Fra transtøvler til sønderjyske DF’ere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et folketingsvalg er en herlig ting. Det giver os lejlighed til at lufte vores bekymringer for fædrelandet.

I TV 2 Nyhederne mødte vi to repræsentanter fra det indre Nørrebro. Kvarteret, der engang var arbejdernes, men nu er overtaget af Muhammeds disciple mixet med det halvsmarte caffe latte-folk, som i denne ombæring måtte stemme på Alternativet for at være med på moden.

I den med sin hashhandel så blomstrende Jægersborggade sad nu – i TV 2 – en ung mand af den rette støbning og nød sin brunch ved den udendørs café. Han var »pinligt berørt og noget skræmt« over, at så mange af hans medborgere – sikkert ikke mindst tatere og natmandsfolk fra den jyske hede – havde stemt på DF. Han så nu mindre skræmt end wellnesstilfreds ud, som han sad der i solen med det selvbevidste blik og det sorte hår samlet i en knold i nakken.

Skræmt til sammenbruddets rand var til gengæld Kathusja Babikian fra samme gade og i samme tv. Hendes plagede ansigt med det nervøse kæmpehår tilkendegav, at al menneskelighed nu var fjernet fra landets ledelse. Hun havde en forklaring på ulykken. »Vi ved jo alle sammen godt, at jo længere ud på landet du kommer, des mindre går man i dybden med tingene. I Jylland er der langt til det hele«.

Man kunne måske også tænke sig, at den manglende bymæssige forfjamskethed netop gjorde, at man gik mere i dybden med tingene i provinsen.

Men faktisk er vor store, jyske digter Steen Steensen Blicher inde på noget af det samme i sin klassiske fortælling ”Røverstuen”. Det jyske landskab, siger Blicher, »vidner om ringere kultur og mindre befolkning. Smalle veje med dybe hjulspor tyder på mindre færdsel og samkvem mellem beboerne.«

Men i modsætning til Babikian fandt Blicher stærk menneskelighed og kraften til at bære dyb tragedie i den grundmurede jyske folkestamme.

Babikians betragtning, at »vi her i København går så meget op i at støde ind i hinanden«, kunne jo også medføre, at københavnerne bliver mere hidsige efter at råbe med på det sidste skrig i åbenbaringen og glemmer den naturlige udvikling, Danmark er i.

Hvad er den for en?

Den er en støt udvidelse af folkestyre, frisind og bred viden for alle danske borgere. En lykkelig udvikling, der er forløbet fra enevældens afskaffelse i 1849 over kvindernes og de uformuendes stemmeret, arbejdernes og husmændenes deltagelse i landets ledelse, fri abort, bedre boliger, et sundere liv og homoseksuelles ligeret. Kort sagt fællesskabets hjælp til, at alle kan opnå en frihed, der ikke forplumres af falske fordomme om, hvad f.eks. DF og Jylland står for.

I Jægersborggade og omegn er der åbenbart en forestilling om, at multikulturen og folkeslagenes sammenblanding, som den for tiden foregår på Nørrebro, er den eneste rette kurs for menneskehedens udvikling.

En tanke, der støttes ret uforbeholdent af DR og TV 2. Og af den yngre del af familien Heltberg. Tre universitetsfolk af Heltberg-slægten har skrevet en kronik i Berlingske, hvor de vil frelse Danmark fra »den del af den danske befolkning, der støtter et parti, der grænser til det fremmedfjendske«. Altså DF.

Heltbergernes tankegang afslører en primitiv foragt for menigmands uro over multikultisamfundet. En foragt, de ikke mener behøver at begrundes ved intelligent samtale.

Deres arrogance og mangel på fremsyn løfter de op i en sfære af godhedens hellighed. De mener, at DF rummer en nazisme i svøb, og fatter ikke, at det er deres egen selvgodhed, der udgør denne fare.

I stedet for at udstede dommedagsprofetier om valgresultatet skulle folk som Heltbergerne og Babikian søge indsigt i folkeslagenes nedarvede egenskaber. Den, som bl.a. Blicher og Johannes V. Jensen skrev smukt og livfuldt om. De to forfattere viser os en hjemlig mangfoldighed, som er rodgroet.

En tysk soldat, der havde det held at tilbringe alle fem besættelsesår i Danmark, sagde i en tv-dokumentar: »Jeg lærte i de fem år, at der ER forskel på dansk og tysk tankegang. Jeg kan bedst lide den danske.«

Den tyske forfatter Siegfried Lenz sagde engang til mig: »I Danmark er I ligesom én familie. Det er vi ikke nået frem til i Tyskland endnu.«

Foragten for menigmands vurdering af politik har en lang forhistorie.

I midten af 1800-tallet sang de nationalliberale, den tids selvovervurderende kulturradikalere, om, at de var herrer i åndernes rige. Og følte, at dette indebar, at de også måtte være førere i den politiske verden. Ved Dybbøl viste det sig, at de nok var toneangivende, men det var toneangivende undermålere. Hvorefter de ikke blev toneangivende længere.

De blev dog ved med at mene, at almuen – bønder og arbejdere – skulle underordne sig dem, der var uddannet på latinskolen og på storgodserne. I en af deres aviser, Dagbladet, skrev de det lige ud af posen: »Almuens flertal mangler skjønsomhed nok til at vælge agtværdige personligheder til sine høvdinger.« Denne almue kaldte de transtøvler efter den fodbeklædning, som landmændene brugte i mark og stald.

Og minsandten om ikke rigsdagen lavede love uden om transtøvlernes flertal og fik kongen til at underskrive dem.

Fra 1870’erne førte en ny hovmodets klan sig frem; de radikale venstremænd. Med de to brødre Brandes i spidsen. De to var virkelige begavelser, men forlangte så også, at deres lille klan havde ret til at dominere i kraft af deres åndsoverlegenhed.

De radikale samledes fra 1884 på avisen Politiken under Viggo Hørup og Brandes-brødrenes ledelse. Bladet forblev længe en lille, sekterisk avis. Indtil en redaktør af en anden skuffe, en folkets mand, Henrik Cavling, overtog chefposten. Han forstod, hvordan man gør en avis til en daglig morgengave for læserne. Cavling var ven med folkelige forfattere som Aakjær og den nu glemte, men formidable skønskriver fra Djursland Knud Poulsen.

De radikale var internationalister. Men Cavlings yndlingskronikør, Knud Poulsen, skrev: »De i national henseende ligegyldige og lunkne er næsten altid at finde blandt de mindst dygtige, blandt de lidet udprægede karakterer og blandt de dårlige hoveder«.

Værsgo. Det var i Politiken, det stod. Tag den, EU-professor Marlene Wind, Uffe Elleman-Jensen og Erik Boel.

I forskrækkelse over valgresultatet er der hidsighoveder, der har sagt, at vi skal overlade det DF-snavsede Sønderjylland til tyskerne. Det svarer til, at Edvard Brandes i 1879 skriver til sin bror: »Danmark er dog det mest idiotiske land i verden«.

De radikale fik et ordentligt krafttilskud i mellemkrigstiden fra intellektuelle kommunister med en Mogens Fog og en Hans Kirk i spidsen. De mente, at de havde fundet de vises sten i kommunismen. Og hvis folket ikke ville indse det, måtte repræsentanterne for den nye tids dannelse, marxisterne, gribe til proletariatets revolution. Som det så skete, med god hjælp fra Stalins tanks, i Østtyskland, Tjekkoslovakiet med flere lande.

Foragten for det folk, vi alle er en del af, lever stadig hos vore dages kulturradikale. Hvad var Rifbjergs sidste budskab til danskerne: Vi er kun 2.000 begavede mennesker i dette land.

Carsten Jensen fik Olof Palme-prisen overrakt i Stockholm og rakkede til gengæld Danmark ned.

Forfatteren Benny Andersen har ord for at være en folkelig dansk forfatter. Men da visse politikere tog sig sammen og begyndte at lukke den danske ladeport for indvandrere, ville han, ligesom Edvard Brandes, Carsten Jensen og Rifbjerg, ikke vedkende sig at være en folkelig dansker. Og kaldte sig mellemfolkelig. Fikst.

Det er godt at være klog. Og stjernerne skal vi se op til, universets stjerner såvel som de jordiske; en Tycho Brahe, en Niels Bohr, en Grundtvig, en H.C. Andersen. Men i politik er det som oftest folket, der på sin krop mærker, hvad landet har brug for.

Det var ikke den begavede jurist og fløjtespiller (fra Hameln?) Hans Gammeltoft-Hansen, der forstod faren for et lille Danmark ved den muslimske masseindvandring. Han åbnede ladeporten for dem med sin flygtningelov.

Det var folk, det menige, ulærde folk, der råbte vagt i gevær og på besindig, dansk vis sagde, at nu blev det for meget. Teoriens folk tager ofte fejl. Virkelighedens gør det sjældent.