Fortsæt til indhold
Erhverv

Marianne Kirkegaard stempler ind i Novo-debat: »Danskerne kunne godt trænge til et spark i røven«

Offentlighedens reaktion på Doustdars ledelsesstil er både forkælet og et udtryk for grundlæggende utaknemmelighed for vores spændende arbejdspladser i Danmark, mener den internationale erhvervsprofil Marianne Kirkegaard.

Marianne Kirkegaard indleder interviewet med at understrege, at hun »altså virkelig elsker Danmark«.

For det næste, der kommer ud af topchefens mund, kan give indtryk af det modsatte. Det erkender hun blankt.

»Jeg synes godt, danskerne kunne trænge til et spark i røven. Vi går så meget op i hygge, og selvom det er et supergodt koncept uden for arbejdspladsen, så er det ikke altid et godt koncept på arbejdspladsen,« siger den 58-årige danske topchef.

I over to årtier har hun bestredet flere topstillinger i udlandet, hvorfra hun også har arbejdet; blandt andet som managing director i Unilever og i det globale ingrediensforetagende CSM med hovedkontor i Atlanta, USA.

I dag er hun bosiddende i London, hvor hun er partner og managing director i kapitalfonden Rhône Group. Derudover sidder hun i flere internationale bestyrelser, blandt andet som næstformand i Pandora.

Selvom Marianne Kirkegaard snart har brugt flere år uden for Danmark end inden for hjemlandets grænser, er kærligheden til hendes fædreland dog langtfra falmet, forsikrer hun.

Netop derfor provokerer den diskussion hende, som den seneste måned har kørt omkring Novo Nordisks topchef, Mike Doustdar.

Siden Novo Nordisks topchef fortalte, at Novo-ansatte skulle forberede sig på at stå tidligere op om morgenen og gå senere i seng om aftenen, har både Novo-ansatte, erhvervsfolk og flere af landets fagforeninger haft sit at sige om topchefens syn på sine medarbejdere.

»Grundlæggende løber vores medlemmer, også i Novo, allerede rigtig stærkt. Så når Doustdar kommer med sådan en udtalelse, er det svært ikke at tolke det som, at de nu skal til at løbe endnu hurtigere,« udtalte Sara Vergo, formand for fagforeningen Djøf, til Finans.

Siden er kritikken af Mike Doustdar fortsat.

»Når jeg følger debatten udefra, så synes jeg, vi virker meget forkælede sammenlignet med landene omkring os, og det er i særdeleshed en udfordring, fordi det er de lande, vi konkurrerer med,« siger Marianne Kirkegaard.

Ifølge Marianne Kirkegaard har danske virksomheder i flere årtier taget så meget hensyn til deres medarbejderes trivsel og work life balance, at medarbejderne er blevet kompromisløse i forhold til, hvad de mener, en leder kan og ikke kan forlange af dem.

For eksempel som at arbejde over, når virksomheden står i en situation, som påkræver det.

»Vi har makset ud på forkælelse i Danmark. Til det niveau, hvor det nu er blevet mærkeligt og uacceptabelt, at man som leder vover at være tydelig om forventninger til sine ansatte,« siger hun.

»Derfor synes jeg, at et wakeupcall, som det Mike Doustdar leverede, er på sin plads. Det er okay at forvente noget af sine medarbejdere.«

Marianne Kirkegaards udtalelser lander, efter at flere andre topchefer også har taget Novo-topchefen i forsvar.

Blandt andre har topchef i Dansk Industri Lars Sandahl bakket op om Mike Doustdar med henvisning til, at vi i Danmark befinder os i en »tryg lille andedam« med manglende udsyn og forståelse for, hvad der kræves af vores virksomheder for at følge med i en globaliseret verden.

»Når du ser den farma-liga, som Novo Nordisk og Doustdar skal kæmpe i, er den skruppelløs. Og det kan være meget svært at begribe, når man ikke er i det,« fortalte Lars Sandahl.

For nylig føjede Lego-topchef Niels B. Christiansen sit perspektiv til debatten.

