Moskéerne uden slør

I Danmark har vi en verdenskendt åben debat om alting. Højskolekulturen har været med til at rodfæste det i os som folk. Vi holder os ikke tilbage og vil gerne åbent snakke om alle emner, der ligger os på sinde.

Derfor er det helt i tråd med den danske ånd, at TV 2’s dokumentar ”Moskeerne bag sløret” åbner for flere vigtige emner og udfordringer relateret til muslimer i Danmark: kvindesyn, børneopdragelse, ægteskabsproblemer, identitetsproblemer, overholdelse af dansk lovgivning og ikke mindst religionens betydning for det enkelte individ i forhold til samfundet. Alt sammen noget vi internt i de muslimske miljøer igennem mange år har debatteret og diskuteret.

Dokumentaren viser dog et højst kritisabelt, misvisende og forudindtaget billede af imamers og moskéers rolle. Den fremstår i vores øjne som et chokerende stereotypt udtryk for en række klassiske orientalistiske og til tider direkte racistiske forestillinger og fordomme: at Islam er ubarmhjertig, åndløs og hård, at muslimske (og mørke) mænd er grove, voldelige og misogyne, at muslimske kvinder og børn er uselvstændige undertrykte ofre, at muslimer er bedrageriske, løgnagtige og mistænkelige, at moskémiljøerne er arnested for fanatisme, samfundsomstyrtende virksomhed og radikalisering. Alt sammen ledsaget af, at evident partiske kommentatorer på bizar vis skal fremstå som objektive sandhedsvidner til dette iscenesatte narrativ.

Men med kritikken lagt til side må vi erkende, at problemstillingerne eksisterer. Der snakkes om stening og gives dybt bizarre råd til en ung kvinde, der udsættes for vold i ægteskabet. Det fremstilles, som om, hun ikke må gå ud, skal finde sig i tæsk og ellers bare være mandens sexslave. Det er hjerteskærende.

Hvem er de danske muslimer?

De danske muslimer rummer stor diversitet og er ofte meget bredere sammensat end majoritetsbefolkningen. Vi har pakistanere, marokkanere og tyrkere, der kom som gæstearbejdere, ofte uden uddannelse, med verdensbilleder, der inkluderede magi, storfamilier, ekstatiske religionsformer og særlige kønsmønstre. Vi har palæstinensere med snart 70 års eksil, etnisk udrensning og landflygtighed i den kollektive traumebagage. Vi har somaliske krigsflygtninge med rødder i en østafrikansk nomadekultur. Vi har bosniere og albanere, der er rundet af traditionel osmannisk religiøsitet og europæisk sekularisme. Vi har iranere med en særegen persisk kulturel og intellektuel identitet, der ofte er dybt skeptiske over for politiseret religion. Vi har afghanere med dybe og oldgamle klantraditioner. Irakere fra begge sider af sunni-shia-spektret, kurdere, der i årevis har kæmpet for deres kultur, guineanere, m.fl., med vestafrikanske normer. Og så er der berbere, malajer, arabere i alle afskygninger og alt det løse. For ikke at glemme de etnisk danske muslimer fra alle egne af kongeriget.

Alle disse understrømninger er samtidig godt og grundigt prægede af den danske kontekst, som de fleste muslimer er vokset op med: dansk sprog, historie, mentalitet, humor, natur og moral. Så har de endda det religiøse oveni, hvor de er sekulære, salafister, sufier, traditionalister, reformister, aktivister, islamister eller bare ligeglade. Læg dertil identitetssplittelse, blandede kulturbaggrunde, arbejdsløshed, sprogbarrierer, kultursammenstød, stigmatisering og alverdens krigs-traumer.

Listen er næsten endeløs. Dette etniske, kulturelle og sociale sammenkog udgør de danske muslimer. De er højtuddannede og analfabeter, urbane og landbaserede, gamle og unge, mænd og kvinder - med og uden tørklæder. Der er kriminelle og samfundsnassere, såvel som mønsterelever, læger i overflod, akademikere, dygtige forretningsfolk, kunstnere, it-folk, journalister og utallige hårdtarbejdende familier. Dette er muslimerne i Danmark anno 2016.

