Alle faner er skabt til at smælde

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For 100 år siden var faner for foreninger, hvad hjemmesider og facebookprofiler er for sammenslutninger i dag: Man eksisterede ikke uden. Skytteforeninger, afholdsbevægelser, borgerlige hjælpekasser, håndværkerlav, sangforeninger, kvindebevægelser, fagforeninger og politiske grupperinger – alle fik lavet en fane, ofte som noget af det første, efter at de havde etableret sig.

Danske museers samlinger rummer omkring 6.000 faner, og der findes givetvis lige så mange rundt om hos foreninger og privatpersoner. Læg dertil alle dem, der er gået til. Et militært symbol, der i løbet af 1800-tallet blev overtaget af det fremvoksende civilsamfunds fællesskaber, er i vidt omfang gået af mode. Men i deres mangfoldighed ligger et vigtigt og aktuelt budskab.

Faner handler om forskellighed. Om uenighed. Og om fællesskaber og relationer.

De giver mening i mangfoldighed og tager udgangspunkt i forskellighed, i et mylder af meninger, interesser, identiteter, lokale tilhørsforhold og ideologiske ståsteder. De markerer et holdepunkt, men det er ikke stationært. Faner er et mobilt fællesskabssymbol, skabt til at kunne flyttes, indtage nye positioner og indgå i nye sammenhænge med og mod andre grupper. I sidste ende helt afhængige af, at nogen vil holde dem højt.

Danmarks største samling af faner findes på Arbejdermuseet i København. Den omfatter over 1.200 eksempler fra fagbevægelsen og den politiske venstrefløj. Blå, grønne, hvide – og selvfølgelig langt de fleste i variation over rød. I bomuld og silke, bemalede eller broderede med barbrystede Marianne-figurer, der træder kapitalen under fode, fredsduer, roser, hammer og segl og kombineret med slagord som Gør din pligt – kræv din ret og Sammen er vi stærke. Enenestående kilde til udviklingen og selvforståelsen i arbejderbevægelsen, men også til foreningsdanmarks historie, og dermed til forskelle og uenigheder i spørgsmål om indretning af samfundet. Fanerne gør os opmærksomme på forskelle i synspunkter, der ellers kunne lyde temmelig ens.

En af de ældste faner i samlingen fortæller historien helt konkret. I slutningen af maj 1872, et år efter, at Louis Pio havde stiftet den danske afdeling af den socialistiske arbejdersammenslutning Første Internationale, bestilte foreningen en rød fane med påskriften Frihed, Lighed, Broderskab.

Faktisk havde foreningen allerede i begyndelsen af måneden bestilt en fane, som skulle medbringes på det møde 5. maj på Nørre Fælled i København, der efter sammenstød mellem arbejdere og husarer blev kendt som “Slaget på Fælleden”. Den første fane blev dog aldrig afhentet, og nu bestilte foreningen altså en ny, denne gang med henblik på at medbringe den til grundlovsmøde i Dyrehaven.

Politidirektør i København Vilhelm Crone, der indtog en central rolle i forsøget på at stække den fremvoksende arbejderbevægelse, fandt det vigtigt at forhindre, at sådan en fane blev båret frem. Crone delte godsejernes og de nationalliberales bekymring for, at en hastigt voksende arbejderbevægelse kunne lede til begivenheder som dem, der med Pariserkommunen i foråret 1871 havde chokeret Europa. Crone nedlagde derfor forbud mod den fane, som arbejderbevægelsen havde bestilt med henvisning til, at den havde en »truende betydning« og var »uforenelig med, hvad fornødent hensyn til den offentlige orden, fred og sikkerhed fordrer«.

Arbejderbevægelsen rettede sig efter forbuddet og lod fanen forblive sammenrullet på grundlovsdag, men sendte kort efter en protest over forbuddet: »Vi benægter, at det er en oprørsfane: Det er ikke kommunens røde fane, som […] udfoldedes i Paris, når man ved mord og brand søgte at omstyrte den bestående samfundsorden. Vor fane har ikke hin blodrøde farve [...] vi betragter den kun som et fredeligt mærke«.

