Storebror er rocker. Lillebror var hans insider i banken
En af de første domme mod en kriminel insider i en dansk bank afslører en farlig systemfejl. Og et familiedrama.
Lillebror blev bankmand, storebror blev Bandidos-rocker.
Og storebror blev dømt for et bestillingsdrab og for bedrageri, og han fik tatoveret en skrigende, forvreden mund på sin albue, og nu fortæller han mig, at han har truet sin lillebror til at hjælpe med at hvidvaske 80 millioner kr. gennem Sparekassen Sjælland-Fyn.
»Ja, men det har jeg,« svarer han venligt efter det sidste retsmøde i sagen i Retten i Hillerød.
Du truer ham?
»Ja, det vil jeg sige. Jeg stresser ham. På højeste plan. Og der har været en indikation på en lille trussel.«
Og det må jeg referere dig for?
»Ja, dét må du,« siger han, før to betjente kører ham tilbage til Storstrøm Fængsel.
***
Tirsdag klokken 13 faldt der så dom i sagen.
Storebror fik fire års fængsel, og det gjorde lillebror også. De anker begge to til Landsretten, oplyser deres advokater.
Der er i sagen blevet beslaglagt dyre ure, tasker og sko fra Dolce Gabbana, guldsmykker og 11 pølsemandsposer fulde af ædelsten. Men lillebror? Han fik i alt 12.500 kroner for hjælpen.
***
Sagen peger ifølge flere eksperter på en systemfejl:
Hvor går bankansatte hen, når kriminelle truer dem?
Der hvidvaskes for 68 mia. kr. om året i Danmark, anslår Skattestyrelsen, formentlig ofte med hjælp fra insidere i bankerne, og alligevel er det her en af de første sager af sin slags.
»Det er ikke nødvendigvis så enkelt som bare at gå til HR,« siger Mona-Lisa Schnell, som rådgiver finansielle aktører om insidere og økonomisk kriminalitet i sit firma ML-Compliance.
Bankerne fyrer mulige insidere i diskretion, hvis de finder dem. Indtil da er de overladt til sig:
»Den ansatte kan være i tvivl om, hvad man overhovedet må fortælle, hvem man må fortælle det til, og om man dermed selv risikerer at bryde sin tavshedspligt. Det er dér, jeg mener, vi har en systemisk sårbarhed. Hvis vi giver medarbejdere adgang til meget følsomme oplysninger og forventer, at de kan modstå pres fra kriminelle, skal vi sørge for, at der findes en tydelig og sikker vej til at række hånden op, når de bliver udsat for pres eller trusler.«
Da svensk politi gennemtrawlede de kriminelles krypterede beskedtjeneste EncroChat for spor efter bankinsidere, fandt de dem alle vegne. Det gjorde vi ikke i Danmark. Vi søgte tilsyneladende slet ikke efter dem.
Ifølge Flemming Klausen fra RBA Advisory finder vi så få insidere, fordi de er så alene, når de bliver truet. Han er tidligere ledende efterforsker i Bagmandspolitiet og Danske Bank:
»Bankernes whistleblowerordninger løser ikke hele problemet. De er fortsat interne og tæt knyttet til ansættelsesforholdet. De mest sårbare vil ikke nødvendigvis føle sig trygge ved at søge hjælp hos den organisation, som de måske allerede har følt sig presset til at udnytte.«
***
Sådan havde lillebroren det. Cheferne i banken var de sidste, han ønskede at involvere:
»Hvorfor truer du mig med at ringe til banken?« skrev han undervejs i en sms til storebror.
De to er vokset op sammen. De har samme biologiske mor.
Manden, de kalder deres far, sidder blandt tilhørerne i retten.
Lillebroren vidste godt, at storebror havde siddet i fængsel, »og at han ikke var Guds bedste storebror,« står der i retsbogen. Men i årene omkring 2019-20 oplevede han, at storebroren havde fået styr på sit liv. Han havde åbnet et firma. Han stolede på ham, forklarede han.
Hvidvasken begyndte i 2017.
Lillebror åbnede konti for storebrorens netværk. Rådgav dem. Undlod at alarmere banken.
Og han kan huske, kom det frem i retten, »at han næsten på timebasis havde sin storebror i røret, hvad man også kan se ud fra beskedernes hyppighed. Han følte sig meget presset.«
Det meste blev klaret på sms mellem brødrene, men det følsomste tog de på Signal:
»Jeg ringer lige på den anden,« skrev storebroren, når de hellere skulle tale krypteret.
***
Lillebroren skilte sig ud i retten; spinkel og genert, med røde plamager på kinderne.
En af de andre er en fyr fra Esbjerg, som er så pumpet, at han er trekantet.
De taler hjemmevant om attentatforsøg og klonede biler og ture til Dubai.
Storebrorens netværk havde også en insider i en anden sparekasse, fremgår det af beskeder mellem dem. Han var god, men ikke lige så god som lillebror, skrev storebroren til de andre.
Sparekassen Sjælland-Fyn, som har skiftet navn til SJF Bank, har ingen kommentarer.
Hvorfor opdagede de ikke noget?
Vidste de, at deres ansatte havde en rockerstorebror?
Var der nogen i banken, han kunne have fået hjælp af?
Intet af dét vil denne mellemstore bank – med hovedsæde i Holbæk, men børsnoteret og med godt 120 mia. kr. i forretning – svare på.
»Den måde, man drev den her sparekasse på, er jeg ikke fuld af imponade over,« sagde lillebrorens forsvarsadvokat i retten.
Lillebrorens chef burde have opsnappet det, mente han.
Eller chefens chef.
Eller compliance-afdelingen.
Lillebroren selv har heller ingen kommentarer.
Han er underligt passiv i brødrenes korrespondance, næsten viljeløs. Han beder på et tidspunkt om en større del af cuttet, men han ender med at have ødelagt sit liv for 12.500 kr.
Det var, som om storebror endelig indså det, da han fik det sidste ord i retten.
»Jeg har sat min lillebror i en position, hvor han har mistet sit hus. Han har mistet sine børn. Han har mistet sit liv. Det irriterer mig rigtig meget, at jeg skal sidde der og kigge på ham hver dag og have en følelse om, at jeg har ødelagt ham,« sagde storebroren.
Lillebroren sagde ikke noget.