Nu skifter bilbranchen et gear op
Stort salg af både personbiler og varevogne og et dalende antal konkurser har banket humøret op.
Massiv fremgang i salg af både personbiler og varevogne og et faldende antal konkurser har skabt ny optimisme blandt de danske bilforhandlere, der melder om en branche i klar bedring.
Autobranchen har vendt ryggen til krisen.Jens Brendstrup, adm. direktør i Autobranchen Danmark
Det er Autobranchen Danmark, der har spurgt sine cirka 900 medlemmer blandt bilforhandlere, værksteder og autolakerier om den øjeblikkelige tilstand.
Nu er krisen overstået
Og tilbagemeldingerne har været så positive, at den administrerende direktør i Autobranchen Danmark, Jens Brendstrup, ikke tøver med at fastslå, at bilforhandlerne har lagt krisen bag sig.
"Autobranchen har vendt ryggen til krisen. Bilforhandlerne sælger både mange nye og brugte personbiler, de sælger flere større biler, og samtidig viser også varevognssalget en markant fremgang. Desuden viser en konjunkturindikator for branchen en stigende optimisme," fortæller Jens Brendstrup.
Færre konkurser
Det bygger han på flere forhold.
I de første seks måneder af 2014 er der blevet indregistreret knap 99.000 nye personbiler i Danmark.
"Dermed ligger bilsalget i første halvår 2014 80 pct. højere end for samme periode i 2009. Når man samtidig ser på antallet af konkurser for de samme perioder, er der fra 2009 til 2014 sket et fald på 31 pct. Det er to klare tegn på, at branchen har styret sig sikkert ud af krisen," siger Jens Brendstrup.
Flere større biler
Samtidig peger han på, at der blandt de cirka 99.000 nye biler i første halvår er kommet flere større biler til.
"Det er især de lidt større familiebiler og MPV'er, der har oplevet den største fremgang. Min vurdering er, at mange bilkøbere har udskudt købet af den bil, der i virkeligheden dækker deres behov, og i stedet købt en af de populære og billige mikrobiler.
Men nu tør danskerne igen investere i de større biler, og derfor ser vi, at de større biler vinder markedsandele. De lave priser på de fleste biler har også betydet, at flere familier har fået råd til en lidt større bil," lyder det fra Jens Brendstrup.
Han tilføjer, at varebilsalget i første halvår af 2014 ligger 73 pct. over det tilsvarende salg i 2009.
Et positivt syn
Det er forhold, der har skabt større optimisme blandt bilforhandlerne.
En konjunkturindikator fra Danmarks Statistik viser, at 81 pct. af bilforhandlerne har haft en stigende eller stabil omsætning i de seneste tre måneder.
82 pct. af bilforhandlerne tror også på en stigende eller en stabil omsætning for de næste tre måneder.
"Stemningen er blevet lidt mere positiv blandt forbrugerne, og det har smittet af på humøret i autobranchen," tilføjer Jens Brendstrup.
Det kniber stadig for mange værksteder
Det understreges dog samtidig, at undersøgelsen først og fremmest bygger på bilforhandlernes vurderinger. Situationen kan være anderledes for de rene værksteder, der har været ramt af faldende opsætning.
Det skyldes, at reparations- og vedligeholdelsesudgifterne er mindre for de populære små biler. Samtidig sparer ejerne af de små biler måske på vedligeholdelse og udbedring af skader. Når bilen har været billig i anskaffelse, kan ejeren måske bedre leve med en bule i en skærm.