Så kom Teslas selvkørende taxaer på gaden: Her er Elon Musks fire store problemer
Analyse: Gennem 10 år har Elon Musk bygget enorme forventninger op til Teslas selvkørende teknologi. Det er med til at gøre lanceringen af de første robotaxier til lidt af en fuser.
På papiret blev søndag den 22. juni en gigantisk dag i Teslas historie. Selskabet kunne – efter at have lovet det år efter år – nu tilbyde taxakørsel i selvkørende Teslaer.
»Kæmpe tillykke til Tesla AI’s software- og chipdesignteams for en succesfuld lancering af Robotaxi!! Kulminationen af et årtis hårdt arbejde,« skrev Tesla-topchef Elon Musk blandt andet på X.
Lanceringen skete dog ikke med så meget pomp og pragt, som Tesla ellers plejer at være gode til. Måske fordi Teslas produkt stadig er lidt halvbagt i forhold til de forudsigelser, Elon Musk er kommet med gennem tiden.
Realiteten på gaden i Austin, Texas, er at der nu kører en håndfuld Teslaer rundt i et begrænset område, og tilbyder køreture til særligt udvalgte beta-testere – altså folk, der i forvejen er meget glade for Tesla.
Men de er ikke alene i bilen, for der sidder også en ’sikkerhedschauffør’ i passagersædet foran med hånden på nogle knapper i dørhåndtaget. Klar til at bremse bilen, hvis softwaren gør noget farligt i trafikken, må man formode.
I ugerne op til søndagens lancering har der været Teslaer på gaden, som kørte uden mennesker i. Men som så blev efterfulgt af en anden Tesla på hele turen. Med folk ombord, der efter alt at dømme skulle være klar til at gribe ind. Tesla har ikke selv fortalt om detaljerne i setup’et.
Det er godt nyt, at Tesla ikke bare slipper bilerne løs uden konstant overvågning, for selvom Teslas selvkørende software efterhånden kan klare mange dele af en køretur uden problemer, er der også stadig rigtig mange eksempler på, at noget går skævt. I hvert fald hos dem, der har betalt ekstra for softwaren til eget brug i egen Tesla. I Danmark koster den pakke 58.300 kr. ekstra, men det er ikke lovligt at bruge de fuldt selvkørende dele af pakken i EU.
I USA kører mange derimod nu rundt med en Tesla, der styrer sig selv igennem byen – og det er derfor, der også løbende kommer nye videoer med eksempler på problemer. For eksempel når bilen pludseligt prøver at trække over i de modkørendes vejbane, eller bremser hårdt op, fordi der kommer en bil trillende langsomt på en tværgående sidevej med ubetinget vigepligt.