Torm-formand: Stadig forsvarligt at fortsætte
Torm er i store problemer, ikke mindst på gældsfronten, men bestyrelsen har ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen.
I august fik Torm forlænget sin kassekredit frem til udgangen af marts 2015 for at give arbejdsro til at sikre en ny restrukturering, og det er det store mål, der arbejdes mod nu.
- Lad mig straks slå fast, at det ifølge bestyrelsens vurdering fortsat er i alle parters interesse at fortsætte driften af selskabet frem imod en rekapitalisering, siger Torms bestyrelsesformand, Flemming Ipsen, på rederiets ekstraordinære generalforsamling i København tirsdag.
Torms egenkapital er efter en nedskrivning på 192 mio. dollar i første kvartal, fremtvunget af et salg af skibe, faldet til et minus på 125 mio. dollar per 30. juni 2014.
Lavere fragtrater
I løbet af første halvår har fragtraterne på produkttankmarkedet desuden fortsat været lavere end forventet, men et positivt resultat af driften før renter, skat, afskrivninger og amortisationer (EBITDA) giver bestyrelsen hos Torm motivation nok til at fortsætte kampen mod at sikre en holdbar langsigtet kapitalstruktur.
I første halvår 2014 blev Torms EBITDA et overskud på 34 mio. dollar, mens de store af- og nedskrivninger gav et stort minus på EBIT-niveau på 210 mio. dollar. I forbindelse med skibssalg i løbet af første halvår er det dog også lykkedes at reducere gælden med 348 mio. dollar til 1367 mio. dollar.
Samtidig er der realiseret positive pengestrømme fra driften, og derfor giver det mening at fortsætte kampen til som minimum udgangen af marts næste år.
- Det er bestyrelsens vurdering, at Torms tilgængelige likviditet under de nuværende forudsætninger sikrer det fornødne økonomiske råderum frem til i hvert fald 31. marts 2015. Det skal her fremhæves, at på trods af vanskelige markedsvilkår i første halvår 2014 har Torm skabt en positiv pengestrøm fra driften på 24 mio. dollar efter fulde rentebetalinger på 23 mio. dollar, siger Flemming Ipsen.