Fortsæt til indhold
Erhverv

Interne dokumenter rejser tvivl: Nu kritiseres milliardmonopol for nøl midt i historisk krise

Kort før kapacitetskrisen i Danmarks elnet fik Energinet mulighed for at skrue op for vitale indkøb. Interne dokumenter afslører nu, at der for – ifølge eksperter – bekymrende småpenge tilsyneladende næsten intet blev bestilt. Energinet stempler i dag egne opgørelser som ikke-retvisende.

Det statslige milliardmonopol Energinet har i over et år haft mulighed for at købe kritisk udstyr og komponenter ind på forkant til brug i udbygningen af det pressede danske elnet.

Nu rejser nye interne dokumenter alvorlig tvivl om, hvorvidt muligheden har været udnyttet, vurderer eksperter.

Interne købsordrer og opgørelser, som Finans har fået indsigt i, viser således, hvordan de vitale indkøb tilsyneladende stort set har været ikke-eksisterende.

Sagen sætter ifølge eksperter spørgsmålstegn ved Energinets ageren i en kapacitetskrise, hvor danske virksomheder på stribe i værste fald er nødsaget til at vente flere år på at blive koblet til elnettet af Energinet.

»Hvis Energinet har haft lov til at købe ind på forhånd, men valgt eller ikke været i stand til at gøre det, er der noget elementært galt,« siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Ifølge ham tegner det et billede af et Energinet, der ikke har været tilstrækkeligt omstillingsparat til at løse den kæmpemæssige udbygning af elinfrastrukturen, som kræves for at løfte elektrificeringen og den grønne omstilling af samfundet.

»Det rejser nogle ret alvorlige spørgsmål. Alle ved, at man står over for tocifrede milliardinvesteringer i elnettet til at understøtte elektrificeringen, så det ligner, man ikke er i stand til at understøtte den udviklingstakt, der venter Danmark,« siger Brian Vad Mathiesen, der har gennemset materialet for Finans.

Lignende bekymring finder man hos Anders Plejdrup Houmøller, adm. direktør i Houmøller Consulting og tidligere chef for elbørsen Nord Pool. Samlet har han brugt mere end 30 år i den danske elbranche – og hans vurdering er klar.

»Beløbet, som de har købt ind for, er jo mikroskopisk. De er allerede langt bagud, og med de ting, som man så vælger at købe ind, når man må købe til lager, er det jo nærmest ikke engang kabel nok til at vedligeholde det net, man har i forvejen,« siger han.

Hos Energinet afviser driftsdirektør Søren Dupont Kristensen kritikken, som han mener kommer på forkerte præmisser. I stedet henviser han til, at Energinet har udleveret oplysninger, der ikke »tegner et retvisende billede«.

Energinet uddyber over for Finans, at flere aftaler og indkøb i virksomhedens optik bør tages i betragtning. En udlægning, eksperterne dog skyder til hjørne.

Energinet har tidligere peget på netop ventetiden på kritiske komponenter som en af stopklodserne bag selskabets forsinkelser.

Af samme grund har milliardselskabet fremhævet netop muligheden for tidligere indkøb som et af løsningstiltagene, der kunne afhjælpe de udfordringer, som meget forsimplet har efterladt Danmark med et elnet, der løber tør for strøm.

Kort fortalt er efterspørgslen efter kabler, transformere og andre kritiske komponenter til udbygningen af infrastruktur eksploderet. Leveringstiderne er kun blevet længere.

For at løse problemet fik Energinet derfor i begyndelsen af 2024 grønt lys til at købe de vitale komponenter på forkant for at afbøde den »tsunami« af udfordringer, som selskabet efter eget udsagn stod med i udbygningen af Danmarks elnet.

Virkeligheden er dog en anden, viser hidtil ukendte opgørelser, som Finans har fået indsigt i.

Indkøbsopgørelsen – som Energinet tidligere har navngivet »proaktive indkøb« – består i grove træk af 51 km kabel, to reaktorer, to transformatorer, viser dokumenterne. Dertil er der ifølge redegørelsen indkøb af materiale til ti ’felter’ – der udgør mindre områder – i elnettet.

»Der er ikke foretaget indkøb på komponenter til 10 felter endnu,« fremgår det. Ifølge Energinet er der ikke indkøbt yderligere siden.

Samtidig udgør den samlede pris ifølge Energinet lidt under 12,1 mio. euro – svarende til ca. 90,3 mio. kr.

»Det er jo lommeuld! I forhold til, hvor uendeligt langt bagud de er, er det jo virkelig bekymrende. De projekter, som vi skal forberede elnettet til, kræver jo milliardinvesteringer,« siger Anders Plejdrup Houmøller, der har gennemset materialet for Finans.

Spørgsmålet om Energinets kritiske komponentindkøb er blevet højaktuelt efter, at Folketingets vagthund – Rigsrevisionen – i forrige uge i utvetydige vendinger stemplede selskabets styring i udbygningen af Danmarks elnet som »meget utilfredsstillende«.

Kort fortalt konkluderede Rigsrevisionen, at Energinet »systematisk undervurderet, hvor lang tid det tager at gennemføre deres projekter«.

