Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dong-salg med bind for øjnene

Finansministeriet kæmpede intensivt, men mærkeligt, for at sælge Dong-aktier til lavest mulig pris, afgive omfattende ledelsesindflydelse med vetoret i strid med lov for danske finansielle virksomheder og tillade skattely for få års gevinst på 12 mia. kr.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Da Rigsrevisionen blev skabt i 1975, havde et udvalg ønsket uafhængighed af både regering og Folketing, men det endte med placering under Økonomiministeriet og under Folketinget i 1991, formelt som uafhængig institution, men ikke fuldt ud i praksis. Rigsrevisor foreslås af politisk valgte statsrevisorer og udnævnes formelt af folketingsformanden.

Statsrevisorerne begrænsede Dong-undersøgelsen til at beskrive kapitaludvidelsen 2014 og børsnoteringen 2016. Beretningen maj 2017 beskriver, men vurderer ikke. Den afviser ikke de alvorlige anklager mod gavegivningsprocessen, som gav Goldman Sachs 12 mia. kr. Det er måske allermest bemærkelsesværdigt. Finansministeriets og Dongs synspunkter refereres ukritisk, og beretningen spilder tid og papir. Budskabet er: Forvaltningskulturen var stærkt kritisabel, resultatet forholdsvis forsvarligt.

Staten mistede 12 milliarder til de mere kloge, som straks efter aftaleunderskrift vidste, at gevinsten var hjemme.

Hertil kommer, at statsrevisorformanden ikke kan anses uvildig, idet han i Rigsrevisionens første Dong-undersøgelse, startet januar 2012, tog forskud på dommen med stærke ord om Dong: »Nu er der gået hul på bylden, og betændelsen vælter ud”. Hver sten skulle vendes. Beretningen 10 måneder senere viste, at Dong var under betryggende ledelse. Formanden kaldte den frifindelse. Han havde hørt rygter, som han stolede på, og gættede nu på, at de måske skulle fjerne den tidligere ledelse. Det lyder realistisk.

Er god forvaltningsskik efterlevet? Nej, siger statsrevisorer og Rigsrevision i skarpe ord, men heri er intet nyt. Det er i årevis antaget, at ministeriets information til økonomiudvalg og forligskreds var ufuldstændig, og at det lod afslørende papirer gemme eller forsvinde. Nu forlyder det, at man blot glemte at dokumentere og vil drage lære af sagen. Men medarbejderne vidste i forvejen, at sagsakter ikke må smides væk.

Viden, som belyser vigtige dele af forløbet, er tidligere udleveret af ministeriet. Hvis den fortsat findes, har den undgået Rigsrevisionens søgelys.

Finansudvalget underskrev, men måtte ikke nærlæse aftalen. Som forstandig køber brugte Goldman Sachs otte måneder, finansudvalget fik fire timer til en omfattende engelsk tekst. Det var elendig forvaltningsskik med en klog køber mod en ukyndig stat som sælger.

Goldman Sachs afgav mundtligt bud på et møde, hvorfra der ikke findes referat, og Rigsrevisionen kan ikke af sagens dokumenter se, hvordan Finansministeriet begrundede sin vurdering af Dongs værdi. En væsentlig uenighed gælder vurderingen af Dongs stilling og fremtid. Eldrup, Dong-chef indtil sin bortvisning 13.3.2012, skrev, at Dong i kraft af sin verdensføring på havvindkraft siden 2008 var tæt på en merværdi på 50 mia. kr. over det tidligere forventede. Den frie likviditet var 23 mia. kr. og finansieringsmulighederne gode.

Poulsen, ny Dong-chef fra andet halvår 2012, mente tværtimod, at Dong kun var 31,5 mia. kr. værd. Før mente Finansministeriet 70 mia. kr., men sænkede det til 31,5. Andre vurderede op imod 100 mia. kr., en økonomiprofessor 110-140 mia. kr. efter få år. Goldman Sachs forventede straks efter underskrift hurtig fordobling af aktieværdien. Det endte med børsværdi over 100 mia. kr. ekskl. de 13 mia. kr. fra aktietegningen i 2014.

Selv tror jeg mest på Eldrup, Goldman Sachs og andre, fordi berettigelsen af de 31,5 mia. kr. aldrig ønskedes dokumenteret. De beskyttende sten blev aldrig vendt.

Det er kritisabelt, når Finansministeriet fra 31,5 til 100 mia. kr. vælger det laveste beløb og ikke ser, at forslaget kommer fra købere med naturlig interesse for lavpris – og dernæst kæmper som løver for at gennemtvinge det. Det noteres, at Finansministeriet siger, at incitamentsprogrammet stemte med statens aktionærpolitik. Men er det virkelig statens politik at belønne en indsats imod statens interesse?

Ifølge Rigsrevisionen mener Finansministeriet, at Dongs økonomi blev genoprettet på grund af gennemførelsen af den finansielle handlingsplan, der blev meldt ud i februar 2013. Det er således ministeriets, ikke Rigsrevisionens, mening. Der er ikke genoprettet, men kun udført den tidligere ledelses plan som forventet i 2011-årsrapporten.