Anerkendelse, tolerance og pragmatisme

Med så differentieret en skare af muslimer er anerkendelse og tolerance absolutte nøgleord for religiøse ledere, der på den ene side skal forholde sig til hele verdens forskelle i det daglige møde med den enkelte muslim og på den anden side går forrest i forhold til at skabe en dansk-muslimsk identitet og et positivt medborgerideal. Vi skal kunne rumme uden at fordømme. Vi skal samle uden at udstøde. Denne nødvendige rummelighed, åbenhed og villighed til at imødekomme forskelle er også i højsædet i det bredere danske demokrati.

Spørgsmålet om stening er måske ikke det mest flatterende, men det illustrerer meget godt diversiteten iblandt moskéerne, imamerne og ikke mindst muslimerne. Der er nogle, der vil tale om det i tide og utide, mens det for andre er fremmedgørende og ikke noget, de identificerer som deres islam. Nogle lægger vægt på de islamiske kildetekster og opfatter strafudmåling som et statsligt anliggende overladt til jurister og domstole, mens andre vil arkivere det som et historisk anliggende og tage et opgør med det på samme måde, som man har gjort det med slaveri. Nogle understreger, at stening er uforeneligt med barmhjertighed og derfor ikke skal eksekveres, mens igen andre mener, at den islamiske lære tager et opgør med steningstraditioner i Biblen. Og endelig er der dem, der støtter idéen om et moratorium, altså en anerkendelse af, at det er en del af traditionen, som dog, grundet den moderne kontekst, bør diskuteres på ny.

Måske vigtigst af alt har vi det kæmpestore flertal af muslimer, som slet ikke gider beskæftige sig med dette spørgsmål, ikke er bevidste om, at det findes, ikke føler, at de er klædt på til at forholde sig til det, eller bare ikke tænker på det til daglig.

Selv i den lille, snævre forfattergruppe bag denne skrivelse er der divergerende opfattelser, og i de muslimske organisationers bagland så meget desto mere. Islams dna er så mangeartet, at den klassiske anerkendelse af og tolerance over for forskellige opfattelser er alfa og omega i vores hverdag. En hverdag, hvor stening i øvrigt er fuldstændig irrelevant, hvis ikke det var, fordi politikere og medier synes besat af lige præcis det spørgsmål. Strafferet hører slet ikke ind under privatpersoners eller moskéers resort. Vi anerkender, i øvrigt i fuld overensstemmelse med almen islamisk jura, at statsmagten har dette retslige monopol.

Men vi skal som religiøse ledere kunne rumme de forskellige positioner og opfattelser, der findes i praksis blandt muslimerne. Vi har i den muslimske historie traditionelt hyldet forskellige holdninger og meninger i islam. Netop derfor er ikhtilaf, princippet om tolerance over for forskelligheder og uenigheder, Islams bærende pragmatiske princip.

Imamens hverdag

Ordet imam betyder ”en, der står foran”. Det henviser basalt set til en bønneleder. Men en imam er typisk meget mere end det. Imamer i Danmark har vidt forskellige uddannelser, aldre, baggrunde, etniciteter og kvaliteter. Det er langtfra alle, der har en teologisk baggrund. Endnu færre behersker det danske sprog, om end antallet er stigende. Imamer i Danmark er ikke underlagt én central institution eller kirkelignende størrelse. Det vil typisk være moskébestyrelsen, der udvælger imamen til at varetage de mange forskellige opgaver og udfordringer, der findes.

Hvori består imamernes funktioner typisk? Der er selvfølgelig det velkendte, som også findes i en kirke. Bøn, fejring af helligdage og sociale sammenkomster i form af middage og endda filmarrangementer. De forestår vielser og tager sig af dødsfald. De har det centrale ansvar for bønnen, der skal ledes, menigheden, der søger uddannelse, spirituel udvikling og viden.

