Putins år
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Vladimir Putin holdt i sidste uge sin årlige pressekonference, hvor der som altid var plads til loyale og kritiske spørgsmål. Det er den russiske præsidents foretrukne måde at meddele sig til nationen og verden på sammen med en årlig programtale til parlamentet om nationens tilstand og et direkte tv-program, hvor borgere kan stille spørgsmål.
Problemet med den form for kommunikation og feedback er, at den ikke er forankret i institutioner, der kan forvandle korrekt stillede diagnoser til procedurer, som sikrer, at formulerede mål føres ud i livet. Når Putin, som det skete for nylig, bekendtgør, at han vil liberalisere dele af økonomien, kan det vise sig vanskeligt at realisere, fordi de institutioner, der skal gøre det, er blevet tømt for indhold.
I et samfund som det russiske sikres økonomisk liberalisering ikke med pressemøder, årlige taler til parlamentet eller svar på borgernes spørgsmål og klager i den bedste sendetid. Det er den pris, som Rusland nu må betale for at have samlet alt for mange beslutninger hos én person.
Da Putin kom til magten for 15 år siden, var økonomisk vækst omdrejningspunktet for hans politik. Han forstod, at Ruslands vej tilbage som stormagt lå via økonomisk fremgang og velstand for borgerne. En væsentlig del af hans popularitet har kunnet forklares med netop vækst og stabilitet. Den russiske økonomi er blevet næsten tredoblet under Putin. Til gengæld har et flertal af russerne forliget sig med, at deres politiske rettigheder og frihed et blevet begrænset. I hvert fald indtil omfattende valgsvindel blev afsløret ved parlamentsvalget i 2011 og Putin meddelte, at han ville vende tilbage som præsident efter fire år som regeringschef.
I forhold til de strategiske mål, som Putin formulerede for 15 år siden, har 2014 været et alvorligt tilbageslag. Vestlige sanktioner betyder en forsinkelse af Ruslands modernisering. Rublen har på kort tid mistet en stor del af sin værdi, og således er borgerne blevet fattigere, og landet er på vej ind i en recession, som ifølge Ruslands centralbank næste år kan betyde en negativ vækst på 4,8 pct. Ikke desto mindre stillede Putin på sidste uges pressemøde sine landsmænd i udsigt, at den nuværende krise højst vil vare i to år, fordi de lave oliepriser vil tvinge økonomien til at tilpasse sig de nye tider og stimulere den diversificering, som Putin har talt om i 15 år, men som aldrig er blevet realiseret.
I Rusland er der en lang tradition for at stemple dissidenter som landsforrædere. Efter annekteringen af Krim genoplivede Putin den forestilling ved at stemple sine kritikere som ”femte kolonne” og ”nationalforrædere”. Putin blev på sin pressekonference spurgt, hvor grænsen går mellem landsforrædere og opposition.
Præsidentens svar afslørede manglende forståelse for en retsstats principper. Ifølge Putin er der mellem de to en hårfin grænse, som ikke kan ses udefra. En oppositionel, sagde han, slås for fædrelandets interesser, mens en femte kolonne handler i en anden stats interesser. Den bruges som instrument til at realisere politiske mål, som er fremmede for Rusland.
Putins definition hører ikke hjemme i et demokrati. Der er ingen hårfin grænse mellem oppositionel virksomhed og landsforræderi. Det er to forskellige ting ligesom æbler og pærer. Landsforræderi er en forbrydelse, mens en opposition med legale midler arbejder for en anden indretning af samfundet end den nuværende. At Putin ser de to som et kontinuum, siger en del om hans verdensbillede.