Fortsæt til indhold
Erhverv

Kurator i krakket selskab sagsøger advokat med blakket ry

Arne Linde Olsens advokatfirma har hjulpet med at kanalisere en halv million kroner ud af et døende handelsselskab, kort før det krakkede, lyder det fra kurator Morten Bjerregaard, der har sagsøgt advokaten og orienteret myndighederne.

Mens regeringen barsler med et lovindgreb, der skal skærpe hvidvaskkontrollen med advokater, rammer endnu en potentiel møgsag den danske advokatstand.

Sagen handler om en københavnsk advokat, der sidste år stillede sin konto til rådighed, da bagmændene i et nu krakket handelsselskab kanaliserede en halv million kroner ud af foretagendet for næsen af kreditorerne – herunder det danske skattevæsen.

Det er vurderingen fra den profillerede konkursadvokat Morten Bjerregaard, der er blevet sat til at rydde op i konkursboet Tradeconomic som kurator på vegne af Gældsstyrelsen.

»På den måde medvirkede advokaten aktivt til at unddrage 500.000 kr. fra Tradeconomic,« står der i en redegørelse fra Morten Bjerregaard til selskabets kreditorer fra den 10. september 2024.

»Det er konkursboets opfattelse, at advokaten er erstatningspligtig for boets tab ved denne overførsel,« skriver kuratoren, der på den baggrund har sagsøgt advokaten.