Og ikke mindst er imamerne der for den enkelte i dennes specifikke livssituation uden fordømmelse og arrogance. De er der for at lytte, rådgive og bære byrderne for mennesker. Vi har f.eks. den muslimske pige, som har en dansk kæreste, som familien er imod. I deres fortvivlede kærlighed vil de gerne have islamisk assistance til at komme videre. Vi har kvinden, der under hver graviditet drømmer, at en mærkelig skikkelse kommer og voldtager hende. Morgenen efter har hun spontant aborteret. Hun er bange for, at hun er besat eller udsat for sort magi. Vi har manden med en depression, som oplever, at hele hans familie- og arbejdsliv er gået i opløsning pga. stress, og derfor ønsker spirituel vejledning og støtte. Vi har kvinden, der igennem flere år er blevet udsat for vold af hendes psykisk syge ægtemand, men som er bange for at kontakte myndighederne, fordi hun frygter, at de vil fjerne hendes børn. Vi har manden, der ønsker hjælp til at komme ud af sit hashmisbrug, fordi det er ved at føre ham ud i en kriminel løbebane. Vi har den unge pige, der gerne vil gå med tørklæde, men frygter samfundets stigmatisering og har brug for støtte. Vi har den ældre mand, der gerne vil giftes med kone nummer to, fordi hans nuværende kone er kronisk syg og ikke kan have sex, men som han samtidig ikke vil skilles fra.

Vi har forældre, der frygter, at deres børn er ved at miste religionen, eller som modsat frygter, at de er ved at blive radikaliserede. Vi har mange, der føler, at det er svært at være religiøs. At det næsten er et tabu at være muslim og prøve at forholde sig til sin religion i dagens Danmark. Der er et hav af unikke personlige livshistorier, tragedier, glædesstunder, familieforhold og problemstillinger. I alt dette er det imamens rolle at gå i nænsom dialog med de involverede, have de enkelte etnisk-nationale kulturelle mønstre in mente og huske den sociale baggrund, den danske kontekst og ikke mindst lovgivningen.

Der er meget på spil, især for den enkelte, der søger råd og vejledning. Sådan er det også i andre intime rum, hvor folk åbner op for deres inderste tanker og følelser. Der lyttes, rummes og forstås. Præster, læger, sexologer, psykologer og andre fagfolk har lignende samtaler, der alle kredser om tillid, empati og forståelse. Det er dette rum af personlige hemmeligheder og livskriser, som TV 2’s muldvarpe har valgt at træde ind i med skjult kamera og skandaleambitioner. De bryder ind i intimsfæren, krænker den fortrolige samtale og udstiller det for åben skærm, som var individers livskriser popcornsunderholdning.

Nogle imamer arbejder frivilligt eller lønnet i fængsler eller i sundhedssektoren. Mange samarbejder med kommuner og offentlige myndigheder – eksempelvis i forbindelse med antiradikalisering og exitprogrammer for bandemedlemmer og kriminelle. Mange har et privat arbejde, en virksomhed eller lignende ved siden af. Nogle laver nødhjælpsarbejde, spirituel coaching, interreligiøst dialogarbejde, ngo-arbejde, socialt arbejde eller er involveret i initiativer til kriminalitetsbekæmpelse, miljø-projekter eller ungdomsrelaterede problemer. Nogle afholder foredrag og moskébesøg for gymnasie-klasser, skoler, kirkemenigheder og andre interesserede. Vi bevæger os pragmatisk inden for alle disse vidt forskellige livsverdner og forsøger at gøre vores bedste for at bære folks byrder og vejlede dem og lede dem til et værdigt islamisk liv.

I vished om kompleksiteten af imamens rolle har Dansk Islamisk Center igennem et samarbejde med bl.a. Islamisk-Kristent Studiecenter været med til at lancere en islamisk teologiuddannelse på Københavns Universitet. Ambitionen er blandt andet at udvikle de dansk-muslimske religiøse vejlederes kvalifikationer, så de bedre kan rådgive inden for og håndtere de kontekster, de befinder sig i.

