Fortsæt til indhold
Erhverv

Lagekagehuset vil udvide i Danmark, London og New York

Coronakrisen har kostet bagerkæden et trecifret millionbeløb, men de internationale ambitioner er i behold.

Sultne borgere i London og New York skal i fremtiden have kortere til et af Lagekagehusets bagerier. Det gælder også danskerne.

Selskabet bag Lagkagehuset, Danish Bake Holding, skriver i en pressemeddelelse, at det i løbet af de næste tre år vil åbne flere end 40 nye butikker. Det på trods af et underskud på 227 mio. kr. i 2020.

»Vi har nogle økonomisk stærke ejere og finansielle samarbejdspartnere, som virkelig tror på virksomheden og os. Og derfor går vi nu efter at udnytte mulighederne for at ekspandere yderligere i London, New York og Danmark,« siger adm. direktør for Danish Bake Holding, Jason Cotta, i pressemeddelelsen.

Koncernen har allerede - foruden de flere end 100 i Danmark - 14 butikker i London og tre i New York.

De »økonomisk stærke« ejere, kapitalfondene Nordic Capital og L Catterton, har i 2020 måttet æde et fald i Danish Bake Holdings omsætning på næsten 20 pct. til 933 mio. kr.

Det er også gået ud over indtjeningen (ebitda før særlige poster), som er faldet fra 146 mio. kr. i 2019 til 36 mio. kr.

Lagkagehuset mødte sidste år kritik, fordi selskabet modtog lønkompensation, mens ejerne holdt til i Jersey og Luxembourg.

Regeringen havde for modtag af hjælpepakkerne forudsat, at virksomhederne ikke benyttede sig af skattely, men Jersey og Luxembourg var ikke på EUs liste over skattely, som blev benyttet.

Om de økonomiske poster i 2020 har båret præg af den modstand anføres ikke i den udsendte pressemeddelelse. Her tilskrives et »udfordrende år« coronakrisen og de medfølgende nedlukninger.

Til gengæld fortæller Danish Bake, at coronakrisen har givet anledning til at lægge en ny strategi for, hvordan butikkerne i fremtiden skal køres med fokus på digitalisering og mindsket madspild. Sidstnævnte skal opnås i samarbejde med Too Good To Go, som også er tilstede i New York.

For at de internationale ideer skal kunne føres ud i livet, har Nordic Capital og L Catterton tilført Danish Bake Holding i alt 200 mio. kr. i aktiekapital, skriver Børsen.

»Vores ejere så på det, som vi havde gjort, og på den ambition, vi har om at komme ud af covid-19 som en bedre forretning. Som resultat af det besluttede de at skubbe yderligere 200 mio. kr. ind i forretningen ved udgangen af 2020 for at give os den finansielle styrke, der skal til, for at vi kan vokse og accelerere ud af krisen,« siger Jason Cotta til Børsen.

Lagkagehuset blev grundlagt af Ole Kristoffersen i 1991, og i 2008 fusionerede det med Steen Skallebæks jyske bagerkæde Skallebæk Bageri. Butikkerne i London og New York går under navnet Ole & Steen.

I 2017 blev Lagkagehuset solgt til Nordic Capital og L Catterton.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.