Alternativet er et EU uden borgere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Onsdag besøgte den græske premierminister, Alexis Tsipras, Europa-Parlamentet for at redegøre for den græske situation efter folkeafstemningen med det massive nej til europæiske redningspakker og reformer.

Fra nogle sider i salen lød der spontane buhråb ad Tsipras, mens andre tog om ham og holdt ham knugende og tæt.

Tsipras’ entré blev på den måde et sindbillede på den helt store europæiske udfordring: splittelsen og forargelsen på den ene side og frygten for at miste på den anden.

Det europæiske samarbejde står over for massive udfordringer. Europa er udfordret på sikkerhed, økonomi, grundlæggende rettigheder, arbejdstagerinteresser, migration og demokrati.

Alle ved det, men i angst for borgernes modstand mod nødvendige strukturelle reformer forhindrer regeringerne reelt fællesskabet i at levere grundlæggende strukturelle løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det burde være indlysende, at EU på den måde taber ikke alene sin rolle som løsningernes forum – unionen mister også sine borgere.

Et politisk fællesskab skal først og fremmest kunne give en vis tryghed til sine borgere.

I Europa kræver det fælles svar på spørgsmål om bekæmpelse af kriminalitet, håndtering af flygtninge og asylsøgere samt territorialforsvar. Lad mig understrege, at man ikke nødvendigvis behøver en fælles hær for at sikre, at man er i stand til at udgøre en forsvarsbastion i Europa. Men det kræver langt dybere politisk og praktisk integration, hvis vi ikke i fremtiden vil lade os trække rundt i manegen af despoter som Vladimir Putin.

Kræver det ikke nødvendigvis en fælles hær at lave en fælles forsvarsbastion, er det til gengæld et af historiens største skud i fødderne på Europa som sammenhængende kontinent, at vi ikke er i stand til at håndtere flygtninge- og indvandrerspørgsmål samlet.

Det er en kapitalbrøler, at landene ikke formår at forpligte hinanden på fælles asylregler og fordeling af flygtninge landene imellem. I dag modtager seks lande i EU 80 pct. af alle flygtninge, og den illegale indvandring til en lang række lande, herunder Danmark, er i kraftig vækst. Problemet går ikke væk, blot fordi man hævder sin nationale suverænitet, eller hvert land konkurrerer om at gøre mindst og ride stodderens frem for kongens ridt over for dem, der kommer til Europa. Tværtimod. Gadebillederne vil vise deres ubarmhjertige spejl på en forfejlet europæisk politik med fattigdom og tilhørende kriminalitet, tiggeri, fald i den generelle sundhedstilstand og social dumping på alle hylder. Prisen bliver høj såvel økonomisk som menneskeligt.

Den liberale økonom og moralfilosof Adam Smith forfægtede netop det synspunkt, at forudsætningen for et liberalt og demokratisk velfungerende kapitalistisk samfund er en god og sund købekraft og et vist eksistensniveau for de laveste indkomster i samfundet. Er det mon med åbne øjne, at vi er i gang med at underminere denne forudsætning?

Basal tryghed i et Europa, hvor der er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, som det er foreskrevet i det indre marked, kræver først og fremmest svar på, hvordan det europæiske fællesmarked både kan fungere konkurrencedygtigt, sikre job og velstand, få styr på indvandring fra tredjelande og samtidig være et værn mod globaliseringens økonomiske junglelove. Frygten for tab af sit livsgrundlag ligger som en konstant – om end paradoksal – undertone, der får mennesker til at vende sig bort fra Europa som fællesskab.

Det er ganske interessant at notere sig, at størstedelen af modstanden mod fællesskabet ikke kommer fra de største ofre for den økonomiske krise. Faktisk ønsker 80 pct. af grækerne stadig at forblive i eurozonen.

Modstanden kommer fra dem, som det i sammenligning med kriseofrene går godt.

Selvom krisen ramte hårdest i Rumænien, Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, var det de velstående lande som Storbritannien, Frankrig, Finland, Holland og Danmark, der sendte langt de fleste EU-modstandere i parlamentet ved det seneste valg. Ikke engang Syriza fra Grækenland førte valgkamp på hård modstand mod EU.