Vi ønsker også en form for certificering, der kan sikre, at alle eksisterende og kommende imamer i Danmark får indsigt i dansk lov og kultur, samt at blive kloge på danske muslimers mangeårige erfaringer. Det vil vi arbejde hen imod.

En invitation til dialog

Den herskende diskurs igennem de seneste årtier har været, at religiøse muslimer og især imamerne og moskéerne repræsenterer ”mørke kræfter”, der modarbejder det danske samfund. Denne destruktive og hadske diskurs har alt for længe fået lov til at stå uimodsagt, og resultatet er en voldsom splittelse i samfundet, der sommetider bare synes at tage til. Hvornår kommer modet og modenheden til den ventede forsoning? Vi har alle ansvar for at opbygge tilliden og lede efter det bedste i hinanden. Hvornår kommer den positive dansk-muslimske identitet, der som en selvfølge og med sin integritet i behold opfattes og opfatter sig selv som en naturlig del af det nationale rød-hvide fællesskab? Vores største interesse og fineste drøm er at se vores fælles samfund florere og blive endnu bedre. Vi har vores religiøsitet og vores islam. Den værner vi om. Samtidig, og i naturlig forlængelse af dette, ønsker vi en stærk sammenhængskraft og gensidig tillid mellem alle samfundslag og -grupper. Vi agter at sprede værdier som respekt, omsorg, retfærdighed, oprigtighed, tillid og kærlighed til alle. Åbenhed, dialog og ikke mindst rummelighed er den eneste gangbare vej. Derfor går vi gerne forrest med en udstrakt hånd og ønsker at invitere politikere og civilsamfund til dialogkaffe, så vi kan få snakket ud og taget hul på de udfordringer og tabuer, der unægtelig findes i de muslimske miljøer, med henblik på et fremadrettet konstruktivt samarbejde.

Vi vil også i den kommende fremtid lægge op til et manifest, der tager udgangspunkt i en dansk-muslimsk virkelighed. Vi vil invitere muslimer og andre interesserede til at bidrage til dette manifest, hvor de generelle principper for at leve som danske muslimer vil blive forsøgt nedfældet.

Koranens ord, som ifølge muslimer er Guds levende ord, skal kunne omsættes til den situation, man måtte befinde sig i, og skal give mening i den moderne tid. Koranen taler nemlig om, at »Gud ønsker at gøre det nemt for jer og ønsker ikke, at det skal være svært«.

Dette betyder blandt andet, at muslimer skal gøre det let for sig selv ved at finde løsninger, som kan forene deres tro med det at være borger i Danmark, både de skrevne og uskrevne regler i form af love, forpligtelser, normer osv., som enhver i samfundet ideelt set burde følge. Muslimer bedes om at overholde deres aftaler i Koranen jf. »som våger over det gods, der er dem betroet og holder deres pagt«. Profeten Muhammad – velsignelser og fred være med ham – befalede, at man skulle hjælpe andre med at holde deres løfter og også selv overholde dem.

Det er netop disse løsninger og refleksioner, som muslimerne i endnu højere grad end før skal gøre op med sig selv. Den sammensmeltning kan blive gjort lettere, hvis muslimer formår at forstå, hvor vigtig en rolle samfundsdeltagelsen spiller i deres religiøse praksis. Derfor vil manifestet pege hen imod fremtiden for danske muslimer.

Lad os kigge fremad og fokusere på alt det positive, vi kan skabe sammen. Danmark er vores fælles anliggende, vores land, vores ansvar. I verden er Danmark stadig kendt og beundret for sin åbenhed, sit frisind og den konstruktive dialog. Lad os i fællesskab bevare det, som verden beundrer Danmark for. Lad os tage hul på et nyt kapitel.

Kronikken er skrevet af Dansk Islamisk Center og underskrevet af bl.a. de to store muslimske samarbejdsorganisationer. Den repræsenterer størsteparten af de herboende muslimer på tværs af kulturelle, etniske og religiøse forskelle.

Underskrevet af:

Dansk Islamisk Center

Dansk Muslimsk Union

Muslimernes Fællesråd

Dansk Islamisk Trossamfund

Det Islamiske Marokkanske Råd i Danmark