Vi skal nok ikke undervurdere Musk som politiker – men frygte, at alt kan blive endnu værre

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Først troede ingen af os på, at Trump kunne blive præsidentkandidat. Men det blev han. Så troede ingen af os på, at han kunne vinde et præsidentvalg. Men det gjorde han. To gange.

Lige nu tror vi ikke på, at Elon Musk og hans nystiftede American Party har nogen som helst chance for at få indflydelse på amerikansk politik.

Det amerikanske valgsystem er bygget til to partier og kun to partier. Kun vinderen får noget ud af en valgkreds, og partistrukturerne er så indgroede i amerikanerne, at nye bevægelser meget sjældent slår igennem. Selv Ross Perot og Ralph Nader, der havde både penge og medieopmærksomhed, blev i sin tid marginaliserede.

Men hov – Nigel Farages nystiftede parti, Reform UK, er lige nu briternes foretrukne parti på trods af samme valgsystem som i USA!

Måske vi alligevel skal passe på med at undervurdere Musks politiske ambitioner? Måske skal vi frygte ham mere end Trump?

Han har som bekendt ikke kun voldsomt mange penge, men også en infrastruktur i X (tidl. Twitter), der fungerer som hans private propagandakanal. Med Starlink har han sit eget satellitsystem. Behøver han en partiorganisation?

Musk var som bekendt med til at finansiere begge Trumps valgsejre. Nu er deres forhold brudt sammen oven på Trumps Big beautiful bill, hvis massive statsintervention og et hævet gældsloft er noget, som Musk betragter som gift for markedet.

Musk ønsker mest af alt et system, hvor staten er minimal, og markedet er suverænt. Han er libertarianer i sådan en grad, at vi kan frygte for demokratiet i USA, hvis han får magt som agt.

American Party skal ses som et oligarkisk eksperiment med staten, medierne og ”woke” som fjenden.

Det er ikke tilfældigt. Musk er vokset op på solsiden af apartheidtidens Sydafrika – et samfund, hvor magt og penge var samlet hos de få, og ulighed var naturens orden. Den ideologiske arv fornægter sig ikke. Han ser ikke ulighed som et problem, men som en nødvendig konsekvens af frihed. Staten er for ham ikke en beskytter, men en hindring. Demokrati er noget, man tolererer, hvis det ikke forstyrrer markedet.

Musk er ikke systemkritiker, men systemnedbryder. Vi har grund til at frygte, at han ikke vil reformere demokratiet – men gøre det overflødigt. Hans retorik handler om frihed, men effekten er magtkoncentration. Han taler som folket, men handler som en oligark. Han påstår at sælge frihed – men det bliver frihed for kun de få. For bag løftet om valgfrihed ligger altid magten til at vælge for andre.

Musk er eksemplet på, hvor farligt det er at lægge demokratiets kritiske infrastrukturer i private hænder.

Med Musk som dominerende politiker vil der kun blive sat streg under Europas situation: Vi kan ikke regne med USA, så vi må agere derefter. Vi må frigøre os både fra amerikansk militærbeskyttelse og amerikansk techdominans så hurtigt som muligt – uden at støde USA fra os, så længe vi er afhængige af det. Rusland, Kina og de arabiske diktaturer vil som bekendt os, demokratiet og retssamfundet intet godt.

Måske vil Musks politiske projekt hurtigt falde til jorden. Men Trump har vist os, at vi lever i nye tider. Intet kan udelukkes. Alt bliver kun mere og mere uforudsigeligt. At vi skal passe på med at undervurdere mærkværdigheder. At vi har grund til at frygte, at det kan blive endnu værre.