Uden at kommentere, hvad der foregår i Novo Nordisk, understregede han således, at hans ledelsesstil i hvert fald ikke handler om at arbejde flere timer.

»Hvis man ikke passer på, og hvis det ender med den ene medarbejder mod den anden og konkurrence om, hvem der kan arbejde flest timer, så tror jeg ikke, vi kunne få det samarbejde på tværs, som vi har. Men det er jo så bare min ledelsesstil,« udtalte han.

Marianne Kirkegaards holdning er da heller ikke, at vi absolut skal arbejde flere timer, end vi gør nu.

»Jeg er ked af, at vi meget sjældent italesætter glæden ved at arbejde. Jeg bliver for eksempel ofte spurgt, om jeg har fortrudt at have arbejdet og fortsat arbejder mange timer, hvorimod jeg stort set aldrig bliver spurgt, om jeg er glad for mit arbejde,« siger hun og tilføjer:

Marianne Kirkegaard er som Lars Sandahl enig i, at kritikken af Mike Doustdar ikke er proportionel. Her ses hun hilse på Lars Sandahl til Pandoras generalforsamling. Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg har været utrolig privilegeret og altid haft et arbejde, der har givet mig virkelig meget glæde. Og hvis det i perioder ikke har været tilfældet, har jeg gjort det nødvendige for at ændre situationen.«

Hun oplever, at det for tiden ikke er særligt moderne at identificere sig med sit arbejde, men snarere at distancere sig fra det.

»Og det bekymrer mig meget. Det er, som om der nærmest er mere status i ikke at arbejde i dag end i at arbejde, og så er det, jeg bliver så bekymret for vores erhvervsliv og for vores konkurrenceevne.«

Men er det ikke også okay, at man egentlig primært møder på arbejde for at få sin løn? Det er vel et rimelig højt krav at stille til sine ansatte, at man absolut skal være glad, når man er på arbejde.

»Nej. Det synes jeg faktisk ikke, at det er. Hvis man engagerer sig i noget, så skal man også forsøge at blive god til det og glad for det,« siger hun.

For fortsat at kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark mener hun også, at det er vigtigt, at vi tør udfordre »forkælelsen« lidt.

»Udenlandske ledere, der kommer til Danmark for at gøre karriere, vil få svært ved at forstå, hvorfor vi ofte er lidt bange for at stille krav og italesætte, at man, hvis man naturligvis ønsker en erhvervskarriere, er nødt til at arbejde hårdt i perioder.«

Ifølge hende er det netop med til at skabe arbejdsglæde at intensivere indsatsen, så længe ledere er dygtige til at kommunikere og delagtiggøre deres medarbejdere i de skærpede krav, der stilles.

Kan du ikke være nervøs for, at det netop kan gøre det vanskeligere for vores virksomheder at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, hvis vi sætter produktivitet og timer før trivsel? Det har jo hidtil været et stærkt rekrutteringsvåben for danske selskaber.

»Nej,« svarer Marianne Kirkegaard.

»Og det tror jeg er en stor misforståelse.«

Ifølge hende kommer udenlandske medarbejdere ikke til Danmark, fordi vi har den næstlaveste arbejdstid i alle OECD-landene.

De kommer først og fremmest for at få et spændende job i et land med en meget høj levestandard og et velfærdssystem, der tilsammen giver livsglæde.

»I mange andre lande er man mere vant til, at der bliver stillet højere krav til dig som medarbejder. Det gør det ofte lettere at lede en virksomhed.«

Når det er sagt, er hendes anbefaling absolut ikke, at vi øger arbejdstiden i Danmark.

»Det behøver vi ikke, hvis blot vi er effektive og accepterer, at de virksomheder, vi er ansat i, stiller de krav til os, der er helt nødvendige, for at vi kan konkurrere og levere resultater.«

»Vi har det så godt og er så forkælede, at vi uden afsavn godt kan acceptere et ekstra lille spark bagi til gavn for alle.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.