Alibaba-insidere får sjælden salgsmulighed
En række insidere hos den kinesiske e-handelsvirksomhed, Alibaba, der er ved at undergå en historisk børsnotering, kan på første handelsdag udnytte en særlig mulighed for at sælge aktier for op mod 8 mia. dollar, svarende til 46 mia. kr.
Det ventes at have en markant indvirkning på, hvordan aktieprisen bliver fastsat. Det skriver Wall Street Journal.
Normalt vil insidere og andre investorer være bundet af en aftale, der betyder, at man ikke må sælge aktier i virksomhedens spæde fase for at beskytte aktiekursen. Men det er ikke tilfældet for omkring en tredjedel af aktierne i Alibaba.
Selvom efterspørgslen efter Alibaba-aktier synes stor, har en række investorer altså muligheden for at trække sig allerede fredag, når den endelige børsnotering ventes at blive gennemført.
Den specielle aftale skyldes, at selskabet ønsker en kreds af store, ressourcestærke investorer, der ønsker at eje aktier over længere tid og derved skal have muligheden for at købe flere aktier lige fra dag ét.
Alibaba estimerer, at hver aktie udbydes til mellem 66 og 68 dollar, hvilket vil give selskabet en samlet markedsværdi på omkring 165 mia. dollar og potentielt blive den største børsnotering nogensinde.