Vigtige opgaver for skatteombudsmand
Det vil derfor en juridisk landvinding og vil bidrage til at øge tilliden til Skat, hvis den nye skatteombudsmand gøres reelt uafhængig og står helt frit i forhold til Skat. Det betyder f.eks. også, at vedkommende placeres både fysisk og organisatorisk uden for Skat.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Der er grund til at anerkende skatteminister Karsten Lauritzen initiativ om en skatteombudsmand, som skatteyderne kan gå til, hvis de skulle være så uheldige at løbe panden mod muren i mødet med Skat.
Idéen er blevet mødt med bred politisk enighed. Jeg er meget enig i, at det er nødvendigt med en funktion på skatteområdet, hvor man undervejs kan få nogle friske øjne på væsentlige sagsbehandlingstvister mellem skatteyderne og Skat.
Det vil sikre, at retssikkerheden for skatteyderne kommer i fokus og bliver forbedret. Samtidig mener jeg også, at man fra politisk side skal tage bestik af situationen, når Folketingets Ombudsmand i Jyllands-Posten 29/9 rejser nogle forskellige spørgsmål om beføjelser og navn for en ny ”skatteombudsmandsfunktion”.
For mig er det vigtige imidlertid, at der sker en ændring af den nuværende situation, hvor skatteydernes retssikkerhed efter min opfattelse er for ringe.
Der har ikke i den hidtidige debat været talt meget om, hvad en skatteombudsmand konkret skal beskæftige sig med. Jeg vil prøve at komme med nogle bud på, hvad man skal være opmærksom på, når en sådan funktion sættes i søen.
Helt overordnet er det min opfattelse, at en skatteombudsmandsfunktion skal befatte sig med formalia omkring sagsbehandlingen.
En skatteombuds-mand skal være fuldstændig uafhængig af det system, som han skal have indsigt i eller udøve kontrol over.
Derimod skal en skatteombudsmand ikke beskæftige sig med den bagvedliggende materielle skatteret, da vi allerede har et administrativt klagesystem, der tager sig af denne del.
Ligeledes skal Folketingets Ombudsmand selvfølgelig holde øje med skatteområdet som andre forvaltningsområder.
En skatteombudsmand skal være fuldstændig uafhængig af det system, som han skal have indsigt i eller udøve kontrol over.
Indtil nu har Skat haft en borger- og retssikkerhedschef, som efter min opfattelse imidlertid aldrig rigtigt har gjort en væsentlig forskel for skatteyderne.
Årsagen er blandt andet, at retssikkerhedschefen blev en del af skattesystemet og ikke har haft beføjelser til at gøre en mærkbar forskel.
Det vil derfor være en juridisk landvinding og vil bidrage til at øge tilliden til Skat, hvis den nye skatteombudsmand gøres reelt uafhængig og står helt frit i forhold til Skat. Det betyder f.eks. også, at vedkommende placeres både fysisk og organisatorisk uden for Skat.
Skatteombudsmanden kunne lægges budgetmæssigt under Justitsministeriet eller ved siden af Folketingets Ombudsmand.
Fra politisk side bør man arbejde for, at den funktion, som Folketingets Ombudsmand udøver på skatteområdet, bliver mere reel, hvilket jeg kan forstå på flere politikere, at der også er stemning for.
Miseren består i, at man i 2009 i Skatteministeriet stoppede en langvarig praksis for at give et såkaldt suspensionstilsagn, når en sag ønskedes indbragt for domstolene.
Da man indstillede denne praksis, blev det de facto umuligt for skatteyderne at få ombudsmandens stillingtagen til en skattesag, inden en sag blev anlagt. Skatteyderne måtte vælge enten at gå til ombudsmanden eller at gå til domstolene. Der var ikke mulighed for først at gå til ombudsmanden og derefter domstolene.
En skatteombudsmand bør kunne anvendes som en slags timeout, når en skattesag er begyndt at versere hos Skat, og der opstår alvorlige tvister om sagsbehandlingsspørgsmål.
Lad mig komme med nogle eksempler. Hvis vi som advokater er utilfredse med sagsbehandlingsskridt, skal der være en hurtig og effektiv adgang til at få disse prøvet af en skatteombudsmand. Er der eksempelvis i en sag blevet anmodet om oplysninger for indkomstår, der er forældede, eller for indkomstår efter en borger er fraflyttet Danmark, bør en skatteombudsmand kunne tage stilling til, om Skat skal have adgang til disse oplysninger.
Hvis Skat under en sags forløb gør udlæg i midler, som klienten har indbetalt til advokatens klientkonto som sikkerhed for advokatens honorarkrav, så bør en skatteombudsmand også kunne gå ind og tage stilling til, om det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.
En skatteombuds-mand bør kunne anvendes som en slags timeout, når en skattesag er begyndt at versere hos Skat, og der opstår alvorlige tvister om sagsbehandlings-spørgsmål.
Hvis Skat f.eks. i forbindelse med et kontrolbesøg bliver klar over et bestemt forhold i en virksomhed uden at påtale det, men så efter flere år tager forholdet op til behandling, bør en skatteombudsmand kunne udtale sig om, hvorvidt det er i overensstemmelse med god (skatte)forvaltningsskik. Der kan uden tvivl findes mange andre eksempler.
Det er for både skatteyderne og Skat vigtigt, at sådanne sagsbehandlingstvister kan finde en endelig afklaring på et tidligt tidspunkt i processen. Overordnet mener jeg, at hvis der eksisterer en uafhængig skatteombudsmandsfunktion, vil det i sig selv medvirke til, at embedsmandskulturen i Skat bliver forbedret.
Det handler dybest set om, at skatteyderne skal have tillid til, at Skat som offentlig myndighed opfører sig ordentligt, og at man kan have et sted at gå hen, hvis man føler sig urimeligt behandlet. Præcis som det er tilfældet, hvis man vil klage over en sag hos kommunen eller andre steder i den offentlige forvaltning.
En skatteombudsmand bør også varetage nogle mere overordnede retssikkerhedsmæssige funktioner som udarbejdelse af statistik over sagsudfald ved domstolene og de alt for lange sagsbehandlingstider i Skat og Skatteankestyrelsen.
Det er på høje tid, at vi herhjemme tager det alvorligt, at borgernes og virksomhedernes retssikkerhed skal prioriteres højt.
Nu gælder det om at holde fast og sikre, at det ikke går som så ofte før: at gode idéer falder til jorden, når nyhedsinteressen er forduftet og det er blevet hverdag igen. Skatteministerens forslag om en skatteombudsmand som et led i den hårdt tiltrængte genopbygning af tilliden til Skat er helt afgørende for retssikkerheden.
Hold fast, Karsten Lauritzen! Vi ser frem til et langt samarbejde, da politisk vedholdenhed er tiltrængt på dit ministerområde.