Efter pæne milliardoverskud i 2010 og 2011 noterer Rigsrevisionen, at der efter underskud fra 2012-2015 kom overskud på 13,2 mia. kr. i 2016, børsnoteringsåret. Sandt nok, men underskuddene de fire år forklares ikke. De skyldes, at der udover normal afskrivning på 35 mia. kr. skete ekstraordinær nedskrivning på 33 mia. kr., dvs. i alt 68 mia. kr. Det er mere end det beløb, de faste produktionsanlæg (kraftværker, vindmøller, olieproduktionsanlæg etc.) var bogført til 1/1 2012. Således ændredes overskud til underskud.

Det fik sære følger. I 2015-regnskabet var driftsresultatet 18,5 og i 2016 næsten uændret 19 mia. kr., og pengene fossede fortsat ind. Men overskuddet er 25 milliarder bedre i 2016 end i 2015, især fordi af-/nedskrivning var 26 mia. kr. i 2015 og kun 5 i 2016. Den slags tager fagfolk højde for, andre ser ensidigt på bundlinjen, de fleste undrer sig, når et voksende salg omkring 70 mia. kr. følges af overskudsstigning på 25 mia. kr.

Rigsrevisionen siger, at Dongs økonomiske udfordringer ikke vedrørte selskabets likviditet, men FFO (Funds From Operations) i forhold til nettogæld, dvs. kapitalstrukturen. Derfor mente Dong-chef Poulsen, at det hastede at tilføre egenkapitalen 6-8 mia. kr., selv da den frie likviditet var 40 mia. kr. Poulsens tidligere virksomhed TDC blev berømt for at tømme egenkapitalen på 43,5 milliarder som aktieudbytte, hvorefter regnskabsformuen var nul. Det gav en elendig FFO, men TDC blev ikke nødlidende af den grund. Hvorfor ikke?

Selskabers salgsværdi styres af markedsposition, fremtidsudsigter, indtjening, cash flow, likviditet, egenkapital, kreditforhold. Teoretiske nøgletal som FFO m.v. er ubrugelige til værdiansættelse.

Rigsrevisionen omtaler Danske Banks ”fairness opinion” med den sære tilføjelse ”fra et finansielt synspunkt”, dvs. ikke fra et forretningsmæssigt med ovennævnte kriterier. Hvis banken ikke fik mere viden end finansudvalget, har udtalelsen tvivlsom værdi.

Markedspositionen er monopolagtig. Uden betaling får kunder ingen strøm. Institutionelle investorer finansierer gerne sådanne virksomheder. Alt dette ville være indlysende, hvis en nogenlunde begavet forretningsmand havde repræsenteret staten. I stedet drøftede man ligegyldige forhold som kreditrating og kapitalstruktur-formler.

Rigsrevisionen beskriver aktieudbudsprocessen, men ikke hvordan kammeradvokaten advarede mod at krænke reglerne før aktieudbud, og derefter at de blev overtrådt. Lidet synlig annoncering og kun 14 dage til tilbudsafgivelse samt alvorlig forskel på de bydendes viden forhindrede relevante bud. Det sikrede Goldman Sachs’ fortrinsstilling.

Finansministeriets kæmpede intensivt, men mærkeligt, for at sælge Dong-aktier til lavest mulig pris, afgive omfattende ledelsesindflydelse med vetoret i strid med lov for danske finansielle virksomheder og tillade skattely for få års gevinst på 12 mia.

Alle andre så, at prisen var for lav, eller undrede sig over usikkerheden, om Dongs værdi var 31,5 eller 100 mia. Men det måtte helst ikke omtales.

Nogle formildes, fordi staten tjener stort på sine resterende aktier, men de er ikke tjent, kun gået fra groft nedvurderet til korrekt vurderet. Ingen ved, hvordan det var gået under Eldrups hold. Sandsynligvis bedre. Staten tjente ikke 35, men tabte 12 mia. kr.

Finansminister Corydon og Dong-chef Poulsen kaldte Dong økonomisk nødlidende. Det gavnede ikke kreditratingen, men betød intet, for pengene fossede ind og øgede på få år Dongs likviditet fra 23 til 40 mia. før aftaleunderskrift. Finansministeren kunne nemt låne Dong 6-8 mia. kr. – han havde dem til nulrente – oven i de 40 mia. Men Goldman Sachs skulle absolut have billige aktier. Staten mistede 12 mia. kr. til de mere kloge, som straks efter aftaleunderskrift vidste, at gevinsten var hjemme. At Dong forventede snarlig underskrift på aftalen med den engelske regering med udsigt til 150 milliarder vindkraftsalg over 15 år – det fandt finansministeren ingen anledning til at fortælle finansudvalget. Selv det ser Rigsrevisionen næppe som problematisk.

Det er svært at vaske sort hvidt, især under politisk påtryk. Men politikere kan ikke bruge politiserede beretninger til frifindelse.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen