Græsk valg

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvad skal Grækenland stille op med Europa, og hvad skal Europa stille op med Grækenland? Svarene på de to helt basale spørgsmål trænger sig mere på end før, når vi kender resultatet af det græske parlamentsvalg.

Spørgsmålene blev også stillet, sidst grækerne gik til valg, men dengang var svaret relativt entydigt: Grækenland havde brug for Europa, og Europa havde brug for Grækenland. Et græsk kollaps eller exit fra euroen kunne få uoverskuelige konsekvenser, fordi det kunne trække andre økonomisk vaklende lande i Sydeuropa med i faldet. Men siden sidst er der trods alt kommet så meget styr på økonomien i de øvrige lande, at man ikke længere begiver sig ud på en farefuld færd, når tanken om at lade grækerne sejle alene videre melder sig.

Partiet Syriza, som står til at vinde valget, har dygtigt spillet på grækernes naturlige træthed over for spareplaner og dystre udsigter for fremtiden, for så vidt angår arbejde og investeringer. Partiet har leget med tanken om helt at forlade euroen, men står ordene fra partiets bud på en kommende finansminister, George Stathakis, til troende, så er det ikke længere en mulighed, man opererer med. I et interview med denne avis slår han fast, at Grækenland efter hans opfattelse skal blive i euroen.

Stathakis er – for at sige det mildt – ikke særligt præcis i sine svar, når han bliver spurgt til, hvordan han selv forestiller sig, at det skal kunne lade sig gøre, når man ikke vil leve op til betingelserne. Ét er at love vælgerne, at man vil afskrive halvdelen af Grækenlands gæld, som er på 177 pct. af bnp, noget andet er at sidde ved forhandlingsbordet med kreditorerne.

Syriza fremstår som mange andre protestpartier i Europa som et parti, der kender genvejen til de lette løsninger. Et fristende tilbud for både de forarmede og de frustrerede, som frit kan putte deres egne drømme ind i det noget vidtløftige partiprogram. Hvem ser ikke hellere en fremtid med vækst, investeringer og blomstrende øer frem for hårde år med strukturelle reformer?

Fra tysk side er det over for nyhedsmagasinet Der Spiegel antydet, at der ikke er samme risiko som tidligere ved at sige farvel til Grækenland, som bogstaveligt taget lever på lånt tid. Stathakis’ svar er, at han håber, at europæerne gerne vil beholde Grækenland.

Hvis det håb skal opfyldes, forudsætter det, at tyskerne er tålmodige, og at europæerne i øvrigt føler en vis solidaritet med Grækenland, at de – fra den finske rensdyravler i nord over finansmanden i Frankfurt til den spanske olivenbonde i syd – accepterer, at deres skæbne er forbundet med grækernes. Den økonomiske krise i Europa har afdækket, at det ikke er tilfældet. Men realiteten er, at det ikke er ligegyldigt for befolkningen i de andre eurolande, hvem der rykker ind i regeringspaladserne i de europæiske hovedstæder. Heller ikke i Athen.

Hvis Syriza vinder valget, får partiets leder, Alexis Tsipras, travlt. Dels med at danne en regering, dels med at holde partiets rabiate venstrefløj stangen. Men ikke mindst med at fortælle vælgerne, at de mange løfter om, at det nu skal være slut med grækernes lidelser, ikke helt står mål med virkeligheden. Selv om det er hævet over enhver tvivl, at grækerne har behov for opmuntring, for investeringer og en tro på, at der er en fremtid, så må det også stå fast, at grækerne først og fremmest skal gøre hjemmearbejdet selv.