Ifølge professor Brian Vad Mathiesen rejser Energinets manglende forhåndsindkøb 'alvorlige spørgsmål'. Arkivfoto: Kim Frost / Ritzau Scanpix

Beretningen kommer efter afsløringer i Finans, der over de seneste ni måneder har kunnet beskrive, hvordan udfordringerne af forsinkelser hos Energinet har været langt større end offentligt udmeldt. Selskabets eskalerende og årelange forsinkelser har efterladt virksomheder på stribe uden mulighed for at blive koblet til elnettet.

Problemerne stod for alvor klart i sommeren 2024, hvor Energinet oven på en større replanlægningsøvelse kunne konstatere, at ca. 70 pct. af virksomhedens projekter var forsinket med i gennemsnit to år.

Bag forsinkelserne var ifølge Energinet en cocktail af faktorer fra længere sagsbehandlingstider til forsinkelser på tekniske komponenter, lød det i et interview med Finans.

I et notatudkast, som siden blev oversendt til Folketinget, skitserede Energinet dog også nogle af værktøjerne til at afbøde krisen.

Med en buldrende elektrificering var leveringstider eksploderet og »deciderede flaskehalse« dukket op, hvor de europæiske konkurrenter kunne købe tidligt ind.

Samme mulighed for »proaktive indkøb med tidlig forpligtigelse« ønskede Energinet, der i 2024 fik grønt lys hos Energistyrelsen. Blandt begrundelserne for konceptet fremhævede Energinet bl.a., hvordan tyskerne havde »lukket et kabeludbud på 35 mia. kr.«.

Nordmændene havde »gennemført et udbud på 38 transformere, som de forpligter sig til at købe«.

I Danmark var der ifølge materialet lavet proaktive indkøb på 51 km undergrundskabel. De blev ifølge materialet bestilt i marts 2025, altså ca. et år efter, at Energinet fik friere indkøbstøjer.

Til sammenligning vurderer Rigsrevisionen, at Energinet de kommende år skal lægge 250 km kabel årligt. Hidtil har det lykkedes at lægge 120 km pr. år.

»Det virker som om, at man ikke har en idé om, hvad det faktisk er nødvendigt at have klar, hvis man skal levere på pipelinen af projekter, der uden tvivl venter i horisonten,« lyder forundringen hos professor Brian Vad Mathiesen.

Kritikken bygger efter vores opfattelse på forkerte præmisser.
Søren Dupont Kristensen, driftsdirektør i Energinet

Hos Energinet henviser driftsdirektøren i dag til, at både listen og prisen i selskabets optik ikke tegner et retvisende billede.

»Kritikken bygger efter vores opfattelse på forkerte præmisser,« skriver Søren Dupont Kristensen i en kommentar.

Han forholder sig ikke konkret til eksperternes kritik. I stedet uddyber han, at Energinet »arbejder med flere greb for at sikre rettidige leverancer«.

»Proaktive indkøb bruges, når det er det mest effektive tiltag til at sikre, at komponenters leveringstid ikke bliver forsinkende for projekternes gennemførelse. Rammeaftaler mv. er ofte et bedre alternativ til at opnå samme formål,« skriver Søren Dupont i en skriftlig kommentar.

Konkret har Finans søgt indsigt i selskabets »proaktive indkøb«. Men – lyder det – materialet »svarer desværre kun delvist på det, vi opfatter som vores proaktive indkøb«, oplyser Energinet.

»Det skal vi være de første til at beklage,« lyder det fra milliardmonopolet.

Med til billedet hører ifølge selskabet, at det har indgået en såkaldt turn-key-aftale – der forsimplet betyder, at én leverandør står for et projekt fra start til slut – med Siemens, »en række rammeaftaler og ordre på øvrige komponenter, herunder f.eks. en rammeaftale på 1.200 km kabel«, og at Energinet har »ordrer ude på mere end 125 transformere og reaktorer« for samlet 3,3 mia. kr..

Direkte adspurgt erkender selskabet dog, at milliardordrerne på transformere »som sådan ikke (er, red.) deciderede proaktive indkøb«.

»Men de tæller med, fordi disse indkøb skal være med til at sikre rettidighed i projekter, hvor der skal bruges transformere og reaktorer (komponenter med lang leveringstid),« skriver selskabet.

Selskabet bekræfter, at aftalen med Siemens ifølge selskabet skulle omfatte lagerindkøb, men redegør ikke for hvordan.

Adspurgt, hvorvidt noget af de nævnte kabelaftaler pt. er brugt til lagerindkøb, svarer Energinet hverken ja eller nej. I stedet henvises til, at aftalerne giver »mulighed for løbende træk til konkrete projekter og giver derfor i mange tilfælde samme leveringssikkerhed«.

Forklaringer, som dog kun understreger rodet i Energinets egne rækker ifølge Anders Plejdrup Houmøller og professor Brian Vad Mathiesen.

Forelagt de konkrete pointer og uddybende svar skærper det ifølge den tidligere elbørschef kun alvoren, fordi det i hans optik understregede det uigennemsigtige og rodede forløb.

Brian Vad Mathiesen går skridtet videre.

»Det, der nu kommer frem, ligner mere et forsøg på efterfølgende at udvide definitionen af, hvad der skal tælle med, end noget der dokumenterer, at man faktisk har anvendt muligheden aktivt,« konstaterer han til Finans.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.