Fortsæt til indhold
Erhverv

Efter få uger på posten: Ny skatteminister kæmper med bizar sag

Hvad der lignede en simpel præcisering af en regel, har fået erhvervslivet op i det røde felt i en sag om betaling af bilafgifter.

To uger efter udnævnelsen til skatteminister skærer Rasmus Stoklund (S) nu igennem i en af sommerens mest bizarre sager.

Sagen, der ved første øjekast lignede en simpel justering af en bekendtgørelse, har trods sommerferiens rasen formået at sende nærmest alle erhvervsorganisationer op i det røde felt.

»Det er et meget godt eksempel på, at regel- og lovmøllen efterhånden kører så stærkt, at man nogle gange dårligt har tid til at afgive høringssvar eller følge med i, hvad der sker, før panikken er total,« siger Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef i Business Danmark.

Business Danmark har blandt sine medlemmer mange af de omkring 90.000 firmabilister, der kører rundt på landevejene.

Denne gruppe rammes ligesom titusindvis af faste brugere af lastbiler og varevogne, fordi en »præcisering« i en ny bekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. juli, betyder, at medarbejdere med fast råderet over firmabiler skal registreres som brugere.

Med registreringen følger en solidarisk hæftelse for betaling af periodiske afgifter som vægt- og ejerafgift, hvorfor en ansat – som reglerne er i dag – risikerer at ende med en regning på tusindvis af kroner, hvis virksomheden ikke betaler eller går konkurs.

»Kan eller vil en virksomhed ikke betale afgifter på bilen, vil Skat altså hente pengene hos firmabilisten, håndværkeren og lastbilchaufføren, bare fordi de har fået stillet et køretøj til rådighed. Det giver jo ingen mening,« siger Michael Krag-Svendsen.

Business Danmark står langtfra alene med kritikken. Den nye regel har fået DI til at tale om et »administrativt helvede«, mens SMVdanmark-topchef Jakob Brandt ruller med øjnene.

»Jeg tager mig til hovedet over ny tosset regel om registrering af firmabiler,« siger han i en leder om sagen.

Allerede den 28. august lovede daværende skatteminister Jeppe Bruus (S) bod og bedring. I en mail til Avisen Danmark lød det:

»Lønmodtagere skal selvfølgelig ikke risikere at hænge på arbejdsgiverens regninger, og arbejdsgivere skal ikke dynges til i administrativt bøvl.«

Jeppe Bruus lovede samtidig at ændre bekendtgørelsen. Hvornår og præcis hvordan fortalte ministeren dog ikke noget om, og dagen efter blev Jeppe Bruus afløst på posten som skatteminister af partifællen Rasmus Stoklund.

Ministerudskiftningen sparkede den bizarre sag til hjørne, men nu har den nye skatteminister spillet sig på banen med en melding om, at lønmodtagere ikke skal betale virksomheder og arbejdsgiveres bilafgifter.

»Jeg vil i løbet af kort tid ændre bekendtgørelsen og undtage ansatte, der har fået stillet et arbejdskøretøj til rådighed, fra at skulle registreres som bruger af køretøjet. Dette vil sikre, at lønmodtageren ikke risikerer at ende med regningen, hvis arbejdsgiveren ikke betaler bilafgifterne,« lød det forleden i et svar fra Rasmus Stoklund til Folketingets skatteudvalg.

I samme svar forklarer ministeren, at hele miseren alene skyldes et forsøg på at præcisere reglerne for at styrke kampen »mod vanvidsbilisme og svig på leasingområdet«.

»Det er et formål, jeg kan støtte. Der er dog behov for at holde arbejdstagere med arbejdskøretøjer ude af registreringspligten,« fastslår skatteministeren over for udvalget.

Tilbage står et måbende erhvervsliv.

»Det underlige er, at der ikke er nogen i Skattestyrelsen, som har studset over, hvad det her vil få af betydning for ansatte og virksomheder,« siger Michael Krag-Svendsen, der ikke tør ånde lettet op.

»Endnu har vi ikke noget sort på hvidt. Vi mangler at se, hvad der præcis kommer til at ske,« siger han.

I SMVdanmark er meldingen til medlemmerne, at de skal ignorere den udskældte regel, selv om registreringspligten formelt stadig gælder.

»Indstillingen herfra er, at I ikke skal gøre mere p.t. Lad være med at bruge energi på at begynde at registrere i Motorregisteret. Vi regner som sagt med, at kravet bliver rullet tilbage,« lyder det fra erhvervsorganisationen.

Jyllands-Posten har spurgt Rasmus Stoklund, hvornår den mere end to måneder gamle bekendtgørelse vil blive ændret. Skatteministeriets presseafdeling oplyser, at man er ved at undersøge sagen.

Artiklens emner
Biler