Vanopslaghs vilde topskattenyhed er modig og rigtig
Det er en stor dag i dansk politik, når Liberal Alliance pludselig skrinlægger sin mest firkantede mærkesag om helt at afskaffe topskatten. Nogle topskatteydere vil få kaffen galt i halsen nu, men i virkeligheden kan de være mere lettede end før.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvis du peger på et problem, der kan løses, bør du også forsøge at løse det. Det er ikke en løsning at stå og råbe op om problemer uden at gøre noget ved dem. Det er en almen grundregel, som ansvarlige mennesker kan anvende i stort og småt. Lad ikke opvasken stå af frygt for at smadre en tallerken. Lad ikke ukrudtet overtage din forårshave nu, hvis du gerne vil have grøntsager til sommer. Brug ikke tiden på at fantasere om perfekte løsninger, der aldrig bliver til noget, hvis et kompromis bringer dig tættere på målet hurtigere.
Det gælder også ansvarlige politikere i dansk politik, der er valgt til at forvalte vores folkestyre. Mindre snak, flere resultater, tak.
Og det er med det udgangspunkt, man bør læses dagens opsigtsvækkende interview med Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, i Jyllands-Posten. Nogle vil måske få kaffen galt i halsen lige til en start. For Liberal Alliance skrotter sin markante topskattepolitik i partiets nye valgoplæg. Det er store nyheder fra et parti, som i årevis lignede nærmest et enkeltsagsparti i protest mod netop topskatten. Men herfra skal lyde en stor applaus for mod og ansvarlighed for nu at justere kursen.
Bragesnak og idealer kan ikke bruges til noget, hvis det ikke omsættes i resultater. Så ender det bare med tomme tønder og rene hænder. Det kan den yderste revolutionære venstrefløj fordrive tiden med. Men et ansvarligt liberalt parti bør melde sig ind og levere resultater.
Med den grundanskuelse er det både en klog og modig beslutning af Alex Vanopslagh nu at flytte Liberal Alliance et markant skridt tættere på magten. Han makulerer partiets hidtidige 2035-plan til fordel for en lidt mere konkret fireårig plan, som partiet vil gå til valg på næste gang. Her vil man nedbringe topskatten, men ikke fjerne den. Det er da også rarere for vælgerne at vide, hvad Vanopslagh vil omkalfatre nu, end hvad han vil om 10 år. Især hvis en virkelighedsfjern tiårsplan kun har gang på jord i så snævre liberale kredse, at idealerne de facto vil hindre Liberal Alliance i at få magten.
Topskatten er et uvæsen, toptopskatten er endnu værre. Der er ikke brug for en større offentlig sektor, men for en mindre. Men der er nu størst sandsynlighed for at påvirke skattesatserne og indretningen af velfærdsstaten, hvis man bliver et stort parti og kommer i regering igen. Derfor har det hidtil været svært at se, hvad Alex Vanopslagh egentlig skulle bruge sit store talent og den overvældende popularitet til udover at agere proteststemme.
Hvis der skal være nogen chance på jord for at byde sig til i regering eller tilmed som statsminister, skal Liberal Alliances politik kunne stå den sværeste tryktest af dem alle. Alle partier og medier vil udfordre den voldsomme rundbarbering af den offentlige sektor. Pludselig ville han ende i en valgkamp, hvor ulighed og blodbad i den offentlige sektor vil blive omdrejningspunktet. Når man ved det, gælder det om at justere kursen. At klatre ned fra træet nu er et modigt, men rigtigt kursskifte.
Mens Venstres håbløshed er større end nogensinde, er det betryggende, at andre har appetit på ansvaret. Det er ikke navnet på partiet, der er afgørende for udviklingen af et friere samfund. Et mere fornuftigt Liberal Alliance bør gøre topskatteyderne mere lettede end bekymrede. Lad os så håbe, at LA’s mest ultraliberale bagland også tror på den analyse og nu ikke åbner en ny fløjkrig lige på målstregen.