Ny tjeneste forærer persondata væk
Nu kan alle se dit navn og fødselsdag gratis på nettet. Problematisk, vurderer ekspert.
Det er blevet gratis at snage i naboens bolig - og det er blevet gratis for naboen at snage i din.
Når man kender et navn, en adresse og en fødselsdato, så er der kort vej til at gætte personnummeret.Peter Nørregaard, , chefkonsulent hos konsulentfirmaet PA Consulting.
Sådan var meldingen mandag, hvor det blev muligt for alle borgere at bruge oplysningerne i tingbogen gratis. Det betyder, at oplysninger om, hvordan en ejendom er belånt og hvor pengene er lånt henne. Men det betyder også, at alle og enhver gratis kan finde dit fulde navn og din fødselsdato, når de slår din ejendom op.
Dét vækker forundring hos Rådet for Digital Sikkerhed.
Fødselsdatoen er privat
"En ting er, at man kan se navnet, det er nok nødvendigt, fordi det af og til er relevant at kunne koble en person til en ejendom, men at man kan se alderen, virker unødvendigt. Det virker som en information, der ikke er nødvendig for offentligheden at få indsigt i," siger formand Birgitte Kofod Olsen.
Derfor mener rådet, at Justitsministeriet bør overveje at reducere informationen om den enkelte borger i tingbogen.
"Man bliver nødt til at se på, hvor stor misbrugsrisikoen er ved at lægge de her oplysninger ud offentligt og gratis. Hvor stor risikoen er, kan jeg ikke sige, men den er der jo, fordi man relativt let kan gætte en persons cpr-nummer, hvis man har navn og fødselsdato," siger Birgitte Kofod Olsen.
Grund til bekymring
Hun bliver bakket op af datalog og chefkonsulent hos konsulentfirmaet PA Consulting, Peter Nørregaard.
"Der ér jo grund til bekymring, for når man kender et navn, en adresse og en fødselsdato, så er der kort vej til at gætte personnummeret," vurderer han.
Har man et navn og en fødselsdato, kan man relativt let findes cpr-nummeret. Der er nemlig kun 270 gyldige cpr-numre til hver fødselsdag og køn, forklarer Peter Nørregaard.
Tyve får færre muligheder
I dag har identitetstyve dog færre muligheder for at stjæle en anden identitet via et cpr-nummer end tidligere. Bl.a. har bankerne strammet op ved at indføre kontrolspørgsmål, så man ikke længere kan få kontooplysninger og overføre penge, blot ved at oplyse navn og cpr-nummer.
"Men der er stadig mange steder, hvor man kan bruge cpr-nummeret. F.eks. når man skal købe på afbetaling. Så er det sælgerens opgave at sørge for at se noget billed-id, men det kan man med lidt frækhed måske få talt sig ud af," siger Peter Nørregaard.
Erstat med nem-id
Peter Nørregaard mener ligesom Rådet for Digital Sikkerhed, at fødselsdatoen er en privat sag, og derfor ikke bør fremgå i tingbogen, men han mener ikke, at borgerne af den grund vil kunne føle sig mere sikre på, at deres cpr-nummer ikke bliver hacket.
For identitetstyvene kender allerede så mange tricks, at cpr-numre ikke er sikre at bruge som tilstrækkelig legitimation, mener han.
"Derfor bør det ikke være muligt at indgå aftaler og handler på baggrund af navn og cpr-nummer i fremtiden," siger Peter Nørregaard og foreslår i stedet at nem-id får en endnu mere fremtrædende rolle.
Oplysningerne er ikke nye
Hos Tinglysningsretten, der administrerer tingbogen, vil man ikke kommentere sagen. Det har været en politisk beslutning, hvilke oplysninger der skal fremgå i tingbogen, lyder det. Derfor henviser man til Justitsministeriet.
Tinglysningen oplyser dog, at der ikke er sket ændringer i, hvad man kan se i tingbogen. Oplysninger om navn og fødselsdato har altid været tilgængelige, de er bare blevet gratis nu.
Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Justitsministeriet torsdag eftermiddag.