Borgere i opbrud

Der er noget er i gang. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har brugt ordet kulturkamp. Men hvad ligger der egentlig i det? Henning Fonsmark må vide det. Han er tidligere chefredaktør på Weekendavisen og Berlingske Tidende, og i en række bøger - som "Historien om den danske utopi", "Den suveræne dansker" og "Kampen mod kundskaber" - ført kulturkamp selv. Også før ordet blev så udbredt som nu.

Hvad har statmisteren ment, da han udbad sig værdidebat og kulturkamp?

»Det er ikke nogen konkret debat, Fogh har efterlyst. Han har blot bedt om at værdidebatten bliver opprioriteret i befolkningen«, mener Henning Fonsmark.

»"Værdi" er ikke noget godt ord, det er så værdiladet i sig selv. Man skal betragte feltet konkret, og så er der jo eksempler, der viser, at der er en debat i gang, som afslører virkelige skillelinier i befolkningen. Irak-krigen er et konkret eksempel, spørgsmålet om DR's partiskhed et andet.«

Vi danskere viger ellers gerne tilbage for sammenstød, som lader skillelinier opstå.

»Det gør vi. Efterlysningen af en kulturdebat er da også blevet modtaget med en blanding af velkomst og forfærdelse. Trangen til konsensus ligger meget dybt i os. Ordet "kulturkamp" skitserer en samtalesituation, der er fremmed for danskere.

Vi diskuterer traditionelt for at nå til enighed, ikke for at klargøre fronter.«

Henning Fonsmark mener dog, at er tegn i tiden på, at den danske hang til konsensus er under opløsning. Hidtil har især det store fælles velfærdsprojekt i hans øjne låst alle holdninger, så de fleste mente stort set det samme. Men fordi de store finansieringsproblemer for velfærden tårner sig op, bliver det også på præcis dét område, den nye diskussion om værdier vil stå, antager Fonsmark.

»Fogh Rasmussens geniale træk var, at han erklærede skattestop. Havde han sagt 'skattenedsættelser', havde ingen troet ham. Siger man derimod 'stop', så anbringes ens modstander et ubehageligt sted. Vil han gøre invendinger, kan man spørge ham: 'Du ønsker altså at den hårdest skatteplagede nation i verden skal sætte skatterne op?' Socialdemokraterne afskæres fra at køre på deres vane med at købe befolkningen ved løfter om ny velfærd. Noget andet er så, at regeringen er nødt til at finde nogle Nordsøpenge for at finansiere det skattestop. Man skal bryde nogle kontrakter.«

Det afgørende i Fonsmarks øjne er, at når et område spærres, åbnes et andet:

»Med dette sprænger man den gængse økonomiske diskussion herhjemme, og der bliver frigjort plads til noget helt andet. Til en helt ny diskussion.«

Snilde manøvrer

Det er den lyttende og snildt manøvrerende statsminister, Henning Fonsmark bider mærke i, ikke den skrappe regeringschef:

»Fogh Rasmussen har det sådan, at han kun vil gennemføre reformer, befolkningen kan acceptere. Ser han en konflikt mellem folkeviljen og ideologien, så er det ideologien, der falder. Derfor vil han også have brede forlig, nu hvor der skal besluttes velfærdsreformer.«

De forlig skal indgås med partier både til venstre og til højre i salen. Dog ser Fonsmark faktisk ikke noget parti til højre for regeringen:

»I forbindelse med arbejdsmarkedsreformen hørte jeg forleden, at de i TV-avisen sagde »Selv Dansk Folkeparti går ind for den«, i den misforståede tro, at det er et ekstremt højreorienteret parti. Det parti er så at sige selve inkarnationen af Foghs strategi. Det er et kronisk lyttende parti. De går aldrig ud og laver noget, der er i lodret modstrid med den sociale orden i Danmark.«

"Kulturkampen" angår altså ikke så meget ideologierne som vores adfærd som borgere, som forbrugere af sociale ydelser, som vælgere osv?

»Ja, f.eks. hvad angår sådan noget som fornemmelsen for, hvornår man kan tillade sig at modtage eller kræve sociale ydelser. En lang tid syntes man fra magthavernes side, at det var nødvendigt at dele penge ud til alle, for ellers fik man ikke folk til at acceptere skatterne. Det lagde man ikke engang skjul på.

Man ville tillige sikre, at vi 'kom væk fra almissesamfundet', som det hed. Det måtte ikke længere være ydmygende at tage imod offentlig støtte. Den var 'ingen almisse'. Det betød, at man i 60'erne og 70'erne tog alt, hvad man kunne få. Det var nærmest en solidarisk pligt at hæve ved Kasse 4.«

Den holdning er under afvikling?

»Det tror jeg. Man vil fremover acceptere, at der på stadig flere områder indføres trangskriteriet, dvs. at man modtager, fordi man er i nød på den ene eller anden måde.«

Det nye menneske

En del af kulturkampen angår dog ideologier. Den karakteriseres af mange som en hetz?

»Ja, intellektuelle har den opfattelse, at mens det at være antinazist er den basale betingelse for at blive taget alvorligt, så er det at være antikommunist det samme som at være koldkriger. Jeg synes, det er ubegribeligt, at de, der var så fascinerede af kommunismen, ikke selv har et ønske om at forklare sig og tage et eget opgør.

