvirksomheden, som den schweiziske pumpeproducent Sulzer også ligger i samtaler om at indgå i fusion med.
Historien får Dresser-Rand-aktien til at stige 10,9 pct. til 81,01 dollar i det amerikanske formarked fredag.
Siemens' bestyrelse skal formentlig stemme om at komme med et officielt bud på 85 dollar per aktie på et møde 24. september, siger en af Bloomberg News' kilder, der ikke ønsker at få sit navn frem.
Europas største ingeniørvirksomhed har haft et godt øje til Dresser-Rand, der laver kompressorer og turbiner til olie- og gasindustrien, i mindst tre år. Det tyske konglomerats administrerende direktør, Joe Kaeser, har sagt, at Siemens ikke har fået nok ud af væksten i markedet for skifergas, der udvindes ved hydraulisk frakturering. Han ønsker derfor at udvide på det forretningsområde.
Torsdag kom det frem, at pumpeproducenten Sulzer ligger i samtaler om at fusionere med Dresser-Rand for at skabe et bredt sortiment til olie- og gasindustrien. Selskabet ville få en årlig omsætning på omkring 6,5 mia. dollar ifølge Bloomberg News. Det kom dog også frem, at samtalerne mellem virksomhederne ikke var eksklusive.
Siemens-aktien stiger fredag klokken 13.00 med 0,6 pct. til 98,19 euro. Sulzer-aktien falder til gengæld med 2,8 pct. til 132,20 schweizerfranc - torsdag steg aktien til gengæld med 8,1 pct. til 136,00 schweizerfranc.