380.000 svin skifter kurs: Frikadelle, currywurst eller dødens pølse?
Der står andet end konkurrenceevne på spil for dansk svineproduktion.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er ætsende ironisk, at Danish Crowns hjemmeside i skrivende stund går i stå, hvis man klikker på menupunktet ”Hvem er vi”. Det må de nok også spørge sig selv om på ledelsesgangen og ved kæderne i den ellers så stolte slagterigigant.
Indsigten bør falde hurtigt for selskabet, der i hvert fald tidligere var en kronjuvel. Ikke blot i dansk landbrug, men også i fortællingen om den danske andelstanke. Tanken om, at vi løfter i flok, bærer ansvaret og udbyttet kollektivt. Et værn mod storkapitalen. Én mand, én stemme. Men hvad nu, hvor én mands tydelige stemme må sende rystelser gennem selskabet og dansk landbrug?
Danmarks største producent af svin, Martin Lund Madsen, har gjort alvor af sin trussel og vil inden for kort tid køre langt størstedelen af sine 400.000 slagtesvin til tyskejede Tican med danske slagterier i Thisted og Brørup.
Tican udspringer selv af andelsbevægelsen, rundet af konsolideringer, og har selv haft alvorlige udfordringer med lave priser og splid med leverandørerne.
Nu er ejeren den tyske kødkoncern Tönnies, og man vinder markedsandele på bekostning af Danish Crown. Tönnies købte i øvrigt Tican, efter at Danish Crowns overtagelsesforsøg faldt til jorden i 2015.
Martin Lund Madsen står i spidsen for en gruppe af andre andelshavere, der gennem lang tid har været utilfredse med udviklingen i Danish Crown. De mener, at en fejlslagen strategi, der fokuserer på pris mere end forædling, har sendt selskabet ud i en selvforskyldt krise på et glubsk verdensmarked. Konsekvensen har været en miserabel konkurrenceevne og afregninger så lave, at man skal være mere end almindelig begejstret for andelstanken og have en god relation til sin bankforbindelse, hvis man som producent ikke er gået til konkurrenterne.
Danish Crown havde ellers taget skridt til en nødvendig professionalisering af bestyrelsen. Men for langsomt til at undgå det nyreslag, det er at miste 380.000 svin til Tican, endda længe inden det ellers normale et års varsel. Hertil kommer uvisheden om, hvad andre svineavlere vælger at gøre efter Martin Lund Madsens opsigtsvækkende træk.
Konkurrencesituationen skal styrkes gevaldigt, og noteringerne hæves, hvis ikke dansk svineproduktion overvejende skal være fabrikation af smågrise, der sendes levende i armene på slagterier i Tyskland.
Danish Crown skal nok også lede andre steder end syd for grænsen for at finde inspiration til moderne og samfundsansvarlig virksomhedsdrift, der kan sikre arbejdspladser og den betydning for Danmark, som de trods alt stadig har.
I hvert fald lader det ikke til, at stifter og hovedaktionæren i Tönnies på samme måde er optaget af andelsbevægelsens samfundspåvirkning og -bevidsthed.
Clemens Tönnies, der indtil 2020 også var formand for FC Schalke 04, var i 2019 inviteret til at tale om ”Ansvarlig virksomhedsledelse – veje til fødevareproduktionens fremtid” i Paderborn. Om hvordan man løser klimakrisen, var hans bud at finansiere 20 afrikanske kraftværker, »for så vil afrikanerne holde op med at fælde træer og med at producere børn, når det bliver mørkt«. Clemens Tönnies, søn af en slagter, skulle efter sigende være personlig ven med Vladimir Putin.
Fremgangen for Tönnies og nedturen for Danish Crown cementerer, at det ikke er nok at løfte i flok, hvis det, man bærer, ikke kan bære mødet med virkeligheden, hvor barsk, ucharmerende og urimeligt den end må forekomme.
På trods af disse udfordringer er menupunktet ”Hvem er vi” efter disse linjer igen kommet op at køre på hjemmesiden. ”Brighter future” står der. Men hvordan?