Fortsæt til indhold
Erhverv

Ministeren jublede over færre kinesiske pakker. Men de kommer stadig - nu bare på en 1.500 kilometer lang omvej

Nye toldregler skulle stoppe Temu. Nu spinder Belgien guld på toldafgifterne. Og pakkerne? De finder stadig vej til Danmark.

Det var en fantastisk nyhed for Danmark.

For med nye toldregler var det lykkedes skatte- og væksminister Jakob Engel-Schmidts (M) at få bugt med »skrammel« fra kinesiske firmaer som Temu og Shein.

»Før sommeren var der millioner, og med ét var der næsten ingen,« stod der i pressemeddelelsen.

Nu viser det sig, at det måske ikke er hele sandheden.

Der har længe været kritik af platforme som Temu. Blandt andet af Forbrugerrådet Tænk, som har set produkter med » alvorlige sikkerhedsrisici«, f.eks. kosmetik med farlig kemi og elektronik, der udgør risiko for stød og brand.

Blandt andre har tidligere erhvervsminister Morten Bødskov (S) talt om en skævvridning for danske og europæiske virksomheders konkurrenceevne, fordi produkterne på f.eks. Temu ofte sælges for en brøkdel af prisen herhjemme.

Derfor trådte nye toldregler den 1. juli i kraft, som betød, at der blev lagt told på alle varer købt fra hjemmesider uden for EU. Tre euro pr. købt vare. Altså skal du nu betale omkring 22 kroner pr. varenummer, du bestiller, også selv om de leveres i samme pakke.

I ugerne op til indførslen håndterede Toldstyrelsen mellem 1,6 og 2,2 mio. vareposter om ugen. Efter sommerferien i ugen 31. august til 6. september var det tal faldet til under 10.000.

Også i Billund Lufthavn er der sket noget, efter toldreglerne trådte i kraft, siger Dan Prangsgaard, der er pressechef i lufthavnen:

»Vi plejede at håndtere en million pakker hver måned. Det er så faldet til nul.«

Derfor lignede det en sejr: Med et snuptag var Jakob Engel-Schmidt og Toldstyrelsen lykkedes med at stoppe handlen fra Temu og andre kinesiske webshops.

En omvej, der er smart. For nogen

Men det er ikke slut med billige kinesiske varer i danske hjem. Nu bliver de blot leveret ad en snedig omvej, forlyder det.

Det siger Steen Breiner, der er kommunikationsansvarlig i distributionsselskabet Dao:

»Hvis vi sammenligner de tre måneder efter de nye toldregler trådte i kraft med de samme tre måneder året før, oplever vi et lille fald på måske 3-5 pct., så nærmest ingen,« skriver han.

I stedet findes der nu en alternativ vej for kinesiske pakker til Danmark.

Fra lagrene i Kina flyves pakkerne til lufthavnen i Belgien eller Holland, kørt med lastbil til Daos terminaler i Danmark, inden pakken bliver leveret foran din hoveddør.

En omvej på omkring 1.500 kilometer, som Jyllands-Posten tidligere har beskrevet.

Den vej tager størstedelen af pakkerne fortsat, siger Steen Breiner:

»Vi oplever i dag, at langt de fleste pakker fra Kina kommer til os på lastbil via Holland og Belgien.«

Det bekræfter Peter Jacobsson, der er direktør i CrossborderIT, der laver clearingslister til toldstyrelser:

»I dag sker størstedelen af fortoldningen i stedet i Liège og Amsterdam, hvor man har valgt en enklere fortolkning af EU-reglerne. Det koster danske arbejdspladser, og lægger man de tabte indtægter i lufthavne, transport og distribution oveni, kan det samlet dreje sig om op mod 1 mia. kr. om året. Det absurde er, at varerne alligevel ender i Danmark. De tager bare en omvej.«

I EU er billedet generelt, at der kommer færre lavværdipakker fra Kina, efter de nye toldregler trådte i kraft. Omkring 60 pct. i juli, som var den første måned med de nye regler, oplyser EU-Kommisionen.

Det er også tilfældet i de belgiske lufthavne, der angiveligt skulle fungere som terminal for Temu-pakker til Danmark. Her har man oplevet et fald i antallet af pakker, man håndterer. Til gengæld er værdien pr. pakke, de håndterer, næsten fordoblet.

Ser man det fra Temus perspektiv, giver det god mening, siger Dan Prangsgaard fra Billund Lufthavn. Det er platformene selv, der bestemmer, hvordan de vil fragte deres pakker fra fabrik til forbruger, og her er der en økonomisk gevinst at hente ved at flyve til Belgien i stedet for Danmark.

»Herhjemme skal virksomhederne betale et depositum svarende til seks ugers toldafgifter, og det er enestående højt. I andre lande som f.eks. Belgien skal de deponere en uges told,« siger Dan Prangsgaard.

På en måned indbragte de nye toldsatser den belgiske toldstyrelse over 223 mio. euro, svarende til over 1,5 mia. kr. Af dem går 75 pct. til EU og resten til den belgiske stat.

For Billund Lufthavn koster det også. Og for staten. Præcis hvor meget er tæt på umuligt at sætte beløb på, men ifølge Dan Prangsgaard kan det mærkes, at der ikke længere er samme gennemstrømning af pakker.

Derudover kan pressechefen frygte, hvordan kontrollen ændrer sig.

»I Billund havde vi et godt og tæt samarbejde med Toldstyrelsen, så meget kan jeg sige.«

Han tror såmænd ikke, at kontrollen af varer er dårligere i Belgien, men som Dan Prangsgaard siger:

»I den her branche er tid penge, og de skal pludselig håndtere rigtig mange pakker.«

Ifølge ham er det derfor ikke Billund Lufthavn som virksomhed, der er den største taber i denne sag.

»Fra vores perspektiv er det mere en udfordring for samfundet. Vi mister indtægterne, men pakkerne kommer stadig til Danmark.«

For tidligt at konkludere

Jakob Engel-Schmidt ønsker ikke at kommentere sagen, men Skatte- og Vækstministeriet hæfter sig ved, at »antallet af lavværdipakker fra tredjelande, der importeres direkte til Danmark, fortsat er meget lav« efter de nye toldregler, men at det »ikke ensbetydende med, at der slet ikke kommer lavværdipakker til Danmark fra fx Kina«. Det skriver ministeriet i en mail.

Derudover oplyses det, at der fra den 1. november indføres et håndteringsgebyr på varer fra webshops uden for EU, og at det for nu er for tidligt at »konkludere på den strukturelle effekt«.

I en mail skriver Temu, at »produktsikkerhed er en prioritet«. De svarer ikke på, om varerne nu bliver sendt ad en omvej, men skriver:

»Logistik er en vigtig del af at hjælpe SMV’er med at vokse på tværs af grænser. Sælgerne har adgang til Temus netværk af mere end 150 logistikpartnere i hele Europa, herunder 10 nationale postoperatører.«