Fortsæt til indhold
Leder

Mette Frederiksen er populist

Socialdemokratiet, derimod, har misundelse som ledemotiv. Det skal fortsat være tilladt at have succes, men socialdemokraterne vil definere grænserne for, hvor lidt succes man må have.

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Et af de mest brugte – og i særdeleshed misbrugte – begreber i de senere års politiske debat er populisme.

Begrebet bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for det jævne folk i modsætning til en politisk, økonomisk eller kulturel elite.

At det af sidstnævnte gruppe altid bruges nedsættende, kan ingen være i tvivl om.

Hvornår nogen måtte fortjene at blive kaldt ”populist”, er en evindelig diskussion, men på vej mod et folketingsvalg må det konstateres, at begrebet er blevet flydende. De toneangivende partier forsøger at overgå hinanden i løfter om øget velfærd samt den inden for konventioner og aftaler strammest mulige flygtninge- og indvandrerpolitik.

Ikke blot har overbudspolitikken drejet sig om det vælgerflertal, der lever på en eller anden form for indkomstoverførsel. Den har været så intens, at det nærmest har syntes, som om ingen partier længere har skat på den politiske dagsorden.

Det er der heldigvis rettet op på, og modsat ovennævnte emner er forskellene i den politiske tilgang ikke bare væsensforskellige, men nærmest afgrundsdybe.

På den ene side Socialdemokratiet, der reelt vil lægge loft over aflønningen af erhvervslivets topchefer; vil hæve arveafgiften fra 15 til 30 pct.; vil tvinge virksomhedsejere til ved et generationsskifte at indføre fondseje; og vil tilbagerulle skattelettelser for bl.a. aktieindkomster.

De Konservative vil med sit forslag styrke dansk økonomi, give en tiltrængt håndsrækning til børnefamilier og boligejere samt ikke mindst fjerne den skattehammer, der rammer arvinger.

På den anden side De Konservative, der vil sænke skatten på arbejde ved at øge beskæftigelsesfradraget, sænke skatteloftet og hæve topskattegrænsen; fjerne arveafgiften; sænke registreringsafgiften til 75 pct.; og vil standse de absurde stigninger i grundskylden, der forarmer landets boligejere.

To klare bud, hvor sidstnævnte vil lade danskerne beholde en større del af den indkomst, som de knokler for at tjene, og mindske brandskatningen af bilen og boligen. Senest har Det Økonomiske Råd vurderet, at arbejdskraftudbuddet vil stige, hvis topskattebyrden mindskes. I særlig grad vurderes kvinderne at ville arbejde mere. De Konservative vil med sit forslag styrke dansk økonomi, give en tiltrængt håndsrækning til børnefamilier og boligejere samt ikke mindst fjerne den skattehammer, der rammer arvinger.

Socialdemokratiet, derimod, har misundelse som ledemotiv. Det skal fortsat være tilladt at have succes, men socialdemokraterne vil definere grænserne for, hvor lidt succes man må have. Sparsommelige forældre, der efterlader sig en arv til børnene – som oftest i form af mursten – har haft alt for megen succes, hvis arven overstiger 3 mio. kr.

Partiets skatteudspil er uden visioner og forholder sig ej heller til Danmarks langsigtede økonomiske velbefindende. Det handler alene om at ramme en lille gruppe, hvor enkelte måske er kommet let til deres penge, men hvor hovedparten har opbygget deres formuer ved at skabe eller videreudvikle de erhvervsikoner, som danskerne berettiget er stolte af.

Mette Frederiksen har nu ført sit parti tilbage til den velkendte misundelsesbårne dagsorden, som udpeger syndebukke, der kan lastes for alverdens dårligdomme. At hun dermed kalder på betegnelsen ”populist” er hævet over enhver tvivl, da der er tale om designerpolitik, hvis eneste formål er at kapre stemmer – ikke at gøre det danske samfund endnu bedre.

Langt mere substans er der i De Konservatives udspil.

De vælgere, der dagligt træller under et af verdens tungeste skatteåg, kan kun glæde sig over, at der endelig er et parti, der tør tale deres sag.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.