Det betyder, at de politiske ledere skal forholde sig til, at det ikke er dem, som er røget i afgrunden, som vender sig mod fællesskabet. Det er dem, som det går relativt godt for, men som – berettiget eller ej – er bange for at ryge i afgrunden og ikke kan se den dybere mening med en vis solidaritet med hverken førstnævnte gruppe eller flygtninge. Frygten for at miste er fællesskabets store udfordring. Det er den, som bliver vendt mod Europa og skaber splittelsen. Har man mistet, ses Europa derimod som en redning.

For at komme ud af det dilemma skal EU finde svar på det europæiske markeds muligheder som jobskaber og som værn mod det ukontrollable på samme tid. Tryghed må og skal være nøgleordet for det europæiske arbejde. En virkelig prøvesten i den sammenhæng bliver frihandelsaftalen mellem Europa og USA.

Hvis der skal sikres en basal tryghed i Europa, er medlemmerne af eurozonen også nødt til at gøre op med de konstruktionsfejl, som gør euroen sårbar. Ved at fastholde et system, som finansmarkederne meget let kan sætte under pres, spiller man hasard med menneskers livsbetingelser. Straffen bliver dobbelt, fordi en sårbar konstruktion fordrer et rigidt system, hvor man ikke efterlades den nødvendige fleksibilitet til at handle forskelligt på forskellige problemstillinger.

Eurolandene evner ikke at reagere mod markedet af egen kraft. De har ingen fælles finanspolitik. De har ikke obligationsudstedelse.

Det betyder, at selv relativt mindre gældskriser i lande, hvis økonomier ikke fylder mere end et par pct. af det samlede økonomiske rum, kan true hele fællesskabet.

Det kræver konstant symptombehandling. Medicinen er den samme tilpasningsmodel for alle, hvilket blot øger uligheden mellem de velstående og kriseramte lande. Konkurrencedygtigheden kommer under konstant pres hos de svage, mens de stærke profiterer på samme. Tyskland er et godt eksempel herpå. Dette konkurrencegab udhuler det minimum af solidaritet, som må være til stede i et fællesskab. Intet har som de gentagne redningspakker i deres helhed skabt større modstand mod unionen hos både modtagere og givere.

Der er behov for en stærkere centralbank og en større robusthed gennem fælles obligationsudstedelser i Europa. Det har man i USA. Ingen ville drømme om, at dollaren ville udgå af markedet, blot fordi Californien står i gæld til halsen.

De beslutninger, som vi vælger at træffe overnationalt, og de sanktionsregimer, der nødvendigvis hører til, må og skal til gengæld demokratiseres. Og EU skal kunne sanktionere, når grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne bliver overtrådt. Dette er helt fundamentalt.

Europa-Parlamentet bør have initiativret inden for de politikområder, som falder under unionens kompetenceområder. Man kan begrænse lovgivningen ved at kræve, at der skal totredjedele stemmer til, før parlamentet kan pålægge EU-Kommissionen at udarbejde et lovforslag.

Beslutningsprocedurerne bør forenkles. Den almindelige lovgivningsprocedure bør anvendes som hovedregel. En tiltrængt slankning af fællesskabspolitikkerne kunne så sikres ved, at EU-Kommissionen består af højst 15 kommissærer.

Der er alt for mange kommissærer i dag (28), som skal legitimere deres eksistens ved at fremlægge forslag på alle mulige områder, som aldrig burde være fællesskabsanliggender.

Den europæiske borger eksisterer i det øjeblik, man lader ham eller hende træffe beslutninger med visheden om, at man altid nyder en grundlæggende beskyttelse af sine demokratiske rettigheder. Mennesket er kun frit, når det kan handle og handler.

Hvornår erkender regeringscheferne i Europa, at europæiske beslutninger om europæiske anliggender skal træffes af borgere, som det politiske establishment anerkender som europæere og ikke blot som nationale landsmænd?

EU skal demokratiseres og gives den strukturelle form, der kan sikre basal tryghed i en verden med fri bevægelighed.

Alternativet er en union uden borgere.