Tidligere Netflix-direktør har et tip til erhvervsfolk: Drop det hårde arbejde
Medstifter og tidligere topchef i Netflix går imod forestillingen om, at hårdt arbejde fører til succes. I stedet har han et andet råd.
Du er nok ikke den første, der støder på devisen om at arbejde hårdt for at opnå det, du drømmer om – specielt ikke hvis du drømmer om at bygge din egen virksomhed eller om at blive leder.
Men den forestilling gik Netflix’ medstifter og tidligere adm. direktør Marc Randolph stik imod i et podcast-interview tidligere på måneden. Det skriver CNBC.
Ifølge Randolph var det ikke hårdt arbejde, der fik ham til tops. Det var heller ikke hårdt arbejde, der sendte Netflix’ værdi op i milliardklassen. Nej, det var prioriteringer, fortæller den tidligere Netflix-direktør.
»At hårdt arbejde fører til succes, er en myte, tror jeg. Hvis jeg kan være rigtig god til at vælge, hvilke problemer jeg fokuserer på, gør det en forskel. Jeg behøver ikke at gøre alting rigtigt, for de fleste ting gør ikke en forskel, men nogle ting gør,« siger Netflix-dirketøren i podcasten The Diary Of A CEO.
Han fortæller, at han i begyndelsen af sin karriere var perfektionist. Han dobbelttjekkede alt for at sikre, at det var perfekt, inden det nåede ud til Netflix’ kunder. Men det er ikke detaljerne, der tæller i sidste ende, mener Randolph i dag.
»Du mister ikke en handel klokken 2:00 om morgnen, fordi du ikke tjekker skrifttyperne. Du mister handlen, fordi du for fire uger siden lavede nogle fundamentale fejl,« siger Marc Randolph som eksempel til CNBC.
Det er altså ikke de sene arbejdstimer og hårdere arbejde, der giver succes, det er evnen til at fokusere dit arbejde på det, der er vigtigst, forklarer den tidligere Netflix-dirketør.