Efter stort kursfald: Jeff Bezos mister et trecifret milliardbeløb
Aktiemarkederne i ind- og udland blev fredag farvet røde. For manden bag Amazon, Jeff Bezos, betød det et milliardtab.
Fredag lukkede Amazon-aktien i rødt. Nærmere bestemt med et fald på 8,8 pct.
Faldet fik også Amazon-stifteren Jeff Bezos’ formue til at skrumpe.
Han er den største aktionær i selskabet, og fredag tabte han 21 mia. dollars svarende til mere end 143 mia. kr. på kursfaldet.
Årsagen til faldet skal allerede findes torsdag. Efter børslukningen i USA kom e-handelsgiganten med sit kvartalsregnskab. Det viste, at Amazon omsatte for mindre end forventet i anden kvartal.
Det fik kursen til at rasle ned fredag, hvor den på et tidspunkt var nede at vende på -14 pct., men endte på -8,8 pct.
Tabet skriver sig ind som Bezos’ tredje største på én dag.
Amazon har tidligere lidt et større kursfald tilbage i april 2022, hvor aktien faldt med 14 pct., da det kom frem, at virksomhedens indtjening ikke levede op til forventningerne, hvilket naturligvis påvirkede Bezos enorme formue.
Et større tab kan også findes den 4. april 2019, hvor han annoncerede sit skilsmisseforlig på det daværende Twitter.
Det slog hul på formuen, der faldt med 36 mia. dollars den dag.
Fredagens fald var dog ikke stort nok til at rokke ved Jeff Bezos placering som verdens næstrigeste person, kun overgået af Elon Musk.
Amazon-aktien var langt fra den eneste, der faldt fredag. Overraskende lave amerikanske jobtal satte sin spor på de finansielle markeder i ind- og udland.
Det danske C25-indeks faldt med 2,1 pct., mens det tech-tunge Nasdaq-indeks lukkede i -2,65 pct.
En af fredagens helt store tabere blev chipgiganten Intel - hvis regnskab skuffede - og aktien måtte derfor sluge et fald på 26 pct.