Konservativ utur
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvis det bliver til nederlag til Venstres statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, ved valget, vil det utvivlsomt udløse en større selvransagelse i partiet, og det vil være tvivlsomt, om han kan fortsætte på posten, for hans person og problemer med troværdigheden vil være en væsentlig del af forklaringen på, at et så komfortabelt forspring kunne sættes over styr. Men alt det vil være hypotetisk, indtil valgaftenen afslører, hvilken blok der trækker sig sejrrigt ud af valget.
Knap så hypotetisk er det morads, som De Konservative ser ud til at ende i efter valget. I øjeblikket ser partiet ud til at have etableret sig stensikkert i meningsmålingerne et sted mellem 3,5 og 4 pct., og selv ikke nok så mange ”Stop”-kampagner lader til at ændre den tilstand. Snarere tværtimod lader de til at få kernevælgerne til at flygte uden at tiltrække nye. Katastrofevalget i 2011, hvor partiet fik 4,9 pct. af stemmerne, og hvor Lars Barfoeds forlovelse med De Radikale under valgkampen var det rene selvmord, lader til at blive overgået, så ordet katastrofe ikke længere vil være dækkende for den situation, partiet kan ende i.
Formand Søren Pape er i overhængende fare for ikke at blive valgt ind i Folketinget, hvis de nuværende stemmetal holder, og selv om han skulle komme ind, vil det være spørgsmålet, om han kan beholde formandsposten, for resultaterne under hans ledelse har ikke ligefrem været prangende. Løfterne, da han kom til, var, at partiet skulle tilbage til forholdene under ”Mr. 10 percent”, Bendt Bendtsen. Det virker i dag som en fuldkommen uopnåelig ambition for partiet, der allerede nu er Folketingets mindste med otte mandater. Så en situation venter, hvor baglandet formentlig vil presse på for en ny formand. Udfaldet kan blive et konservativt kaos, der kan få partiets nyere historie, der ikke mangler opløsning og konflikt, til at fremstå som en badeferie.
Det ligner en ren overlevelseskamp for partiet i en borgerlig lejr, som i forvejen vil være i krise, hvis den har skullet bevidne en sejr til Helle Thorning-Schmidt og dermed fire år mere uden regeringsmagt. Midt i de store opløsningstendenser befinder sig et stort paradoks, for faktisk er der mange strømninger i det danske samfund, som går i De Konservatives retning, og som partiet kunne samle op, hvis det altså havde talentet.
Den faglige styrkelse af folkeskolen, den nationalkonservative dagsorden, integration, udkantsproblem, velfærdsstatens vækst. Alt sammen er det klassiske konservative områder, men De Konservative har ikke været i stand til at udnytte nogen af dem. Partiet har i mange år haft en indbygget konflikt om hvorvidt man skulle være baseret på de klassiske nationalkonservative værdier, eller om man skulle være et moderne konservativt parti baseret på en liberal økonomisk politik. Søren Pape har på sin egen vage måde forsøgt at gøre begge dele ved at sige, at De Konservative ideologisk placerer sig til højre for Venstre og ved at markere en klar nationalkonservativ position i debatten om eksempelvis kristendom og islam. Problemet er, at på begge positioner er der to andre partier, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der med langt større gennemslagskraft og troværdighed vil det samme.
De Konservative står til endnu en lussing og fremstår som det parti, der har størst behov for fornyelse og genopfindelse. Imens kan det gamle parti så iagttage, at der måske er flere danskere, der har lyst til at stemme på protestpartiet Alternativet, der vil indføre bisonokser, medvind på cykelstier, kødfri dage og generelt bare hæve danskernes livskvalitet.