Tragedien i Idlib er en moralsk fallit

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nedtællingen til en forventet humanitær katastrofe i den sidste oprørsbastion i Syrien, Idlib-provinsen, er i fuld gang. Verden ser til i stille, hændervridende desperation, ikke mindst over det moralske kollaps, som udspiller sig for øjnene af os alle.

Den syriske diktator, Bashar al-Assad, har varslet et stormløb mod de sidste oprørere, der har trukket sig sammen i denne region. Hans russiske håndlangere har været i gang i et stykke tid. Bombardementerne er begyndt. De første flygtningestrømme har sat sig i bevægelse. Snart venter en militær offensiv på jorden, hvor Assad bakkes op af Irans udsendte elitekontingenter.

Det internationale samfund er magtesløst. Der tales om humanitære korridorer, og Tyrkiets almægtige præsident, Recep Tayyip Erdogan – af alle – kræver en koordineret humanitær indsats. Hellere end gerne, men ingen har en idé til, hvordan det skal foregå. Og imens tikker uret videre ned mod det »blodbad«, som FN’s generalsekretær forudser.

Barbariet i syv års syrisk borgerkrig lader til at skulle kulminere i Idlib. Vesten var længe om at erkende, at borgerkrigen ikke just er et opgør mellem de onde og de gode. Oprørerne blev i årevis kaldt »demokratiske« men rækkerne er fyldt op med terrorister og jihadister. Parterne har ikke meget at lade hinanden høre, men det er dog Assad, der som statsleder terroriserer sin egen befolkning.

Vesten er parkeret på sidelinjen og har ikke andet end sin moralske indignation og forfærdelse over, hvad der kan foregå tæt på Europas grænser i det 21. århundrede, at holde sig til. En massakre som massemordet i Srebrenica i Bosnien i midten af 1990’erne rider stadig Vesten som en mare. Hvad der er optræk til i Idlib, er i en helt anden målestok.

Det grundlæggende problem er, at det er så svært at være handlingsanvisende. Det er let nok at sige, at Vesten svigter, som det som regel sker i internationale kriser. Men alle svigter i Syrien-konflikten, ikke mindst den arabiske verden. Alle kigger væk, selv om man ved, hvad der er i anmarch. Assad har inviteret Rusland og Iran inden for som gæster. Det låser situationen og umuliggør et vestligt engagement.

USA, som der reelt kun er tale om, har ingen muligheder for at gøre sig gældende. I 2013 undlod USA’s præsident, Barack Obama, at straffe Assad, selv om han med brug af giftgas mod sin egen befolkning klart overskred den røde linje, som Obama selv havde trukket. Det var en åbenlys fejl af en svag præsident, der var bange for at blive suget ind i en uoverskuelig konflikt, men det vil altid være et helt åbent spørgsmål, om selv en omfattende amerikansk straffeaktion dengang ville have ført til Assads fald. Under alle omstændigheder er det nu for sent. Rusland har overtaget scenen.

Det er også bagudrettede spekulationer, der ikke i dag betyder meget for, hvad der foregår af uhyrligheder i Syrien. Her og nu gælder det om at gøre, hvad vi kan for at hjælpe civilbefolkningen mest muligt, men det er desværre alt for let sagt. Det hjælper heller ikke stort, at de fleste i hvert fald i Vesten er enige om, at hvad der foregår i Syrien ikke burde kunne få lov at foregå. Realpolitikkens kynisme overtrumfer kun alt for tydeligt de gode viljer.

Det er skræmmende, så selvkørende Syrien-konflikten er blevet. Når det virkelig gælder, og ryggesløsheden er tilstrækkeligt stor på begge sider, har det internationale samfund – splittet som det er – ikke mange muligheder for at afværge den forventede katastrofe. Det er en forfærdelig erkendelse.