Om fanen var blodrød, er svært at afgøre i dag, da den er stærkt nedbrudt og nærmest lilla. Men det var med god grund, at protesten gik på fanens farve. Dén var nemlig afgørende for Crone, der som løsning foreslog, at fanen ændredes til dannebrog, men beholdt inskriptionen.

Frihed, lighed og broderskab kunne de fleste bakke op om. Det var bogstaveligt taget baggrunden for arbejdernes krav om et frit, retfærdigt og solidarisk samfund, der var strid om.

Det er der stadig i 2016. På Folkemødet på Bornholm i år diskuterede repræsentanter for fem partiers ungdomsafdelinger netop frihed, lighed, broderskab med udgangspunkt i genstande fra Arbejdermuseet. Og mens begreberne stadig er vigtige for alle, er der stor uenighed om, hvad de skal indebære. Hvor et banner fra Ryanair-konflikten ifølge LA Ungdom helt overser, at ingen er tvunget til at arbejde for en bestemt arbejdsgiver, er det for DSU et vidnesbyrd om en vigtig kamp for ordnede forhold på et globaliseret arbejdsmarked.

Et papskilt, som et københavnerbarn i 1949 bar om halsen på vej til den feriefamilie på Ærø, som Børnenes Kontor havde formidlet kontakt til, viser ifølge Venstres Ungdom civilsamfundets evne til at hjælpe trængende familier og understreger for DF Ungdom, hvor vigtigt det er, at staten tager ansvar for at sikre velfærden. Og reaktionerne på en rød fane bevæger sig fra udfald mod en grundlæggende usolidarisk klub for privilegerede arbejdere over en vurdering af, at den klassiske arbejderbevægelse nok ikke har svarene på nutidens udfordringer, til SFU’s vurdering af, at det netop er de røde faner, der bør samle os i forsøget på at skabe et bedre samfund.

Som museumsdirektør var det svært ikke at blive begejstret over de unges debat. Dels fordi den viste, at fortidens genstande kan give energi til nutidens diskussioner. Dels fordi den afspejlede, hvad fanerne repræsenterer: viljen og evnen til uenighed. Til at hejse hver vor fane og vise, hvem vi er, og hvad vi mener, og give plads til, at andre gør det samme. Uden evnen og viljen til at sige, at vi definerer vores grundlæggende værdier forskelligt, kan vi ikke udvikle samfundet. Hvis vi ikke tør være åbent uenige, lukker vi os om os selv.

Som bekendt holdt arbejderbevægelsen fast i den røde fane som baggrund for sine krav. Med tiden, og mens frygten for en socialistisk revolution aftog, blev den røde fane et accepteret politisk symbol. Derfor er Arbejdermuseet fyldt med røde faner i forskellige nuancer og med vidt forskellige budskaber. Faktisk så mange, at vi netop nu er i gang med den vanskelige opgave at undersøge, hvordan samlingen bedst kan bevares. Nogle faner kan have så begrænset en kulturhistorisk værdi, at det ikke giver mening at prioritere bevaringen af dem, og at det derfor vil være bedre at tilbyde dem tilbageleveret til de foreninger, der har afleveret dem.

Men grundlæggende lægger vi vægt på, at mangfoldigheden og dermed antallet af faner er en central værdi i samlingen.

De hundredvis af faner minder os om nuancer, der let overses i en verden, hvor modsætninger reduceres til røde og blå, elite og masse, nej og ja, tabere og vindere.

Som også myriaderne af møder og arrangementer på Bornholm endnu en gang viste os, rummer vores demokrati mange forskellige stemmer, og vi har formået at udvikle samfundet netop på grundlag af forskelle.

Det er vidnesbyrdene om denne mangfoldighed, der er vigtig at kunne vise frem. Derfor vil der også i fremtiden være mange røde faner på Arbejdermuseet – i håbet om at andre faner også vil blive holdt højt.