Tag selv-bordet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det danske velfærdssamfund er ikke noget tag selv-bord, hører man igen og igen. Måske med lidt andre ord, men budskabet er det samme. Ret og pligt. Rettigheder er noget, som man optjener og gør sig fortjent til gennem udførelse af sine pligter. Store ord om politisk principfasthed er der nok af. Senest i begyndelsen af ugen, da beskæftigelsesministeren skulle kommentere en tv-udsendelse, hvor seks dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere enten ikke var i stand til at påtage sig et arbejde eller ikke ønskede det, fordi den passive forsørgelse var mere lukrativ.

Men spørgsmålet er, om ikke det lige netop er, hvad det er, det danske velfærdssamfund: et tag selv-bord. I hvert fald for den gruppe af mennesker, som er kyniske, ryggesløse eller samvittighedsløse nok til at udnytte det, for sandt at sige er der jo heldigvis et flertal, som finansierer hele foretagendet, og blandt dem, som lader sig forsørge, er der et flertal, som gør det med fuld ret, herunder pligtskyldigt møder op til kontrol, aktivering, samtaler, uddannelse, og hvad man ellers for tiden forlanger af dem.

Men meget tyder på, at det er for let at udnytte velfærdssystemet for dem, som ønsker at udnytte det.

For eksempel vakte det stor opsigt, da den radikale partileder i går, fredag, i denne avis genåbnede den politiske dagpengedebat med en udtalelse om, at dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere skal miste ydelserne fra det offentlige, hvis ikke de påtager sig anvist arbejde. At en sådan udtalelse fra en radikal partileder overhovedet er så sensationel, er i sig selv opsigtsvækkende, for sandt at sige gør minister og partileder Morten Østergaard jo ikke andet end at understrege de allerede gældende regler.

Men nu ønsker han dem altså efterlevet, og det vækker opsigt. I samme udgave af denne avis kunne man i går læse om 28 såkaldt hellige krigere, som var draget til Syrien for at deltage i borgerkrigen, samtidig med at de modtog deres sædvanlige kontanthjælp fra Danmark. Det turde være indlysende, at det er vanskeligt at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, samtidig med at man skyder med kalashnikov i Syrien, men også i de kredse anses rådighedspligten for ren teori. Nu vil man undersøge muligheden for efterfølgende at fratage dem kontanthjælpen, men denne operation blev konstateret mere vanskelig end forudset, da en gruppe mellemøstlige flygtninge for nogle år siden var taget på ferie i det hjemland, som de var flygtet fra. Med danske dagpenge under hele opholdet. Affæren blev kun opdaget, fordi de på grund af uroligheder fik travlt med at flygte tilbage til Danmark, men på grund af stramme regler for registersammenkøringer var det ikke muligt efterfølgende at afsløre deres identitet og forlange pengene tilbagebetalt, og der skete ikke mere ved det.

Indimellem hører man om kvinder på kontanthjælp, som ikke vil påtage sig anvist arbejde med den begrundelse, at de risikerer at skulle se fremmede mænd i øjnene på det anviste arbejde, eller endnu værre: at håndtere indpakket svinekød ved et kasseapparat i et supermarked.

Alt sammen eksempler på, at det danske velfærdssamfund udviser overdreven forståelse for personer, som vælger at udnytte det, mens dem, som følger reglerne, ikke lades i fred ret længe ad gangen. Hvis den radikale partileders tilkendegivelse er et signal om, at man nu vil til at udvise den konsekvens, som loven hjemler, skal det være velkomment. Men ærligt talt: Har vi ikke hørt det før? Så lad os nu se.