Måske er det nu, Europa skal sige til Trump: You're fired!

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ikke engang de værste politiske mareridt kunne have udtænkt det, der sker lige nu. En hvilken som helst håbefuld manuskriptforfatter ville få sine anstrengelser afvist i Hollywood. At virkeligheden overgår fantasien, er mere rigtigt end længe, når man ser på den blitzkrieg af beslutninger, der vælter ud fra Det Hvide Hus i disse uger.

Bevares, vi burde have vidst det. Advarslerne var der. Den 2025-plan, der cirkulerede forud for præsidentvalget, var af en helt anden kaliber end de pæne og afklappede planer, en dansk regering præsenterer i bedste sendetid.

Den amerikanske plan var en aldeles dystopisk afvikling af den føderale stat, som vi – og amerikanerne – kender den. Uden at stille noget andet konkret i udsigt. Markedskræfternes frie spil ført helt ind i regeringskontorerne. En tsunami, der indtil videre truer med at flytte tektoniske plader, ikke kun indenrigspolitisk, men også på globalt plan.

De besindige – de, der altid søger at finde fornuften og det bedste i alting – slår sig til tåls med, at bureaukratiet godt kunne trænge til en rystetur, at det måske også nok var ved at løbe lidt af sporet med alle de kønsidentiteter og krænkelsesparate forbehold, der hegnede mennesker og meninger ind.

Men det er kun en sølle planke at holde fast i. For det synes ikke, som om den slags fornuftsbaserede hensigter er Trumps. Eller Musks. Det handler om profit. Om at true andre til at aflevere pengene. Om at spille fornærmet over for andre lande – også trofaste allierede – så de ryster i bukserne og slipper slanterne.

Det er skamløst. Simpelthen oprørende skamløst.

Intet er ufejlbarligt, og kritikken af bestående institutioner kan sagtens være berettiget. Men den slags skal håndteres inden for de spilleregler, som i hvert fald den vestlige verden har aftalt. Så det ikke går ligesom i mellemkrigsårene, hvor datidens FN, Folkeforbundet, mistede enhver gennemslagskraft og til sidst legitimitet.

Republikanerne har aldrig været bureaukratiets folk. De har haft et særdeles liberalt forhold til, hvor meget staten skulle blande sig i den almindelige amerikaners hverdag. Men ligefrem at gå så langt som at agere samfundsnedbrydende har de aldrig prøvet. Ikke engang Richard Nixon. Han snød bare.

I denne uge sagde Elon Musk under et besøg i Det Hvide Hus, at ikke alt, han sagde, givetvis var sandt. Nej, det tror vi på. Han var på besøg hos onkel Donald med en af sine talrige sønner, X – ja, det hedder han naturligvis. Og mens knægten sad på farmands skuldre, sad USA’s præsident og lignede det, han også er: en 78-årig mand. En nyttig idiot for netop typer som Musk, der som sine techgigant-kolleger ikke skyr nogen midler for at profitoptimere sin egen business og sørge for at få adgang til mere, mere, mere. Som Musk og hans Doge-folk, der har fået nøglerne til bl.a. det amerikanske finansministerium. Man tør simpelthen ikke tænke det scenarie til ende.

Forsvarsminister Pete Hegseth lagde hårdt ud forleden til Nato-topmødet, hvor han slog fast, at Ukraine er nødt til at afgive land til Putin for at få fred. Nå ja og så i øvrigt betale USA en formue for fortsat støtte – og adgang til landets forekomster af sjældne mineraler. Trump toppede ved at meddele, at han vil mødes med Putin, så de kunne få lavet en deal. The Art of The Deal.

Skal Europa finde sig i, at Trump ofrer Ukraine og i øvrigt er mere optaget af Kina end af at deltage i et Nato-fællesskab? Der må være en grænse for, hvad vi skal finde os i. Måske bør det ende med, at Europa meddeler Donald Trump: You’re Fired! Det er det eneste sprog, han forstår. Europa må hellere stå på egne, af og til vaklende ben end forlade sig på en bølle-afpresser.