Fortsæt til indhold
Erhverv

Økonomiministeren: Pilen peger fortsat opad for dansk økonomi

Dansk økonomi er i fremgang. Beskæftigelsen stiger, og vækstprognose holder, lyder det.

Under overskriften "Flere i arbejde - fremgang i økonomien" har regeringen tirsdag morgen sat tal og ord på udviklingen i dansk økonomi i rapporten "Økonomisk Redegørelse".

Og selvom bekymrede miner atter knytter sig til økonomierne i Europa, så er der fortsat optimisme at spore i Danmark.

"Pilen peger fortsat opad for dansk økonomi. Der kan være udsving undervejs, men helhedsindtrykket er positivt," lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Hun peger ikke mindst på arbejdsmarkedets udvikling, som en indikator på, at udviklingen er vendt, siden den økonomiske krise for alvor tyngede landet.

Beskæftigelsen ventes i år at vokse med 21.000 personer, og lidt bedre bliver det i 2015, når 22.000 yderligere ventes i job. Det er en opjustering med 5.000 personer begge år.

"Der er flere jobåbninger, flere ledige kommer i arbejde, og færre bliver ramt af langtidsledighed. Det er glædeligt, at vi nu begynder at se resultaterne af regeringens målrettede arbejde med at få Danmark helt ud af krisen," siger Vestager.

Regeringen har ganske vist noteret sig en "vis afdæmpning" af aktiviteten hen mod sommeren, men under alle omstændigheder mener man, at der er gode forudsætninger for, at Danmark atter kan sætte tempoet op.

Derfor fastholder regeringen da også sit vækstskøn på 1,4 pct. i år stigende til 2 pct. næste år.

Tallene var på forhånd blevet lukket ud til offentligheden, og flere økonomer har nået at udtrykke en vis skepsis over for, om tallene holder.

Når regeringen ikke ser grund til at ændre sit syn, så skyldes det foruden den øgede beskæftigelse også, at efterspørgslen er vokset.

Og det er særligt eksporten, der trækker.

Ifølge Økonomisk Redegørelse har højere efterspørgsel hos Danmarks primære samhandelspartnere medvirket til at trække produktionen i den private sektor op med godt 2,5 pct. i første kvartal sammenlignet med samme periode i fjor.

Det betyder, at den danske produktion er på samme niveau som i 2007, før krisen for alvor satte ind.

Det er dog blandt andet den aftagende udvinding i Nordsøen, der har holdt væksten i den samlede økonomi (BNP) nede.

"Men det kan ikke skygge for, at genopretningen af efterspørgsel og produktion er kommet godt i gang igen efter stilstanden i 2011-12, da gældskrisen i euroområdet lagde en kraftig dæmper på dansk og international økonomi," fremgår det af redegørelsen.

Men selvom dansk økonomi er i fremgang, så lægger regeringen op til at trykke den finanspolitiske speeder i bund for at understøtte det spæde opsving mest muligt. I 2015 ventes det offentlige underskud at nå det af EU tilladte niveau på maksimalt 3 pct. af BNP svarende et minus på omtrent 60 mia. kr.

Blandt andet er man parat til at lægge niveauet for offentlige investeringer i eksempelvis veje og andre byggeprojekter på ca. 43 mia. kr., hvilket er blandt de højeste niveauer i over 30 år.

"Selvom det lysner i økonomien, er vi ikke helt ude af krisen endnu. Derfor udnytter vi den plads, der er i finanspolitikken, inden for rammerne af en ansvarlig økonomisk politik," siger finansminister Bjarne Corydon i en pressemeddelelse.

Planen er så at skrue ned for den lempelige finanspolitik, når den økonomiske fremgang tager fart.