Kampen mod kundskaber er endegyldigt vundet

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

De svageste kan simpelthen for lidt. Det er konklusionen på IBA Erhvervsakademi i Kolding, hvor man sætter målrettet ind helt fra begyndelsen; det er nødvendigt at lære de nye studerende grundlæggende matematik. Den savner de, for de har ikke fået den i folkeskolen, og de har heller ikke fået den i gymnasiet. Vi har svigtet eleverne ved at lade dem gennemgå en udvidet grunduddannelse med stadig mindre krav til elementære kundskaber for til sidst at lade dem støde på den mur af virkelighed, der er den nødvendige matematiske viden. Nødvendig, fordi de om lidt skal agere bankrådgiver eller ejendomsmægler, og hvis man skal være det, er man ganske enkelt nødt til at vide noget og kunne noget. Det glemte vi i vores skolepolitik.

“Kampen mod kundskaber …” kaldte nu afdøde chefredaktør Henning Fonsmark sin pamflet om tilstanden i det danske skolesystem. Bogen er fra 1996, men allerede dengang kunne Henning Fonsmark fremhæve markante eksempler. I en københavnsk 8. klasse havde kun en enkelt elev hørt om Svendborg – han mente, at det muligvis var en by i Holland. Jyllands-Posten præsterede nogle år senere sin egen helt uvidenskabelige undersøgelse og fik festlige resultater ud af det, da flere gymnasieelever placerede statsbankerotten i 1970 og i øvrigt tilskrev Socialdemokraterne – og i særlig grad statsminister Auken – æren for Reformationen. Og så videre.

Dengang udtalte formanden for historielærerne til avisen, at »der er noget andet, der er vigtigere end tilfældige årstal […] Jo, de unge ved noget, de ved bare noget andet …«

Citatet er typisk for den holdning, der har præget skolepolitikken. Det er ikke vigtigt at vide noget, bare man ved, hvor man kan slå det op, det var credoet i mange år; et credo, der overså det faktum, at enhver viden i virkeligheden er paratviden. Man har hetzet mod kongerækker og syvtabeller, talt om den sorte skole, og vel er det ikke dybt nødvendigt at vide, at statsbankerotten var i 1813, og at Søren Kierkegaard kom til verden samme år, men det hjælper, hvis man skal placere de to begivenheder nogenlunde korrekt – og måske endda forstå nogle sammenhænge. Man kan også være et udmærket menneske, selv om man ikke i søvne kan aflire, at 7 gange 17 er 119, men den er gal, hvis man ikke med det samme ved, at 7 gange 17 ikke er 5079 – selv om lommeregneren måtte vise det.

Danmark kan nu erklære kampen mod kundskaber for endegyldig vundet og det i en grad, så uvidenhed er blevet normen; man ved ikke noget, og man ved ikke engang, at man ikke ved noget, hvorfor man er glad og fro, ja, lykkelig i sin uvidenhed. Nej, det er ikke sandt, ikke alle er uvidende. »Der sker en polarisering blandt vores studerende,« konstaterer Hans Jørgen Skriver, uddannelseschef på Erhvervsakademi Midtvest, og bekræfter dermed, hvad vi godt vidste: De stærkeste skal nok klare sig, for de klarer sig altid. De stærkeste finder en måde at lære det nødvendige på – og det på trods af folkeskolen. Og hvis de (eller deres forældre) bliver trætte af den, vælger de privatskolen, hvorefter de går videre til det håndplukkede, gode gymnasium, hvor fagligheden er i fokus, fordi de svagest funderede elever (og lærere!) er ladt tilbage et andet sted. Således endte en lighedsfokuseret skolepolitik i en ulighed, der er langt værre end den, der udtrykkes i størrelsen af et parcelhus. Det handler om mere end bare den almindelige klage over sædernes forfald og tidens elendighed, for når vi opgiver uddannelsen, opgiver vi fremtiden.