Og selvom Muren er faldet, og vi endelig ikke må nævne fortiden, så kan man spørge, om de holdninger, der førte til fascinationen af kommunismen, slet ikke trives i det intellektuelle miljø i dag?«

De fleste danske venstreorienterede understreger, at de altid kritiserede den brutale sovjetkommunisme.

»Ja, men de har dog altid været i stand til alligevel at finde autoritære systemer, de kunne fremhæve som idealstater. Kina, Cuba osv. Det kunne skifte, ét var konstant: hadet til USA. Jeg ved ikke hvoraf venstrefløjens forskellige nuancer kommer, men til fælles har de drømmen om at skabe et nyt og et godt menneske. Det er en tillokkende proces for intellektuelle. Enhver intellektuel proces går jo ud på at sætte skik på ting. Denne ideale stræben.«

Den stræben kan måske være del af grunden til, at de fleste akademikere eller intellektuelle tager afstand fra Anders Fogh Rasmussen, pragmatikeren, der vil manøvrere et halvt år ad gangen?

»Det kan sagtens være. Nu er der diskussion igen om den dér Bermuda-trekant, efter Johannes Riis (Gyldendals litterære direktør. red) holdt sin tale i Gyldendals gård. Der finder man bekræftelsen på, at alliancen mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio behøver man sådan set ikke at påpege lige i øjeblikket. Den påpeger sig selv. Deres forskrækkelse over at vi har fået en ikke-socialdemokratisk ledet regering er fuldstændig outreret. Nogle af lederne i Politiken giver nærmest indtryk af, at det er en fascistisk regering. DRs P1 leverer på løbende bånd regerings-overfald, og når Gyldendal skal holde sin årlige reception med den sædvanlige tale om litteraturens veje, så kommer Johannes Riis med et enormt angreb på regeringen, uden det egentlig er specificeret, hvad det er, den har gjort forkert. Det er bare sådan et udtryk for, at det godt nok er for galt, at Danmark skal ledes af nogen der ikke er socialdemokrater. Så Bermuda-trekanten har aktualiseret sig selv.«

Men Johannes Riis har dog antydet, at han stemmer Venstre - og han vil vel sige, at han som forlagsmand giver udtryk for sin rystelse over en ufølsom, uskønsom kulturminister.

»Det er jo for det første lidt underligt, hvis man vil fælde en hel regering på grundlag af et enkelt ministerium. For det andet er der, så vidt jeg kan se, ikke foregået noget kulturpolitisk initiativ, som bryder op fra det, vi havde. Der er samlet nogle råd og ja, så var der fejltagelsen med bibliotekspengene. En borgerlig kulturminister burde kunne forstå bibliotekspengene som en kompensation. Men derudover?«

Henning Fonsmark har været bekymret for den danske folkeskole allerede før de store, pinlige undersøgelser i 90'erne gav den en international bundplacering. Nu mener han at chokket over undersøgelserne måske har rystet noget tilbage på et bedre spor.

Skolens krise

»Man så at noget måtte ske. Dog skal man lægge mærke til det selvforsvar, skolen fremførte dengang. Da dukkede ordet "kompetence" op. "Personlige kompetencer" som er vigtigere end kundskaber osv. Men de skal være et biprodukt af skolegangen. En folkeskole har et fagligt ansvar, ikke et ansvar for børnenes karakterudvikling.«

Det har den ellers fået med de seneste folkeskolelove.

»Jo, men den ideelle skole, er den som ikke formulerer det som krav. Den véd at karakterudvikling er det nødvendige biprodukt af at være i fælleskabet, ikke skolens formål. Skolen skal ikke være forpligtet på at lave gode mennesker.«

Men dem, der sidder inde med fagligheden, varetager bedst formningen af sindet. Forældrene er jo debutanter uden pædagogisk faglighed.

»Dét er en af de ægte skillelinier i det danske samfund. Den, der løber mellem dem, der mener opdragelse er et fagligt anliggende og dem der mener, at det er et menneskeligt.«

De er vist ude af trit med tiden, når De ønsker kundskaberne tilbage på bekostning af sociale kompetencer i forpligtende fælleskaber - en ældre herre, der ikke forstår, at vi står på tærsklen til et samfund, hvor gamle kundskaber er overflødige. Kommunikations-kompetence og smidig karakter er fremtidens krav.

»Den holdning er meget sårbar over for det argument, at vi ikke må svigte samfundets svage. Middelklassen, der hjælper med lektierne osv., dens børn kommer ikke i klemme. De pædagoger, der siger, at viden kan man bare tilegne sig på et eller andet tidspunkt, svigter de svage elever - dem, der kommer fra hjem uden bogreol.

Det er også et spørgsmål om elevernes værdighed. Har en skole et fagligt ansvar, har den noget den skal leve op til. Hvis det den skal leve op til er, at eleverne for resten ikke er tilstrækkeligt gode mennesker, så er det en devaluering af eleverne som mennesker.«

Viden bliver forældet på få måneder i dette komplekse samfund?

»Hvis man ikke havde kundskaber, ville man jo ikke engang kunne konstatere, at samfundet forandrede sig. Jeg ville sagtens kunne opstille et pensum for 8 års skolegang, hvor forældelsesgraden næsten ikke var til at få øje på.«

anders.raahauge@jp.dk