Tidligere engelsklærer står til milliardgevinst
Verdenshistoriens største børsnotering er skabt af en 162 centimeter høj iværksætterlegende.
Den enorme kinesiske it-koncern, Alibaba, står til at slå en verdensrekord, når virksomheden tromler ind på børsen i morgen.
Foruden at gøre en række aktionærer frygteligt velhavende markerer børsnoteringen også en milepæl i tech-virksomhedernes indtog på verdens børser.
Alibaba står nemlig til at rejse lidt over 24 mia. dollars i morgen, og vil dermed slå en anden stor teknologivirksomhed, Facebook, der rejste over 18 mia. dollars i 2012.
Børsnoteringen af Alibaba vil ikke bare være den største inden for tech-området, den vil ganske enkelt være den største børsnotering af nogen slags nogensinde.
Alibaba bliver ofte kaldt den kinesiske udgave af Amazon eller Ebay. I virkeligheden yder det ikke den kinesiske koncern retfærdighed. Hvis man skulle lave parallellen til amerikanske virksomheder svarer Alibaba til Ebay, Amazon og Paypal tilsammen og mere til.
Koncernen blev grundlagt i 1999 af kult-iværksætteren Jack Ma, der oprindeligt arbejdede som engelsklærer, før han som en af de første i Kina kastede sig ud i internet-virksomheder.
Jack Ma rundede 50 år tidligere på måneden og blev i sommeren af amerikanske Bloomberg vurderet til at være god for 21,8 mia. dollars.
Det gør ham til Kinas rigeste mand.
En stor del af hans formue er dog bundet op i ejerskabet af Alibaba, men det bliver der lavet om på i morgen.
Ifølge CNNMoney vil iværksætteren sælge 12,75 mio. aktier i Alibaba og indkassere så meget som 867 mio. dollars eller knap fem mia. kr. De mange aktier udgør kun 6 pct. af Jack Ma's samlede aktieandel på 206 mio. aktier i Alibaba.
Den gamle it-kæmpe Yahoo, der til sammenligning rejste 33,8 mio. dollars, da selskabet gik på børsen i 1996, står også til at få en særdeles indbringende fredag i morgen.
Med en ejerandel på 24 pct. af Alibaba, ser Yahoo ud til at have gjort en fin forretning med amerikanernes engagement i den kinesiske koncern.
Ejerskabet har dog ikke været uden problemer, da flere analytikere har påstået, at Yahoo's aktiekurs i høj grad bliver holdt oppe af ejerskabet af
Alibaba, og ikke fordi Yahoo's forretning er attraktiv.
Andre analytikere, der følger Yahoo, har affejet kritikken og påpeget, at Yahoo's kerneforretning giver milliardresultater før skat.
Og selvom ejerskabet af Alibaba skulle betyde noget positivt for Yahoo's aktiekurs, kan det næppe være negativt for den amerikanske virksomheds værdi på sigt, da Yahoo beholder en stor del af Alibaba-ejerskabet også efter børsnoteringen.
Det forventes, at Yahoo vil sælge Alibaba-aktier for 8,3 mia. dollars i morgen og beholde aktier til en værdi af 27 mia. dollars.