Fortsæt til indhold
Krigen i Syrien

FN advarer: Idlib kan blive århundredets katastrofe

Vesten ser med frygt mod udviklingen i Idlib-provinsen i Syrien, hvor en kraftig syrisk militæroffensiv rykker nærmere.

Præsident Bashar al-Assads regime har de seneste uger intensiveret bombningerne i Idlib – den sidste oprørskontrollede del af Syrien – hvilket nu får frygten og de bange anelser til at stige hos internationale nødhjælpsorganisationer og Vestens ledere.

FN’s humanitære koordinationskontor, OCHA, der samordner nødhjælpsarbejdet i Syrien, er i allerhøjeste alarmberedskab og oplyser nu, at situationen i Idlib har potentiale til at blive »den værste humanitære krise i det 21. århundrede«.

»Det er værre end de to andre store tidspunkter, hvor vi virkelig udtrykte vores bekymring,« lyder det fra danske Jens Lærke, talsmand for OCHA, der henviser til det syriske regimes militære offensiver i det østlige Ghouta i 2018 og det østlige Aleppo i 2016.

I denne uge advarede også FN’s generalsekretær, Antonio Gueterres, om, at en omfattende storoffensiv fra Assads styrker, der støttes af Rusland og Iran, kan føre til et decideret »blodbad«.

»Det er fuldstændig altafgørende at undgå en kamp i Idlib i fuld skala,« lød det, mens også USA’s præsident, Donald Trump, og andre vestlige ledere har advaret mod de voldsomme humanitære og sikkerhedsmæssige konsekvenser, som et stort militært angreb kan føre med sig.

»Befolkningen i Idlib lever allerede på grænsen til en humanitær krise. Hvis de for alvor begynder at blive bombet, har de ingen solide strukturer at gemme sig i, og de vil derfor blive fordrevet endnu engang,« siger Jens Lærke.

Ny flygtningebølge

Der bor omkring tre millioner mennesker i Idlib-provinsen ifølge FN. Heraf er cirka halvdelen mennesker, som er kommet til fra andre krigshærgede områder i Syrien.

FN har tidligere vurderet, at op mod 800.000 mennesker risikerer at blive fordrevet fra Idlib, hvilket vil resultere i en ny stor bølge af flygtninge mod nabolandet Tyrkiet og videre ind i Europa. Tyrkiet huser i forvejen 3,5 mio. syriske flygtninge og har gentagne gange understreget, at det ikke er i stand til at tage imod flere.

Grækenland, som i forvejen kæmper med at kontrollere landets over 80.000 flygtninge og migranter, risikerer dermed igen at blive frontlinjeland.

Samtidig frygtes det, at terrorister gemmer sig i de store ukontrollerbare flygtningestrømme.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, oplyser til Jyllands-Posten, at den »følger udviklingen nøje«.