Det er svært at stå alene – byd LA velkommen i klubben

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

På et tidspunkt måtte det jo komme. For et liberalt, regeringsvilligt parti som Liberal Alliance er der ingen vej udenom: I en foranderlig verden skal et lille land som Danmark forankres. Og der er ikke noget alternativ til EU.

Lige så indlysende er det, at EU skal stå stærkt. Det gøres bedst med sammenhold og realistisk uden vetoret på udenrigspolitikken. Det er LA med på. Grænsen går nu ved fælles gæld, ødsel og et EU, som blander sig for meget på det danske arbejdsmarked.

Politiske uenigheder må man leve med og diskutere. Men efter Alex Vanopslaghs melding må man forstå det sådan, at man ikke længere skal diskutere EU’s berettigelse og Danmarks position med LA.

Spørgsmålet, som Vanopslagh ikke stiller og derfor af gode grunde ikke svarer på, er, om Liberal Alliance nu er blevet så begejstrede for EU, at partiet også vil tage skridtet fuldt ud og afskaffe de danske undtagelser?

For 10 år siden var LA imod at udskifte forbeholdet på et retlige område med et favorabelt opt in-system, som kunne lukke Danmark helt ind inderkredsen på en af kontinentets største udfordringer: migrationspresset mod EU. Allerede året efter kom en forsigtig opblødning, og så kom LA i regering med partilederen som udenrigsminister.

Alex Vanopslagh er ikke den første EU-skeptiker, som bruger »et ændret verdensbillede« som argument for sit holdningsskift. Danmarks EU-historie rummer flere eksempler på partier, som lagde ud med at være skeptiske, men som senere har skiftet holdning. Socialdemokratiet var oprindeligt delt, og i mange år stod markedsordfører Ivar Nørgaard som en solid grænsepæl og vogter om vetoret og mod flommeeuropæere. En af partiets markante EU-modstandere Ritt Bjerregaard ændrede holdning efter Murens fald og Tysklands genforening og blev senere EU-kommissær.

Venstrefløjens slogan om EU som de riges klub holdt ikke, da Warszawapagten brød sammen, og både de baltiske og de øst- og centraleuropæiske lande skyndte sig at indsende ansøgninger om EU-medlemskab. SF-formand Holger K Nielsen, som ud over at sige nej til unionen også stod fadder til de danske EU-forbehold, blev siden udenrigsminister. Da vælgerne for snart tre år siden skulle tage stilling til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, var SF blandt de fremmeste fortalere for et ja.

Listen kunne fortsætte, for i takt med at venstrefløjen stod af EU-skepsissen, stod de borgerlige på, satte hegnspæle eller andre fiffigheder, som skulle demonstrere, at så vilde med EU var de ligegodt ikke. Socialdemokratiet har også været der. EU har ofte været brugt på den indenrigspolitiske kampplads, men sjældnere i debatter med et europæisk perspektiv. Omdrejningspunktet har været: Hvad får Danmark ud af det?

Formentlig baseret på et godt øje til det dengang fremadstormende Dansk Folkeparti. Vanopslaghs melding om EU kan i det perspektiv ses som befrielsens øjeblik, en afstandtagen til den kurs, som Morten Messerschmidt har anlagt, og en forsigtig føler til et nyt borgerligt fællesskab uden fløjpartier.

Med LA’s udmelding synes hele flokken nu samlet igen. Og selv om man ikke kan se sig fri for tanken om, at der også ligger en vis kalkule baseret på sandsynlighedsregning for at sidde på bagsædet af en ministerbil bag Vanopslaghs omslag, så er det grundlæggende godt for Danmark, at et så stort flertal i Folketinget står sammen om Danmark i EU. Ikke mindst taget i betragtning af, at Danmark i 2025 både sidder i sikkerhedsrådet, skal være formand for Arktisk Råd og ikke at forglemme EU.