Fortsæt til indhold
Erhverv

Danske dagblades papir kan være lavet af børnearbejdere

Pressens Fællesindkøb, der leverer til de fleste danske dagblade, får avispapir fra svensk firma, der netop er afsløret i at have forbindelse til børnearbejde.

MediaWatch

På en losseplads i Pakistan samler hundredvis af pakistanske børn papiraffald ind, der senere ender i rullerne hos den svenske papirproducent Stora Enso. Det viste en dokumentar på svensk TV4 for nylig. Stora Enso leverer desuden 35-40 pct. af papiret til Pressens Fællesindkøb i Danmark, skriver Journalisten.

Pressens Fællesindkøb leverer blandt andet det papir, som aviser fra JP/Politikens Hus, Berlingske, Information og Sjællandske Medier bliver trykt på.

Formanden for Pressens Fællesindkøb, Berlingske Medias distributionsdirektør Bjarne Werner Munck, tager afstand fra børnearbejdet.

”Om det er Berlingske eller andre aviser ser jeg som helt sekundært her. Vi har en indkøbsforening, som stort set alle medier bakker op om. Og vi har ikke brug for en leverandør, der ikke overholder helt basale forhold, som at man selvfølgelig ikke har børnearbejdere involveret i sin produktion. Der skal ikke være den type forhold hos leverandører. Men vi har fuld tillid til, at Stora Enso vil bringe det her ud af verden - og det har vi tænkt os at holde dem op på,” siger han til Journalisten.