Klokkerne ringer for store bededag

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tirsdag ringer klokkerne for store bededag, når Folketinget kaldes til sidste og afgørende afstemning om ”L 13 Forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag”.

Forslaget er blevet hastet både gennem høringsfasen og lovgivningsfasen. Og meget tyder da også på, at der på ingen måde er overblik over, hvad der tabes, og hvad der vindes på, at store bededag afskaffes som helligdag fra og med 1. januar 2024.

Den 10. januar lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S) i et svar til Finansudvalget, at skønnet for arbejdsudbudsvirkningen er behæftet med usikkerhed.

Den 6. februar slog beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i et svar til Beskæftigelsesudvalget fast, at alle lønmodtagere, der får forøget deres arbejdstid, vil få løn for det. Mere præcist 0,45 pct. af årslønnen. Den 25. januar skrev Wammen til Beskæftigelsesudvalget, at det vil give ca. 3,2 mia. kr. at afskaffe en helligdag, der falder på en hverdag, og at stigningen i den præsterede arbejdstid vil være på 0,34 pct. svarende til ca. 8.500 fuldtidsbeskæftigede.

Den 30. januar fik Beskæftigelsesudvalget af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) at vide, at det vil koste kommunerne ca. 140 mio. kr. ekstra at skulle holde åbent en ekstra dag i dag- og fritidstilbud.

Den 6. februar bekræftede Ane Halsboe-Jørgensen over for Beskæftigelsesudvalget, at der intet er til hinder for, at der lokalt kan aftales overenskomster, hvori store bededag bibeholdes som arbejdsfri dag med løn. Dagen efter kunne Nicolai Wammen oplyse, at det har »en omtrent neutral effekt på den faktiske ledighed« at afskaffe store bededag. Desuden står det klart, at skoleåret ikke vokser med en dag, når store bededag afskaffes. Kommunerne skal derfor beslutte, hvornår børnene skal have fri. Nogle steder vil man fastholde en fridag fjerde fredag efter påske. Andre vil forlænge sommerferien, og atter andre hælder til længere juleferie.

Læg hertil trusler om, at hvis et parti ikke anerkendte afskaffelsen af store bededag som finansieringskilde, så kunne det ikke få adgang til forhandlinger om næste forsvarsforlig. Og at regeringen helt frem til vedtagelsen af lovforslaget ikke har villet svare på, hvilke fakta, overvejelser og alternative der var på bordet, da beslutningen om at afskaffe store bededag blev truffet i regeringstoppen.

Store bededag ofres på et både uoplyst og forhastet grundlag, som slører for det, der oprindeligt blev præsenteret som den egentlige hensigt: at skaffe flere penge i statskassen til at finansiere øgede udgifter til Forsvaret. Resultatet er, at regeringen frem for at få befolkningen som medspiller i en opgave, som kræver, at der løftes i flok, nu mødes med en modstand, som Danmark bestemt ikke har brug for i den nuværende sikkerhedspolitiske situation.

Når hertil lægges, at noget tyder på, at store bededag veksles til en anden fridag mange steder, begynder man for alvor at spørge sig selv, hvad meningen med det hele egentlig er. Værdien af, at alle har fri på samme dag, skal bestemt ikke underkendes, hverken i forhold til familien, folkekirken eller sammenhængskraften i Danmark. Frem for sammenhold er resultatet et fraktioneret tag selv-samfund, hvor nogle får fri den ene dag, andre den anden. I betragtning af hvor lille det kontante udbytte er, så er bundlinjen på det lange regnestykke med de mange usikre faktorer, at regeringen har lavet en meget dårlig handel.