Fortsæt til indhold
Erhverv

Cheføkonom: Dansk økonomi spændt til bristepunktet

Regeringen må være parat til at ændre kurs, hvis budgetter ikke holder, advarer økonom.

Næsten som vanligt lod regeringen dele af sin økonomiske prognose sive før tid, da flere medier allerede mandag kunne berette om blandt andet en fastholdelse af vækstudsigterne for 2014 og 2015.

Mere interessant er det formentlig, at regeringen i prognosen budgetterer med et underskud på de offentlige finanser i 2015 på 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Det svarer til omtrent 60 mia. kr.

Dermed kommer de offentlige budgetter til at balancere lige på kanten af, hvad der er tilladt inden for EU-reglerne, og det begrænser mulighederne fremadrettet.

"At man budgetterer med et så betydeligt budgetunderskud understreger, at der er grænser for, hvad man kan tillade sig yderligere med den økonomiske politik i 2015," skriver cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian i en kommentar.

Når regeringen vælger at spænde buen til bristepunktet, så skyldes det ganske givet, at man ønsker at bidrage mest muligt til at holde det spæde opsving i live. Og det kan vise sig ganske nødvendigt.

De seneste nøgletal fra Europa i almindelighed og Tyskland - regionens vækstmotor - i særdeleshed har skuffet, og økonomernes optimisme er dalet.

Risikoen for endnu et økonomisk dyk i Europa er til stede, og det kan give Danmark problemer.

"Hvis økonomien skuffer, hvilket man jo ikke kan vide på nuværende tidspunkt, så vil underskuddet sandsynligvis blive større end de 3 pct., og det ville derfor med vores øjne have været hensigtsmæssigt at styre med en lidt større margin i den økonomiske politik," mener Steen Bocian.

Han noterer i øvrigt, at regeringen må være parat til at korrigere den økonomiske politik, hvis underskuddet ikke kan holdes på den rigtige side af 3 pct.

Blandt de lækkede prognosetal fandt man også forventningerne til væksten i Danmark i år og i det kommende år. Her er der på trods af flere økonomers dystre spådomme ikke fundet anledning til en nedrevidering. Regeringen fastholder en forventet vækst i 2014 på 1,4 pct. stigende til 2 pct. næste år.

Dertil kommer en forventet fremgang i beskæftigelsen på 20.000 personer i både 2014 og 2015.

"Der er naturligvis en betydelig usikkerhed knyttet til økonomiske fremskrivninger, men skulle vi lave en prognose den dag i dag, så ville vi nok ikke have et ret forskelligt syn på væksten fra, hvad regeringen har. Når det er sagt, så er risikoen for at væksten bliver lavere, da bestemt steget over de seneste måneder, hvor særligt de økonomiske nøgletal fra Europa har haft skuffet," lyder det fra Steen Bocian.