Modvilje mod andre truer og svækker Danmark
Interview: Politikeres modvilje mod udlændinge er en svaghed og en trussel mod det danske samfund, advarer Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand i Tryg og Lundbeckfonden.
Det bliver ikke meget mere dansk: En sky for himlen og et pust fra en frisk sommervind rammer de bare arme med gåsehud – som straks derefter bliver jaget på flugt af solen, når skyerne viger og lader varmen komme til.
Vandet i Københavns Havn er rent nok til, at man kan bade i det, så mange unge mennesker springer i bølgerne fra friluftsbadet lige ved siden af cafeen. Unge kvinder ligger og soler sig med bare bryster, som turisterne stjålent kan se på.
Jørgen Huno Rasmussen kommer cyklende til interviewet i fuld fart med flagrende jakke og papirerne klemt fast i bagagebæreren.
Udsyn og muligheder
Han er lige kørt forbi DR’s VM-studie på Islands Brygge med tilhørende storskærm. Lige på den anden side af havnebassinet er Hotel Marriott, hvor Jørgen Huno Rasmussen for nogle uger siden var en af få danskere, der blev inviteret med til topmødet i en af verdens mest prestigefyldte tænketanke, Bilderberg.
På den vis samler der sig alligevel en ramme om det, som Jørgen Huno Rasmussen har på hjerte, når han skal give sit bud på danske virksomheders største udfordringer og muligheder lige nu.
Enhver udlænding tilfører noget nyt og værdifuldt til det danske samfund.Jørgen Huno Rasmussen, bestyrelsesformand
»De ligger i globaliseringen. Vi skal gå ind i den og se, hvilke muligheder det kan skabe for virksomheden, for én selv, for landet,« siger Jørgen Huno Rasmussen.
Han flipper straks mønten rundt.
»Svagheden for Danmark er det stik modsatte af vores styrke, nemlig at der er politikere, der tror, at vi kan og skal afgrænse os fra globaliseringen både rent fysisk med bomme og mentalt ved at tale sig ind i en skal og vende ryggen til fremmede. Det er en svaghed for vores omdømme internationalt og en svaghed i opfattelsen hos de udlændinge, vi har brug for. Enhver udlænding tilfører noget nyt og værdifuldt til det danske samfund,« siger han, og hans meget smilende ansigt bliver en smule bistert til en afveksling.
Tese blev bekræftet
Det er omkring et år siden, at Jørgen Huno Rasmussen gik af som topchef i ingeniørkoncernen FLSmidth efter syv et halvt år på posten. Nu bruger han al sin tid på diverse bestyrelsesposter, bl.a. i Tryg, som gav ham billetten til Bilderberg-topmødet.
»Hvis man skal tale om, hvad der er vigtigt, og hvad der er aktuelt, er der en ting, der står over alt andet: internationalisering. Det fik jeg bekræftet på de tre dage med Bilderberg. Det er en af de tendenser i de senere årtier, der har haft og fremover får de største konsekvenser for vores virksomheder og i sidste ende for hele vores samfund,« siger han indtrængende.
Det er derfor, at han skarpt tager afstand fra de danskere – både politikere og andre mennesker – der betragter globalisering og udlændinge som noget farligt eller risikabelt, som det er bedst at holde ude med fysiske bomme eller regulative hegn. Han understreger, at han ikke har særlige politiske partier i tankerne, for han møder holdningen i alle kredse.
»Den største trussel er, hvis vi vender ryggen til udviklingen. I stedet for at få fordel af globaliseringen, bliver vi løbet over ende af andre. Et kinesisk ordsprog siger: Når det blæser, er der nogle, der bygger vindmøller, og der er nogle, der bygger læhegn,« siger han.
Reddet af Indien
Som et eksempel på, hvad godt globaliseringen kan gøre, nævner han sine egne erfaringer fra FLSmidth, som flyttede en masse ingeniørarbejde til Indien og ekspanderede fra 600 til 4.000 medarbejdere i Indien.
I samme periode steg antallet af ansatte i hovedsædet i Valby fra 1.100 til 1.600.
»Hvis vi ikke havde ansat så mange i Indien, havde der ikke været ansatte i Valby, for så havde virksomheden ikke eksisteret,« siger Jørgen Huno Rasmussen.
Der har dog også været flere eksempler på, at globaliseringen har slået gnister og ramt danske virksomheder – f.eks. når Rusland og EU/USA krydser handelsklinger over Ukraines fremtid. Eller når befolkninger i de arabiske lande gør oprør og støttes af vestlige lande, men efterfølgende bliver sat på plads af andre nye regimer, der ikke byder på meget mere demokrati, frihed og velstand end de oprindelige styreformer.
Friheden er vigtigst
Men for Jørgen Huno Rasmussen er det ikke noget, der skal få os til at skrue ned for globaliseringen, eller som beviser, at f.eks. et meget stærkt EU måske bliver opfattet som en provokation andre steder.
»Det handler jo ikke bare om økonomien og vores velfærd og vores job. Endnu vigtigere er vores frihed og vores sikkerhed og vores overlevelse. Ukraine er en påmindelse til os alle om, hvor sårbare vi er, og at vi heller ikke i Europa kan tage sikkerhed og frihed for givet. Vi er den første generation i Europa, der er vokset op uden at have været i krig. Det er første gang nogensinde i historien, og der er kun en eneste grund til det: EU,« siger Jørgen Huno Rasmussen.
Kultur og penge
Set med hans øjne er det ikke kun geografiske grænser, der skal krydses og nedbrydes.
Han er gået med i Sacre – det står for Society, Art, Culture, Risk og Emancipation, dvs. frigørelse. Det er et tværgående netværk, som skal væve tråde på kryds og tværs i samfundet.
Sacre har hjemme på handelshøjskolen CBS, og udover Jørgen Huno Rasmussen sidder i netværket Stine Bosse, bestyrelsesformand på Det Kongelige Teater og tidligere Tryg-chef, den tidligere dramachef i DR Ingolf Gabold, Christian Have, som rådgiver kulturpersonligheder, skuespiller og forfatter Lone Hertz, professor og ledelsesekspert Steen Hildebrandt, Kasper Holten, operachef på Royal Opera House i London og Ole Fogh Kirkeby, professor på CBS. Netop samværet, netværket og diskussionerne på kryds og tværs var det, der fascinerede Jørgen Huno Rasmussen ved Bilderberg-mødet i København i slutningen af maj.
»Det gjorde mig optimistisk på Bilderberg at opleve, at så mange mennesker fra vidt forskellige fløje og med vidt forskelligt udgangspunkt har en fælles vilje til at få Europa til at fungere. Og hvis vi ikke arbejder sammen, taber vi alle,« siger Jørgen Huno Rasmussen.
Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden.Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.